Atuagagdliutit - 13.10.1966, Blaðsíða 4

Peder Olsen Walløe
— den grønlandske østkysts genopdager
I år for 250 år siden fødtes en af de
mænd, der med hæder har indskrevet
sit navn i den grønlandske handels-
og forskningshistorie, børkersvenden
og handelsbetjenten Peder Olsen Wal-
løe, kendt for sit møjsommelige for-
søg på at finde den grønlandske
Østerbygd ved sin dristige og ikke
ufarlige rejse rundt landets sydspids
op langs østkysten i 1751—53.
Det nøjagtige tidspunkt for hans
fødsel kendes ikke, men det vides, at
han blev født i 1716 som søn af den
københavnske skipper og husejer Ole
Joensen Walløe.
Efter at have endt sin skolegang
blev han sat i bødkerlære, og fik efter
at være udlært ansættelse hos den
daværende Grønlandsmonopols inde-
haver, Sæby-købmanden Jacob Seve-
rin og sejlede de følgende år med
dennes skibe på Grønland, hvorunder
han bl. a. deltog i den batalje, som
fire af Severins skibe den 6. juni 1739
i Jacobshavn indledte mod 5 holland-
ske skibe, som alle blev entrede og
taget som priser.
Den efterfølgende vinter tilbragte
Walløe i København beskæftiget ved
sit håndværk og fulgte sommeren der-
på atter med skibet som bødker op
til Christianshåb, hvor han af køb-
mand Niels Egede lod sig overtale
til at blive, og hvor han derefter var
bødker i et par år.
Han var herefter en tur hjemme i
1742, men lod sig året efter atter for-
hyre på et Grønlandstogt og blev
samme år af Severin ansat som assi-
stent ved Christianshåb, idet han
samtidig fik løfte om efter et par års
forløb at blive købmand.
Den første vinter som assistent lær-
te han at køre med hundeslæde og
gik meget på jagt, ligesom han også
blev dygtig i sproget ved den stadige
omgang med grønlænderne, og fra
forår til efterår, ofte endog til hen
imod vinteren, tog han med koloniens
fartøjer på togtrejser „for at indhand-
le landets vare, som bestod fornem-
melig af spæk, sælhunde, rensdyr- og
ræveskind". Der foretoges togterejser
mod syd og vest helt ud til Disko-
bugtens munding, og mod nord helt
op til Arveprindsens Ej land og under-
tiden endnu højere op. Når man hav-
de fået ladning, vendte han enten til-
bage til kolonien med denne eller
lagde den ind i pakhuse undervejs,
navnlig ved Jacobshavn og på en ø
uden for den senere anlagte loge
Claushavn, og tog så atter ud på togte-
De grønlandske frierhververe får
en samlet udbyttedeling på 3.030,712
kr. for produktionen i 1965, meddeler
KGH. I løbet af denne måned vil der
blive udbetalt 561,782 kr. i udbytte-
deling for den traditionelle produk-
tion, d. v. s. saltfisk m. v. I beløbet
er includeret 10,211 kr., som fordeles
til samtlige leverandører af fjer og
dun.
Følgende produktionssteder får ud-
byttedeling vedrørende traditionel
produktion i 1965: Frederikshåb 234,793
kr., AkunåK 38,198 kr., KangåtsiaK
37,910 kr., Egedesminde (excl. filet-
rejse. Walløe siger i sin dagbog, at
„disse rejser var meget besværlige, så
længe vandet var åbent, besynderlig
ved Jule tider, når dagene vare korte
og knap havde to til tre timers tus-
mørke dagslys". Når han om foråret
tog ud på togterejser tog han sin
slæde og sine hunde med, for, hvis
der endnu lå is ved kysten, da at
kunne køre ind til bopladserne og
handle med folkene.
Da han sidst i maj 1745 var på tog-
terejse op til Isefjorden, fik han at
vide af nogle grønlændere, som lå i
telt på øen Jacobsholm en mils vej
nord for Christianshåb, at der lå en
død hval omkring 1 mil vesten for.
Han drog da ud efter den, og det lyk-
kedes ham også at bjerge den, men
han kunne ikke få den bugseret ind
til land; han sendte da en grønlænder
fabrik) 37,160 kr., NiaKornårssuk
27,361 kr., Narssalik 24.524 kr., Avigait
22.704 kr., Iginiarfik 17,270 kr., Godt-
håb 13,956 kr., K’agssimiut 11,976 kr.,
Vester Ejlande 11,247 kr., Agto 10,930
kr., Hunde Ejlande 10,740 kr., Arsuk
9899 kr., Godhavn 9595 kr., Ikamiut
8468 kr.. ItivdleK 8229 kr., NapassoK
6907 kr., SårdloK 4589 kr., Rodebay
4232 kr. og KangeK 883 kr.
Tidligere er der udbetalt udbytte-
deling på henholdsvis 593,282 kr. for
fabriksproduktionen, 605.170 kr. for
sæl- og ræveskind og 1.270,478 kr. i
laksebonus.
