Atuagagdliutit - 17.12.1962, Qupperneq 21

TRØSTESLØSHEDENS LAND
X 1585 finder vi igen en englænder,
John Davis, på en ekspedition, og han
får Grønland i sigte og beskriver det
som et stort og vildt klippeland, spal-
tet af bræer, omgivet af drivende is
og med et kystland så barskt, at han
kalder det for „Trøstesløshedens
land". Han går i land 3 steder på ky-
sten, først nede mod syd, senere ved
Kangåmiut og Sukkertoppen, og alle
steder finder han eskimoer, som han
gør sig de største anstrengelser for at
komme til at stå på god fod med.
Det lykkes, og det er fra Davis,
man får den første virkelige be-
skrivelse af landet og folket. Un-
der den fortsatte søgen efter nord-
vestpassagen, kommer Davis to
år senere til Grønlands vestkyst,
som han denne gang besejler helt
op til lidt nord for Upernavik, hvor
han kom i isen og med nød og
næppe undgik at forulykke.
„TROST", „LØVEN" OG
„M ARKATTEN"
I 1588 kom Chr. d. IV på tronen, og
der hersker på dette tidspunkt det
bedste forhold mellem Danmark og
England. Kongen udnytter den gun-
stige stilling til at få et samarbejde i
stand med engelske grønlandsfarere,
og med disse som ledere og deltagere
var han nu i stand til at planlægge
en ekspedition, der blev bragt til ud-
førelse i 1605. Ekspeditionen bestod af
tre skibe, admiralskibet „Trost" på ca.
80 tons med kaptajn John Cunning-
ham som chef og James Hall som
kendtmand og islods om bord. Den
sidstnævnte, James Hall, havde været
med på Davis’ ekspeditioner og var
kendt som en dygtig sømand, men be-
tegnedes også som en „hård hund",
hvilket senere skulle vise sig at være
berettiget. Det andet skib, „Løven",
havde dansk besætning med en adels-
mand, Godske Lindenow, som chef,
og som styrmand en mand ved navn
Peder Kjeldsen fra København. Lin-
denows skib var ligeledes på ca. 80
tons, medens det tredie skib, der førtes
af en englænder ved navn John
Knight, kun var på 25 tons og hed
„Markatten".
BRUGTE TO ESKIMOER SOM
BEVIS
Den 2. maj 1605 sejlede de tre skibe
fra København og kom vel op til
Grønlands sydvestkyst, hvor det imid-
lertid kom til åbenlys strid mellem
Lindenow og den engelske chef for
ekspeditionen angående den videre
rejserute. Resultatet blev, at Linde-
now med „Løven" skilte sig ud af
eskadren og havde held til at forcere
isen ved Fiskenæsset, hvor han gik i
land.
Det var ekspeditionens mål at
genopdage Grønland, og dette
mente Lindenow nu var opnået. —
Han spildte ikke megen tid på at
udforske landet nærmere, men tog
som en slags bevis for sin land-
gang, to eskimoer, som han havde
fanget, med til København, hvor
de blev fremstillet for kongen.
Lindenow fik en strålende modta-
gelse, og det er bemærkelsesvær-
digt ved hans rejse, at han allerede
var tilbage i København den 28.
juli, hvilket efter datidens forhold
var en ualmindelig hurtig rejse,
han havde udført.
For Danmark var det hovedsagen,
at Grønland var genfundet, og rygtet
spredtes snart ud over Europa, og det
vides, at pavens sendebud i Bruxel-
les straks underrettede paven i Rom,
der stadig anså sig for troens beskyt-
ter i Grønland.
SØLVFOREKOMSTER
Medens Lindenow således straks
vendte om for at meddele Chr. d. IV
om genopdagelsen, fortsatte de to an-
dre skibe, „Trost" og „Markatten"
nordover og gennemførte en ret
grundig kortlægning af kysten så
langt mod nord som til ItivdleK i Hol-
steinsborg distrikt. Her blev admiral-
skibet liggende, og James Hall fort-
satte alene med „Markatten" længere
mod nord og nåede helt op til Sar-
Kardlit-øen, én af de mere karakteri-
stiske øer i Egedesminde norddistrikt.
Det vigtigste ved Halls nordrejse var
imidlertid, at han mente at have fun-
det sølvforekomster ved den lille
fjord, KangerdluarssuK lidt nord for
Holsteinsborg, og prøver blev hjem-
bragt til Chr. d. IV, der blev stærkt
interesseret i fundet og med det sam-
me besluttede at udsende en ny eks-
pedition til Grønland allerede næste
år.
