Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 17.12.1962, Blaðsíða 21

Atuagagdliutit - 17.12.1962, Blaðsíða 21
TRØSTESLØSHEDENS LAND X 1585 finder vi igen en englænder, John Davis, på en ekspedition, og han får Grønland i sigte og beskriver det som et stort og vildt klippeland, spal- tet af bræer, omgivet af drivende is og med et kystland så barskt, at han kalder det for „Trøstesløshedens land". Han går i land 3 steder på ky- sten, først nede mod syd, senere ved Kangåmiut og Sukkertoppen, og alle steder finder han eskimoer, som han gør sig de største anstrengelser for at komme til at stå på god fod med. Det lykkes, og det er fra Davis, man får den første virkelige be- skrivelse af landet og folket. Un- der den fortsatte søgen efter nord- vestpassagen, kommer Davis to år senere til Grønlands vestkyst, som han denne gang besejler helt op til lidt nord for Upernavik, hvor han kom i isen og med nød og næppe undgik at forulykke. „TROST", „LØVEN" OG „M ARKATTEN" I 1588 kom Chr. d. IV på tronen, og der hersker på dette tidspunkt det bedste forhold mellem Danmark og England. Kongen udnytter den gun- stige stilling til at få et samarbejde i stand med engelske grønlandsfarere, og med disse som ledere og deltagere var han nu i stand til at planlægge en ekspedition, der blev bragt til ud- førelse i 1605. Ekspeditionen bestod af tre skibe, admiralskibet „Trost" på ca. 80 tons med kaptajn John Cunning- ham som chef og James Hall som kendtmand og islods om bord. Den sidstnævnte, James Hall, havde været med på Davis’ ekspeditioner og var kendt som en dygtig sømand, men be- tegnedes også som en „hård hund", hvilket senere skulle vise sig at være berettiget. Det andet skib, „Løven", havde dansk besætning med en adels- mand, Godske Lindenow, som chef, og som styrmand en mand ved navn Peder Kjeldsen fra København. Lin- denows skib var ligeledes på ca. 80 tons, medens det tredie skib, der førtes af en englænder ved navn John Knight, kun var på 25 tons og hed „Markatten". BRUGTE TO ESKIMOER SOM BEVIS Den 2. maj 1605 sejlede de tre skibe fra København og kom vel op til Grønlands sydvestkyst, hvor det imid- lertid kom til åbenlys strid mellem Lindenow og den engelske chef for ekspeditionen angående den videre rejserute. Resultatet blev, at Linde- now med „Løven" skilte sig ud af eskadren og havde held til at forcere isen ved Fiskenæsset, hvor han gik i land. Det var ekspeditionens mål at genopdage Grønland, og dette mente Lindenow nu var opnået. — Han spildte ikke megen tid på at udforske landet nærmere, men tog som en slags bevis for sin land- gang, to eskimoer, som han havde fanget, med til København, hvor de blev fremstillet for kongen. Lindenow fik en strålende modta- gelse, og det er bemærkelsesvær- digt ved hans rejse, at han allerede var tilbage i København den 28. juli, hvilket efter datidens forhold var en ualmindelig hurtig rejse, han havde udført. For Danmark var det hovedsagen, at Grønland var genfundet, og rygtet spredtes snart ud over Europa, og det vides, at pavens sendebud i Bruxel- les straks underrettede paven i Rom, der stadig anså sig for troens beskyt- ter i Grønland. SØLVFOREKOMSTER Medens Lindenow således straks vendte om for at meddele Chr. d. IV om genopdagelsen, fortsatte de to an- dre skibe, „Trost" og „Markatten" nordover og gennemførte en ret grundig kortlægning af kysten så langt mod nord som til ItivdleK i Hol- steinsborg distrikt. Her blev admiral- skibet liggende, og James Hall fort- satte alene med „Markatten" længere mod nord og nåede helt op til Sar- Kardlit-øen, én af de mere karakteri- stiske øer i Egedesminde norddistrikt. Det vigtigste ved Halls nordrejse var imidlertid, at han mente at have fun- det sølvforekomster ved den lille fjord, KangerdluarssuK lidt nord for Holsteinsborg, og prøver blev hjem- bragt til Chr. d. IV, der blev stærkt interesseret i fundet og med det sam- me besluttede at udsende en ny eks- pedition til Grønland allerede næste år. ESKIMOERNE FIK OPHOLD PÅ DRAGSHOLM De to ekspeditionsskibe under Cun- ningham