3 mill. i udbyttedeling
CATERPIIiAR
Caterpillar Cat og Traxcavator er registrerede varemærker for Caterpillar Tractor Co.
D4D -
LARVEBÅNDSTRAKTOR
• DOZERBLAD KAN SKRÅTSTILLES FOR SNERYDNING
• Økonomisk Cat D330 dieselmotor (den kendte fra 955) med
justerfrit brændstofsystem. Tunge olier kan anvendes.
• Den oliekølede hovedkobling nedsætter driftsomkostningerne.
• Gearkasse med vendekobling tillader hurtig ændring af køre-
retninger og sætter produktionen i vejret.
• Den kraftige hovedramme betyder øget styrke. Konstruktionen
tillader udtagning af enkelte enheder ved eftersyn og service.
• De patenterede stålpakninger forlænger levetiden på bøsninger
og pinde med 30%. Ruller og forhjul har permanent-smøring.
• Frihøjden er 356 mm

CAT

QL. KONGEVEJ 3 • KØBENHAVN V • (01)44*HI 1090 - FILIAL: ENGTOFTEN 16 • VIBY JYLLAND • (061) *4 55 33
ned til kolonien for at hente hjælp,
og dagen efter kom derpå en båd, der
slæbte drivhvalen ind til land, hvor
de flensede den og fik 53 Vz fade spæk
og 492 barder, hvilket indbragte om-
trent 2500 rd.
Da der imidlertid trods Severins
løfte ikke var nogen udsigt til at opnå
et købmandsembede, fik Walløe i 1748
efter ansøgning tilladelse til at ned-
sætte sig som „frihandler". Købmand
Severin rådede ham til at slå sig ned
ved Godthåb, men da købmanden
hverken ville låne ham fartøj eller
besætning, købte han selv for 8 rd.
en konebåd, anskaffede sit et telt og
rejste til Sydgrønland. Her kom han
efter en næsten 8 ugers rejse til Godt-
håb, hvor han blev godt modtaget af
de herrnhutiske missionærer, som gav
ham logis i deres hus ved Ny Herrn-
hut. I løbet af vinteren gik han så på
jagt rundt om i distriktet, og i marts
1749 tog han med sin konebåd på
handelstogt nord efter, hvorunder det
lykkedes ham at indhandle en stor
del skindvarer. Den følgende sommer
rejste han sydpå og overvintrede ved
AgdluitsoK-fjorden syd for Juliane-
håb, rejste i april det efterfølgende
år tilbage til Godthåb. Samme år un-
dersøgte han Godthåbs fjordkompleks,
hvor han fandt de derværende nord-
boruiner og hørte sagnene om nord-
boernes undergang. Den følgende vin-
ter boede han ved bopladsen KangeK
og rejste i februar 1751 op til Kangå-
miut ved Søndre Strømfjord, hvorfra
han vendte tilbage i maj.
Sidstnævnte år opfordredes han af
missionskollegiet og handelsdirektio-
nen til at foretage en undersøgelses-
rejse til den sydligste del af Vestgrøn-
land og videre om på landets østkyst,
hvor man dengang mente, at den
gamle Østerbygd havde været belig-
gende, og den 6. august tiltrådte han
den 800 km lange rejse med konebåd,
ledsaget af fire danske matroser og
to grønlænderinder.
Samme år undersøgte han egnen
omkring det senere Julianehåb, hvor
han fandt talrige nordboruingrupper
og traf sammen med en del østgrøn-
lændere, som erklærede i deres hjem-
stavn aldrig at have set folk, der lig-
nede europæere og ej heller ruiner
af deres huse. Efter derpå at have
overvintret på det sted, hvor senere
Julianehåb blev anlagt, fortsatte han
den følgende sommer rejsen videre
syd på, rundt om landets sydspids og
om til østkysten, hvor han slog telt
på øen UlineK. Efter at han af grøn-
lændere, han stødte på, havde fået
oplysninger om østgrønlænderne, de-
res bopladser og levevis m. m., fort-
satte han efter et par ugers forløb
rejsen op langs østkysten. Her lagde
storisen ham dog stadig hindringer i
vejen, og da han efter at have passeret
Lindenowsfjorden havde slået telt på
øen Sagdlia, viste det sig, at isen lå
fast helt over til fastlandet ved næsset
KangeK, som senere har fået navnet
Kap Walløe. Da hans ledsagere nu her
nægtede at ville gå videre, måtte han
herfra tilbagetræde rejsen, og efter
at have overvintret ved K’agdlumiut
i AgdluitsoKfjorden nåede han den 23.
juni 1753 op til kolonien Frederiks-
håb, hvorfra han rejste hjem til Kø-
benhavn med koloniskibet.
