Atuagagdliutit - 18.01.1968, Blaðsíða 18

oKautsip afladip isumå
Betydningen
I et indlæg i „Grønlandsposten" nr.
1, 1968 gør Pater Finn Lynge op-
mærksom på en — efter hans opfat-
telse — meningsforstyrrende grøn-
landsk fejloversættelse af ordet aflad,
hvorved dette ord får en betydning,
som det efter Finn Lynges mening al-
drig har haft. Ordet aflad er oversat
som et købt middel til syndsforladel-
se, og i denne forbindelse søges det
påvist, at man fra protestantisk side
er tilbøjelige til at sætte lighedstegn
mellem ordet aflad og begrebet syn-
dernes forladelse, således at de to be-
greber dækker hinanden, hvilket også
synes at være tilfældet i den grøn-
landske oversættelse af aflad. Men,
hævdes det fra katolsk side, disse to
ord henviser til to forskellige ting.
Syndernes forladelse kan kun præsten
på Guds vegne give, og denne tilgivel-
se gives, hvis den der bekender sine
synder angrer rigtigt. Aflad derimod
er fritagelse for de bodsgerninger,
præsten pålægger den, der bekender
sine synder, at udføre efter at præ-
sten har givet den angrende Guds til-
givelse. Det var kun disse bodsger-
ninger eller erstatningsydelser, man
kunne købe sig fri for. Guds tilgi-
velse var ikke at købe for penge.
Jeg tillader mig at påstå, at betyd-
ningen af ordet aflad i en historisk
sammenhæng er langt mere vidtræk-
kende, og det af følgende grund:
De bodsgerninger, præsten — efter
katolsk lære — skulle pålægge den,
der bekender sine synder, var nøje
forbundet med præstens meddelelse
af Guds tilgivelse, således som det
også fremgår af indlægget, når det
hedder: „Præsten skal tilgive vedkom-
mende hans synder. Men det er ikke
nok. Vedkommende skal yde .... er-
statning". Og her må da være ment,
at først da er vedkommende fuldt til-
givet af Gud. Og her vil jeg gøre op-
mærksom på den middelalderlige ka-
tolske lære om, at det menneske som
ikke opfylder de pålagte bodsgernin-
ger, pådrager sig skyld og straf, som
efter døden er ensbetydende med
skærdsildens straf og renselse. For
at opnå Guds fulde tilgivelse skal
bodsgerningerne opfyldes. Dette syns-
punkt er aldrig opgivet af den ka-
tolske kirke, men mangler helt i Finn
Lynges indlæg, men synspunktet skal
med, når man søger at klare sig be-
tydningen af ordet aflad.
Afladen er da ikke blot fritagelse
for bodsgerninger, men også frita-
gelse for den straf og skyld, som et
menneske pådrager sig ved utilstræk-
kelige bodsgerninger, og at den ka-
tolske kirke forstod aflad som frita-
gelse for denne straf og skyld, derom
vidner den formel pave Johannes
XXII brugte ved udstedelsen af af-
ladsbreve c 1300. Han brugte formelen
„fritagelse for straf og skyld" (abso-
lutio a poena et a culpa). Og denne
formel blev brugt langt op gennem
af ordet aflad
tiderne. Med et afladsbrev købte man
sig for en præst retten til efter skrif-
temålet at give fuld tilgivelse uden
bodshandlinger af nogen art. Hvad
man normalt ikke kunne få tilgivet
uden i forbindelse med bodsgernin-
ger og den dermed forbundne fare
for at pådrage sig skyld og straf ved
utilstrækkelig bod, kunne et aflads-
brev råde bod for. Her blegner talen
om, at Guds tilgivelse aldrig har væ-
ret til fals for penge.
Udfra en historisk betragtning af
betydningen af ordet aflad, holder
Finn Lynges forståelse ikke stik, når
ordet aflad forklares som fritagelse
af erstatningspligt forstået som bods-
gerninger. Så har den grønlandske
oversættelse af ordet aflad ved et
købt middel til synsdforladelse langt
mere hold i virkeligheden, selvom
det må indrømmes at oversættelsen
ikke er fyldestgørende.
Sværmeriske sjæle, ikke sjældent
kritikere af den officielle kirke i et
samfund, har somme tider stillet det
drilagtige spørgsmål: „Hvorfor skal
man have noget for at forkynde Guds
ord? Fik Jesus selv — og senere hans
disciple, da de gik ud i alverden med
det nye budskab — noget for det?
Paulus levede af at sy telte"!
Spørgsmålet er ikke bare drilag-
tigt, men også barnligt. Forholdene
i den ældste menighed kan heller ikke
i den henseende sammenlignes med
forholdene i de senere perioder, hvor
det, som kom til verden med Jesu
budskab, konsoliderede sig i fast ud-
byggede kirkesamfund, der af sine
medarbejdere krævede og kræver et
ganske bestemt og regelbundet ar-
bejde udført fra dag til dag og fra
søndag til søndag, enten man nu måt-
te have særlig lyst til det eller ej.