og James Hall fik ligeledes en begejstret modtagelse i Køben- havn, naturligvis for en stor del un- der indtryk af det formodede sølv- fund, men også de havde hjembragt nogle eskimoer, som de havde ind- fanget i Grønland. Om disse første grønlændere, der kom hjem til Dan- mark, fortæller historien ikke ret meget, men det siges dog, at ingen af dem senere kom hjem igen, de blev syge og døde, og det siges, at de var meget plaget af hjemve. De var genstand for megen op- Olaus Magnus' kort af 1539. Man ser det sydlige hjørne af Grønland med pyramidelignende huse og træer på østkysten. Atlanterhavet vrimler tilsy- neladende med havuhyrer. Dengang troede sømændene på havuhyrer, som gjorde det af med skibe og de- res besætning. Olaus Magnusip nunap åssiliå 1539- mtngånérsoK. nunavta kujåmut isua erssfpoK tuperfut itunik igdlulersorne- Karsimavdlune Tunuvdlo sineriå orpi- lerneKarsimavdlune. AtlantikoK imar- miorssuarnik amilårnarfunik umassu- lerneKarsimavoK. taimane umiartorfut imarmiorssuaKarnera ugperivdlutnar- påt, famåko umiarssuarnik inuinigdlo piunérutitsissartusoralugit. Vor tids bedste naturlige sundhedsdrik... Hibem »UNDMIOSOWMIN 1 NATUM.I6T C-VITA**" '«"UIT U Kl.. l***" VITAMIN C Etter Grønlands genopdagelse star- nunavta navssåremngneKamerata tedes hvalfangsten ved landets ky- kingornagut arfangniame« aufdlar- ster. Dette er et maleri fra 1723 af nersimavoK. tåssa nunavta sineriåne hvalfangerskibe ved Grønland. umiarssuarnik arfangnianik Kalipa- gaK 1723-me. mærksomhed, og man frygtede, det skulle blive for meget for dem, hvor- for de senere fik ophold på slottet Dragsholm på Kalundborg-egnen, hvor én af rigets største mænd, hi- storikeren og statholderen Arild Huit- feld nøje studerede dem, bl. a. med den hensigt at lære deres sprog og i øvrigt få så pålidelige oplysninger om landet og de tidligere indbyggere, nordboerne, som muligt. IKKE DE RENE ENGLE Ekspeditionernes beskrivelse af grønlænderne varierer meget, og det var under ingen omstændigheder det vennesæle og fredelige folkefærd, som vi nu kender. Dertil kan siges, at kampen mod nordboerne for ikke alt for mange år siden netop var af- sluttet — man ved ikke nøjagtigt hvornår, og det må forekomme rime- ligt, hvis de nu opdukkende euro- pæere er blevet opfattet som en ny fare for dem. Hertil kommer, at det ikke var de rene engle, der gik i land fra ekspe- ditionsfartøj eme, hvilket blandt an- det kan forstås af John Davis’ beret- ning, hvori han lægger så stærk vægt på, at det virkelig lykkedes ham at komme på venskabelig fod med lan- dets indbyggere, og at dette har stået for ham som et problem, må skyldes overleveringer fra Martin Frobisher, der var der før ham. Davis fik imid- lertid den glimrende ide at tage fire musikanter med på rejsen, og med dem i spidsen gik han i land og blev straks de bedste venner af verden med eskimoerne og vel modtaget. BESKRIVELSEN AF ESKIMOERNE Om befolkningen siges der i beskri- velsen, at „de er af god legemshøjde, legemet velproportioneret med små smækre hænder og fødder, de fleste skægløse og med små øjne, de har store læber og tætsiddende tænder. De har for skik, hvor tit de end går fra os at afslutte en ny våbenhvile, hvil- ket de tilkendegiver ved at holde de- res hænder op mod Solen og råbe og slå sig for brystet, og først, når vi med lignende tegn har tilsagt dem sikkerhed, tilkendegiver de deres tryghed. De er afgudsdyrkere og har fuldt op med afgudsbilleder, som de bærer på sig, og også på deres små både har de amuletter, som de tilbe- der. De er troldmænd og har mange former for trolddom, som de ofte bru- ger, men til liden nytte, takket være Gud". Om klædedragten siges det, at den mest bestod af sælskind og sammen- syede fugleskind, der var godt garvet og smukt og enkelt syet sammen. De var meget interesseret i at handle med europæerne, allerhelst ville de have knive og andet metal, som de selv kunne forarbejde, og i bytte overrakte de proviant, jagtudstyr og endog en kajak, hvorom imponeret fortælles, at én eskimo kunne padle hurtigere i