Da han ikke fik sit ønske om atter
at komme til Grønland opfyldt, flyt-
tede han til Rønne, hvor han blev
skibsfører og købmand og i 1759 gift
med Elisabeth Bohn, der var datter
af købmand og kæmner, borgerkap-
tajn Hermann Clausen Bohn og enke
efter skipper Valerius Hansen.
I 1765 søgte han embedet som by-
og herredsskriver i Rønne, men uden
at få det, og efter sin hustrus død i
1786 flyttede han til København, hvor
han en tid var opsynsmand ved et
pakhus mod en ringe løn.
Her ansøgte han år efter år om en
lille pension, som han dog, trods sin
indsats under årene på Grønland,
aldrig opnåede, hvorimod landhus-
holdningsselskabet tilstod ham nogle
præmier og en sølvmedalje for en af-
handling om hvalfiskeriet og hans ef-
terretninger om Østgrønland.
I 1887 lykkedes det dog Paul Egede
at skaffe ham en plads i Vartov, hvor
han derefter boede til sin død den
27. april 1793.
I. O.
Begrænsninger af
bjergbestigninger
Landsrådet har vedtaget forslaget
om ændring af bekendtgørelse om rej-
ser til og i Grønland. I sin redegø-
relse af forslaget koncentrerede for-
manden sig mest om bekendtgørel-
sens § 4, der handler om bjerg- eller
gletscherbestigning, passage af ind-
landsisen eller udøvelse af anden lig-
nende sportsmæssig aktivitet i Grøn-
land.
Der er stigende interesse for bjerg-
bestigning og vandring på og over
indlandsisen i Grønland. Da der er
sket flere ulykker, har man ønsket
at regulere disse ekspeditioner. Det
er ikke alene ekspeditionsdeltagerne,
der udsætter sig for farer og ulykker,
men også de mennesker, der undsæt-
ter dem, og undsætnings-ekspeditio-
nerne er som regel meget dyre. Der-
for kan ministeriet for Grønland efter
Frederiksberg Hotel
Hotel - Restaurant - Bar
Hyggelige selskabslokaler
Åboulevarden 29 . København F.
Tlf. 35 62 62
!S1
sy — hver dåse er fyldt
Y med friskplukkede
C-vitamlnrlge ærter
— KlvdlertOssat tamarmik
årtanlk C-vltamineKardluar-
tunik nunlangnlutå aker-
dlortlgaussunlk ImaKarput
den nye bestemmelse kræve, at de
enkelte ekspeditioner forinden afrej-
sen stiller fornøden sikkerhed til dæk-
ning af udgifter i Grønland, herunder
den danske stats eventuelle udgifter
til undsætningsforanstaltninger. Be-
kendtgørelsen har også givet ministe-
riet mulighed for at sige Nej til an-
meldte ekspeditioner, hvis de skønnes
at være åbenbart uforsvarlige. Hidtil
har man ikke kunnet give en officiel
tilladelse, folk skulle blot meddele mi-
nisteriet, at man agtede at foretage
en ekspedition, og ministeriet skulle
blot undersøge, om ekspeditionen kun-
ne anses for at være forsvarlig.
Bekendtgørelsen fastslår også, at
der i officielle publikationer ikke må
optages nye navne på geografiske lo-
kaliteter i Grønland uden godkendel-
se fra Ministeriet for Grønland.
Peter Jensen spurgte, om der ikke
kan udbetales dueører til fangere, der
finder meteoriter. I den nye bekendt-
gørelse siges der nemlig, at meteo-
riter og genstande af arkæologisk in-
teresse skal afleveres til videnskabe-
lige institutioner i Danmark.
Formanden svarede, at bekendtgø-
relsen gælder kun for rejsende, der
kommer udefra. De fastboende — og-
så fangere — der finder ting, f. eks.
mindre meteoriter, kan beholde dem.
Hvis dette ikke havde været tilfæl-
det, havde det ikke været muligt at
overlade fund til landsmuseet i Godt-
håb. Han mente, at en fanger, der
finder en stor meteorsten, der ikke
kan transporteres hjem, får en du-
eør, da meteorsten er meget sjældne.
Rie ard Petersen: — Hvis en grøn-
lænder finder en meget sjælden og
en meget kostbar ting, kan han så be-
holde den?
— Formanden: — Hvis det drejer
sig om en stor klump guld, må mine-
loven benyttes. Men hvis det drejer
sig om fund, der kan sidestilles med
danefæ, må de afleveres til museet.
Han fortalte, at en fanger fra Frede-
rikshåb-distrikt havde overladt lands-
museet sit fund, en bronce-medalje,
der stammer fra Holland. Medaljen
var blevet undersøgt i Holland, og det
viste sig at være en såkaldt kærlig-
heds-medalje, en meget dyr og sjæl-
den medalje. Man regner med, at en
hollandsk sømand havde givet den til
en grønlandsk veninde.
Formanden mindede om, at man
ikke må grave hverken i nordbo- el-
ler eskimo-ruiner, og hvis man finder
løse ting fra disse ruiner, må man af-
levere dem til landsmuseet.
4