ESKIMOERNE FIK OPHOLD
PÅ DRAGSHOLM
De to ekspeditionsskibe under Cun-
ningham og James Hall fik ligeledes
en begejstret modtagelse i Køben-
havn, naturligvis for en stor del un-
der indtryk af det formodede sølv-
fund, men også de havde hjembragt
nogle eskimoer, som de havde ind-
fanget i Grønland. Om disse første
grønlændere, der kom hjem til Dan-
mark, fortæller historien ikke ret
meget, men det siges dog, at ingen af
dem senere kom hjem igen, de blev
syge og døde, og det siges, at de var
meget plaget af hjemve.
De var genstand for megen op-
Olaus Magnus' kort af 1539. Man ser
det sydlige hjørne af Grønland med
pyramidelignende huse og træer på
østkysten. Atlanterhavet vrimler tilsy-
neladende med havuhyrer. Dengang
troede sømændene på havuhyrer,
som gjorde det af med skibe og de-
res besætning.
Olaus Magnusip nunap åssiliå 1539-
mtngånérsoK. nunavta kujåmut isua
erssfpoK tuperfut itunik igdlulersorne-
Karsimavdlune Tunuvdlo sineriå orpi-
lerneKarsimavdlune. AtlantikoK imar-
miorssuarnik amilårnarfunik umassu-
lerneKarsimavoK. taimane umiartorfut
imarmiorssuaKarnera ugperivdlutnar-
påt, famåko umiarssuarnik inuinigdlo
piunérutitsissartusoralugit.
Vor tids bedste
naturlige
sundhedsdrik...
Hibem
»UNDMIOSOWMIN
1 NATUM.I6T C-VITA**"
'«"UIT U Kl.. l***"
VITAMIN C
Etter Grønlands genopdagelse star- nunavta navssåremngneKamerata
tedes hvalfangsten ved landets ky- kingornagut arfangniame« aufdlar-
ster. Dette er et maleri fra 1723 af nersimavoK. tåssa nunavta sineriåne
hvalfangerskibe ved Grønland. umiarssuarnik arfangnianik Kalipa-
gaK 1723-me.
mærksomhed, og man frygtede, det
skulle blive for meget for dem, hvor-
for de senere fik ophold på slottet
Dragsholm på Kalundborg-egnen,
hvor én af rigets største mænd, hi-
storikeren og statholderen Arild Huit-
feld nøje studerede dem, bl. a. med
den hensigt at lære deres sprog og
i øvrigt få så pålidelige oplysninger
om landet og de tidligere indbyggere,
nordboerne, som muligt.
IKKE DE RENE ENGLE
Ekspeditionernes beskrivelse af
grønlænderne varierer meget, og det
var under ingen omstændigheder det
vennesæle og fredelige folkefærd,
som vi nu kender. Dertil kan siges,
at kampen mod nordboerne for ikke
alt for mange år siden netop var af-
sluttet — man ved ikke nøjagtigt
hvornår, og det må forekomme rime-
ligt, hvis de nu opdukkende euro-
pæere er blevet opfattet som en ny
fare for dem.
Hertil kommer, at det ikke var de
rene engle, der gik i land fra ekspe-
ditionsfartøj eme, hvilket blandt an-
det kan forstås af John Davis’ beret-
ning, hvori han lægger så stærk vægt
på, at det virkelig lykkedes ham at
komme på venskabelig fod med lan-
dets indbyggere, og at dette har stået
for ham som et problem, må skyldes
overleveringer fra Martin Frobisher,
der var der før ham. Davis fik imid-
lertid den glimrende ide at tage fire
musikanter med på rejsen, og med
dem i spidsen gik han i land og blev
straks de bedste venner af verden
med eskimoerne og vel modtaget.
BESKRIVELSEN AF ESKIMOERNE
Om befolkningen siges der i beskri-
velsen, at „de er af god legemshøjde,
legemet velproportioneret med små
smækre hænder og fødder, de fleste
skægløse og med små øjne, de har
store læber og tætsiddende tænder. De
har for skik, hvor tit de end går fra
os at afslutte en ny våbenhvile, hvil-
ket de tilkendegiver ved at holde de-
res hænder op mod Solen og råbe og
slå sig for brystet, og først, når vi
med lignende tegn har tilsagt dem
sikkerhed, tilkendegiver de deres
tryghed. De er afgudsdyrkere og har
fuldt op med afgudsbilleder, som de
bærer på sig, og også på deres små
både har de amuletter, som de tilbe-
der. De er troldmænd og har mange
former for trolddom, som de ofte bru-
ger, men til liden nytte, takket være
Gud".
Om klædedragten siges det, at den
mest bestod af sælskind og sammen-
syede fugleskind, der var godt garvet
og smukt og enkelt syet sammen. De
var meget interesseret i at handle
med europæerne, allerhelst ville de
have knive og andet metal, som de
selv kunne forarbejde, og i bytte
overrakte de proviant, jagtudstyr og
endog en kajak, hvorom imponeret
fortælles, at én eskimo kunne padle
hurtigere i en kajak end 10 søfolk i
en robåd.
