Atuagagdliutit - 17.12.1962, Blaðsíða 14

AF HILMAHWULFF
Halina Dobosz boede i en
hytte ved vejen mellem de
forblæste marker i godstes ud-
kant. For mere end tredive år
siden var hun kommet til det-
te land for at blive rig ved at
arbejde i sukkerroerne. Hun
var kommet sammen med
mange andre nede fra lands-
byerne mellem den gamle
kongestad Krakow og Tatra-
bjergenes blå tinder.
Halina Dobosz var ikke ble-
vet rig. Tørverøgen fra hyttens
skorsten kæmpede sig vej ud i
den regntunge decemberluft
over det flade Lolland. Allige-
vel var det ikke så glædesløst,
som det for en fremmed kun-
ne se ud til. Halina beklagede
sig ikke, livet havde forlængst
lært hende, at der gives man-
gen slags rigdom. Hun elskede
sine fire børn og sammen med
dem var hun lykkelig, fordi
de ejede en gås.
Halina havde papirer på, at
hun var dansk, men hendes
hjerte var polsk. Derhjemme i
det gamle land spiste man fisk
juleaften og Halina tænkte
nok, at Marek, hendes ældste
søn på tolv år, kunne nå at
fange en karpe i søen. I jule-
dagene ville de feste på gå-
sen. Den var en fryd for øjet.
Dens gump var tang og slæbte
striber i den lerede jord om-
kring daglejerhuset. Den hav-
de det med at vralte rundt
ved køkkendøren, for at få
bidder som Halina og hendes
børn nok selv kunne have
spist, men alligevel frydede
sig over at putte i gåsen. Det
var som at putte skillinger i
en sparebøsse. En sparebøsse,
der skulle kaste rigdommens
glans over det skurede fyrre-
træsbord i juledagene.
Børnene havde tidligt lært
at leve på forventningens glæ-
de. På godsets marker havde
de måttet hjælpe til med at
tjene føden, helt fra de kunne
kende en sukkerroeplante fra
ukrudt. Det var de ikke blevet
fede af, men endda var de gla-
de og ofte taknemlige. Halina
havde lært sine børn, at de
havde grund til at være det.
De opretholdt jo livet og sul-
tede ikke engang noget videre
om vinteren. Børnene havde
ofte hørt deres mor forsikre,
når der var smalhans i hyt-
ten, at hjemme i landsbyen i
Galizien, hvor hun var vokset
op, ville de forlængst være dø-
de af sult hver dag i strenge
vintre efter dårlig høst, hvis
det var dér, hun var kommet
til at sidde enke. Halina kunne
huske, at selv de koner, hvis
mænd var i live, havde lært
at grue for hungervintre. Når
sultens spøgelse sneg sig gen-
nem Galiziens landsbyer, var
den tifold værre end kejser
Franz Josefs gendarmer og li-
ge så frygtet som Zarens sol-
dater i den russiske del af
Polen.
Jo, Halina havde lært sine
børn taknemlighed mod den
hellige jomfru og — mod gods-
ejeren i dette land. Her på
dette mærkelige Lolland kun-
ne de bo trygt og klare sig i
selv de hårdeste vintre uden
at tigge. Altid gav godsejeren
dem arbejde og brød.
Roekampagnen varede næ-
sten til jul, og i disse decem-
berdage gik Halina Dobosz hver dag
over godsets uendelige lersletter. Og
børnene fulgte hende, så snart de kom
fra skole. Med roegreb og huggekniv
kæmpede de for tilværelsen — hver
eneste sukkerroe skulle graves op med
håndkraft. Halina og Marek forstod
at bruge den tohomede greb, og de
tre mindre børn greb sikkert om hug-
gekniven. X regn og blæst, i byger
eller under høj frosthimmel svang de
med blåfrosne hænder de tunge knive,
kastede roerne i bunker og roetoppe-
ne i rækker så brede, at en vogn kun-
ne køre imellem og læsse.
I de korte mørke dage gik strøm-
men af sukkerroer med hestevogne
og ad smalsporede roebaner over det
flade sukkerland. Ind til byen med
den store sukkerfabrik, der kunne
lave seksten stykker sukker af hver
roe og dertil give arbejdets velsig-
nelse til tusinder af polske landarbej-
dere på den danske jord.
Ved den tid på året var alle Halinas
landsmænd glade som hun. Så snart
kampagnen var slut, mellem alle
sjæles dag og jul, skulle de fleste sige
Lolland farvel for det år og rejse
hjem til Galizien. Hjem til deres egne
landsbyer ved floden bag bjergene.