en kajak end 10 søfolk i en robåd. Om livet i land berettes, at eski- moerne boede i telte — det var jo om sommeren — og at teltene var dæk- kede med sælskind, hvilket også gjaldt jorden inde i teltene. Uden for løb store og vilde hunde, og der var store dynger af sæler og angmagsset- ter. Små kar var i kog over nogle lamper, og i karrene var der sælkød kogende i tran, og i et af karrene var der et kogt hundehoved, hvilket overbeviste Davis om, at de spiste hundekød. Europæerne forsøgte at byde på vin og brød, men dette inter- esserede eskimoerne sig ikke for, men begyndte straks at give tørrede fisk og kød tilbage i bytte. BLEV ANGREBET AF 300 ESKIMOER James Hall har imidlertid en anden og knap så fredelig beretning om sit møde med eskimoerne i Holsteinsborg distrikt, hvor det ikke var gået stille af. Uden tvivl har Hall ikke haft no- get godt ord på sig fra tidligere be- søg, og man kan af udtalelser, se, samme smagfulde indre! kussanavingmik pårtugarc nutdmik — lluanltoK Kangatut lla mamaKl ilingnut Klmasårtigit — atago mlslllguk „Succes" anglsdK tungujortumlk pQlik, tu- ngusungnitdluéngitsoK .... 2,10 kr. mlkissOK tungujortumlk pfllik, tu- ngusungnitdluångitsoK .. 1,35 kr. miklssoK augpalugtumik pQlik, 1- mulik ................ 1,35 kr. „Succes" nutåK Kfi tunlssutlgåk, a- ngisOt, mikissut agsut tugdlQtlklt. Vs GALLE & JESSEN Et nyt smagfuldt ydre - hvorledes begivenhederne har udvik- let sig fra skærmydsler ved det første møde, hvor en flok eskimoer på ca. 30 viste sig meget aggressive, til se- nere hen, hvor Hall måtte udkæmpe et stort slag, da han blev angrebet af 300 eskimoer. For at beskytte skib og mand- skab mod kastepile og store sten, der blev sendt mod dem ved hjælp af slynger, må han sætte sejlene og søge til havs, og én af søfolkene rapporteres at have fået et spyd igennem begge endeballer. Ved en anden lejlighed er det galt igen, og i dette tilfælde var det vind- stille, og da de derfor ikke kunne stikke til søs, affyrede de kanonerne, hvilket havde den ønskede virkning. At Hall’s mandskab ikke har været det bedste og endog har været for meget for ham selv at tolerere, forstås af beretningen om afrejsen fra turen nordpå, hvor han sætter to af „Mar- kartens" besætning i land og overla- der dem til deres skæbne blandt de indfødte, og den har sikkert ikke væ- ret blid. JAMES HALL BLEV DRÆBT AF SPYD Tilbage at fortælle om James Hall er kun dette triste, at han på en rejse til Grønland for engelsk regning igen kom til Holsteinsborg distrikt for at søge efter sølv i den formodede mine ved KangerdluarssuK. Sølvet var for længst af danskerne blevet erklæret for værdiløst, men Hall troede stadig fuldt og fast på sit funds betydning. Mange drab og rov havde gjort eski- moerne fjendtlige, og da én af dem genkendte Hall, kastede han sit spyd mod denne og dræbte ham på stedet. For Danmark var det vigtigste imid- lertid, at Grønland var genopdaget og fortsat kunne holdes under den dan- ske krone, hvilket var det umiddel- bare resultat af ekspeditionen i 1605. Den lange periode i uvished inden genopdagelsen var forbi, og der skulle nu følge en næsten lige så lang og vanskelig periode med generhvervel- sen og kampene mod hollændere og englændere, inden det med sikkerhed kunne siges, at Grønland var dansk for stedse, men det er en anden hi- storie .... RANDERSIME AGDLUNAUSSIAT ATVKIT! selv det er lettere end De fror... Vi har alle populære musikinstrumenter i største udvalg — også brugte. i/t års ga- ranti på alle instrumenter. Forlang vort store, gratis, billedrige katalog. nangmineK nipilerssorit llimagissangnif ajornénglnåsavat . . . . nipilerssdtit tamalårpagssuit nuånarine- Kartut pigåvut — åma atornikut. nipiler- ssutit tamarmik ukiup KerKanut KUlarna- vérKUsigåuput — tåssa ukiup Kerica Kångi- ngitsOK aseroraluarpata akeicångitsumik iluarsartineKarsinåuput. agdlagtitsivigssau- terput angnertOK, akeKångitsoK åssiliarta- KaKissordlo tinga piniarniaruk: MUSIKHUSET Rådhuspladsen 1 — Århus C 21

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.