Om livet i land berettes, at eski-
moerne boede i telte — det var jo om
sommeren — og at teltene var dæk-
kede med sælskind, hvilket også
gjaldt jorden inde i teltene. Uden for
løb store og vilde hunde, og der var
store dynger af sæler og angmagsset-
ter. Små kar var i kog over nogle
lamper, og i karrene var der sælkød
kogende i tran, og i et af karrene
var der et kogt hundehoved, hvilket
overbeviste Davis om, at de spiste
hundekød. Europæerne forsøgte at
byde på vin og brød, men dette inter-
esserede eskimoerne sig ikke for, men
begyndte straks at give tørrede fisk
og kød tilbage i bytte.
BLEV ANGREBET AF
300 ESKIMOER
James Hall har imidlertid en anden
og knap så fredelig beretning om sit
møde med eskimoerne i Holsteinsborg
distrikt, hvor det ikke var gået stille
af. Uden tvivl har Hall ikke haft no-
get godt ord på sig fra tidligere be-
søg, og man kan af udtalelser, se,
samme smagfulde
indre!
kussanavingmik pårtugarc nutdmik
— lluanltoK Kangatut lla mamaKl
ilingnut Klmasårtigit —
atago mlslllguk „Succes"
anglsdK tungujortumlk pQlik, tu-
ngusungnitdluéngitsoK .... 2,10 kr.
mlkissOK tungujortumlk pfllik, tu-
ngusungnitdluångitsoK .. 1,35 kr.
miklssoK augpalugtumik pQlik, 1-
mulik ................ 1,35 kr.
„Succes" nutåK Kfi tunlssutlgåk, a-
ngisOt, mikissut agsut tugdlQtlklt.
Vs GALLE & JESSEN
Et nyt
smagfuldt
ydre -
hvorledes begivenhederne har udvik-
let sig fra skærmydsler ved det første
møde, hvor en flok eskimoer på ca.
30 viste sig meget aggressive, til se-
nere hen, hvor Hall måtte udkæmpe
et stort slag, da han blev angrebet af
300 eskimoer.
For at beskytte skib og mand-
skab mod kastepile og store sten,
der blev sendt mod dem ved hjælp
af slynger, må han sætte sejlene
og søge til havs, og én af søfolkene
rapporteres at have fået et spyd
igennem begge endeballer.
Ved en anden lejlighed er det galt
igen, og i dette tilfælde var det vind-
stille, og da de derfor ikke kunne
stikke til søs, affyrede de kanonerne,
hvilket havde den ønskede virkning.
At Hall’s mandskab ikke har været
det bedste og endog har været for
meget for ham selv at tolerere, forstås
af beretningen om afrejsen fra turen
nordpå, hvor han sætter to af „Mar-
kartens" besætning i land og overla-
der dem til deres skæbne blandt de
indfødte, og den har sikkert ikke væ-
ret blid.
JAMES HALL BLEV DRÆBT AF SPYD
Tilbage at fortælle om James Hall
er kun dette triste, at han på en rejse
til Grønland for engelsk regning igen
kom til Holsteinsborg distrikt for at
søge efter sølv i den formodede mine
ved KangerdluarssuK. Sølvet var for
længst af danskerne blevet erklæret
for værdiløst, men Hall troede stadig
fuldt og fast på sit funds betydning.
Mange drab og rov havde gjort eski-
moerne fjendtlige, og da én af dem
genkendte Hall, kastede han sit spyd
mod denne og dræbte ham på stedet.
For Danmark var det vigtigste imid-
lertid, at Grønland var genopdaget og
fortsat kunne holdes under den dan-
ske krone, hvilket var det umiddel-
bare resultat af ekspeditionen i 1605.
Den lange periode i uvished inden
genopdagelsen var forbi, og der skulle
nu følge en næsten lige så lang og
vanskelig periode med generhvervel-
sen og kampene mod hollændere og
englændere, inden det med sikkerhed
kunne siges, at Grønland var dansk
for stedse, men det er en anden hi-
storie ....
RANDERSIME
AGDLUNAUSSIAT
ATVKIT!
selv
det er
lettere
end De
fror...
Vi har alle populære musikinstrumenter i
største udvalg — også brugte. i/t års ga-
ranti på alle instrumenter. Forlang vort
store, gratis, billedrige katalog.
nangmineK nipilerssorit
llimagissangnif ajornénglnåsavat . . . .
nipilerssdtit tamalårpagssuit nuånarine-
Kartut pigåvut — åma atornikut. nipiler-
ssutit tamarmik ukiup KerKanut KUlarna-
vérKUsigåuput — tåssa ukiup Kerica Kångi-
ngitsOK aseroraluarpata akeicångitsumik
iluarsartineKarsinåuput. agdlagtitsivigssau-
terput angnertOK, akeKångitsoK åssiliarta-
KaKissordlo tinga piniarniaruk:
MUSIKHUSET
Rådhuspladsen 1 — Århus C
21