Hjem med spareskillinger i lommer og
skørtefolder, nok til at leve en vinter
igennem uden frygt for sult og nød.
De ville føle sig rige, når de rejste,
men snart ville de begynde at længes
mod forår og det fjerne sukkerland
mod nord. De ville komme tilbage for
at arbejde i roerne endnu en sæson.
Så ville de igen rejse, hjem til deres
eget land, som vel var under fremmed
åg, men dog alligevel havde deres
hjerters dybeste længsel.
Halina havde i sin ungdom gjort
denne rejse nogle gange. Hun havde
ofte tænkt at gøre den igen sammen
med Stanislaw, da de var blevet gift
og bofaste i sukkerlandet. Det blev
aldrig til noget, og efter at hun var
kommet til at sidde enke med fire
børn, blev rejsen til det gamle land
en fjern drøm.
Hvert år siden Stanislaws død hav-
de hun sendt hilsener hjem med sine
landsmænd. Smilende havde hun år
efter år vinket farvel. Men efter hver
afsked havde hun grædt en nat af
længsel efter barndommens landsby
og følt en sugende smerte efter flo-
den og kirken og ungdommens søde
minder.
Men hvert år efter en sådan nat
havde hun også bøjet sit hoved i skam
og anger. Hun havde korset sig foran
helgenbilledet på den kalkede væg og
bedt sin rosenkrans. Taknemmelig
måtte hun være, fordi hun dog kun-
ne blive i dette land og have brødet
til sig og sine børn hver evige guds-
skabte dag, skønt hun var enke og
ikke så ung mere.
Sådan gik det også dette år. Halina
smilede og vinkede sit farvel, sendte
hilsner til venner og slægtninge, som
måske for længst var borte. Bagefter
gik hun hjem til hytten og græd sin
længsel ud i Lollands regntunge nat,
for dagen efter at angre og bede. Der-
efter fandt glæden over livet og over
dette lands tryghed igen vej til den
gamle daglejerhytte på marken i god-
sets forblæste udkant.
Og allerede otte dage før jul blev
den polske enke ødsel. Om aftenen
tændte hun petroleumslampen tidligt
for at sidde sammen med sine børn
og klippe glanspapir i fine mønstre.
Sådanne aftener kunne hun finde på
at tale til sine børn i sit hjemlands
sprog. Og når børnene hørte deres
mor fortælle om sin egen barndoms
land, skinnede deres øjne af betagelse.
Deres ru arbejdshænder blev stille.
Hjerterne bankede i forventning, og
barnesindet lagde sine stærke farver
over deres mors skønne fortælling. —
Det lød som et eventyr. Halinas stem-
me blev så varm og blød, når hun af-
ten efter aften fortalte om den fattige
mor, der engang svøbte sit barn i klu-
de og redte dets seng i en krybbe.
Når deres mor fortalte om det, syn-
tes børnene, at det alligevel ikke var
så fattigt. For netop DEN krybbe blev
i børnenes fantasi som en himmel-
seng, lige så fin som den de havde
hørt, at godsejerens barn lå i. Finere
endnu, for oppe på godset kom eng-
lene jo ikke og sang, og ingen vise
mænd kom vandrende langvejs fra
for at se godsejerens barn. Og heller
ikke skete det ufattelige under, at en
nystjerne, som lyste klarere end alle
de andre, tændtes over godsets vældi-
ge marker.
Det skete ikke, og børnene forstod
nok, at deres mor jo fortalte om den-
gang, selve Guds søn blev født. Men
lige til hun sluttede sin fortælling
med at sige, at i dag var menneskene
en frelser født, så længe holdt børnene
for sig selv fast ved, at det bare var
en fattig kones barn, der var så even-
tyrligt.
Den fortælling betog dem hvert år
ved juletid. Måske fordi deres mor
selv var så betaget, når hun fortalte
den. Det var, som om hendes ansigt
lyste, og hun kom til at ligne en fin
dame, lige som skolelærerens kone
bare på en anden måde. En måde, der
gjorde alting så lyst og godt. Og lam-
pen fik lov at brænde i timevis sådan-
ne aftener, og når man gik hen i en af
stuens halvmørke kroge, så det ud,
som stod der en glorie over lampe-
glasset. Og roetiden var forbi, og de
skulle ikke op før daggry, når deres
mor for længst var gået op på god-
set for at malke køer.
De kunne sidde længe. Når deres
hænder igen var kommet i gang med
(Fortsættes side 15)
14