Naturligvis skal folk, der har påtaget
sig at udføre faste kirkelige „forret-
ninger", hvor forkyndelsen altid vil
være det centrale, have noget for det.
Og det er derfor ret så harmligt, at
et ord som „levebrødspræster" har
kunnet lanceres. En kollega finder det
derfor i en replik om dette spørgsmål
„pudsigt nok, at man aldrig snakker
om levebrødslæger eller levebrøds-
sporvognskonduktører." Når man væl-
ger at tage et arbejde op som med-
arbejder i kirken, gør man det nok
i første række, fordi man synes om
arbejdet, men så har man også lov at
påregne, at man vil kunne leve af
det. Og man kan jo da endelig også
anføre, at det er en god bibelsk tan-
Atuagagdliutine nr. 1 1968 agdlauti-
gissamine katugdlit palasiata Finn
Lyngep erssersiniarpå nangmineK på-
singningnine nåpertordlugo OKautsip
afladip kalåtdlisut kukussumik nug-
terneKarnera isumagssavianut niki-
ngalersitsissoK Finn Lyngep isumå nå-
pertordlugo atutingisåinartumik. o-
KauseK aflad nugterneKarpoK ajortit
isumåkérneKautigssåt pisiaK tåssunga-
lo tungatitdlugo nivtarniarpå ilagit
någgårtut tungånit OKauseK aflad o-
Kauserdlo syndernes forladelse (ajortit
isumåkigaunerat) åssigilersineKarpat-
dlårtartut OKautsit tåuko isumaKatigi-
lersineKartutut itdlutik. tamånalo åma
kalåtdlit afladimik nugterissarneråne
malungnartutut itdlune. katugdlitdle
tungånit erssersiniarneKarpoK OKaut-
sit tåuko mardluk, åssiglngitsut mar-
dluk pigait. ajortit isumåkigaunerat
(syndernes forladelse) palasip kisime
Gute sivnerdlugo tuniusinauvå. isu-
måkérfigissaunerdlo tåuna tuniune-
KartarpoK ajortiminik ångiartoK per-
Kigsimivdluarpat. afladile tåssauvoK
ajortiminik ångiartumut palasip Gu tip
isumåkérfigingningnera perKigsimi-
ssumut tuniuterérdlugo ångiartumut
tåssunga perKigsiminiutitut perKUSsu-
tigisinaussånik pingitsuisitsisinauneK.
tåssalo pei'Kigsiminiutit imalunit taor-
sissutigssat tåukuinait pingitsorumav-
dlugit aningaussanik pisiarineKarsi-
nåuput. Gutip isumåkérfigingningne-
ra aningaussanik pisiarineKarsinåu-
ngilaK.
uvanga akerdlilissutiginiarpara o-
Kautsip afladip isumåta historiame
angneroKissumik isumaKartitaussar-
nera. imåitutigut:
katugdlit ajoKersutåt nåpertordlugo
perKigsiminiutigssat ajortiminik ångi-
artumut palasip perKussutigissagssai
Gutip isumåkérfigingningneranik pa-
lasip nalunaerutigingningnigssånut a-
tavdluinartuput. sordlo agdlautigine-
Karérsume erssersoK ima oKarmat:
„palasip tåuna ajortainik isumåkérfi-
gisavå. nåmångilardle. tåuna ... akili-
ke, at „en arbejder er sin føde værd".
Det er såmænd Jesus, der har sagt
sådan.
De fleste af medarbejderne i kir-
ken i Grønland er kateketerne. Deres
hovederhverv er inden for skolen, som
lægger beslag på dem i de fleste af
deres arbejdstimer. Deres kirkelige
arbejde betales med et honorar. Ka-
tekethonorarerne har gennem flere år
været alt for beskedne, deres kirke-
lige arbejde, deres uddannelse hertil
og det ansvar, der pålægges dem, taget
i betragtning. Deres underbetaling har
ofte været bragt i søgelyset, og lange
og sejge forhandlinger har været ført
for at bedre forholdene. Dette er om-
sider lykkedes, og kort før jul fik alle
under kirken ansatte kateketer, over-
kateketer og læserkateketer samt or-
ganister deres honorarer klækkeligt
forhøjet, idet de blev godt og vel for-
doblede, ikke mindst takket være kir-
keministeriets udholdende forhandlin-
ger med de bevilgende myndigheder.
Der er god grund til at være glad for
resultatet af de årgamle forhandlin-
ger. Det må også være berettiget at
håbe på, at dette varme håndslag må
betyde fornyet lyst til at tage fat på
det ansvarsfulde arbejde, der er lagt
hen til kateketerne, og som omfatter
meget mere end afholdelse af sønda-
gens gudstjeneste. Man vil forstå at
leve op til, at en arbejder er sin løn
værd.
ser.
sitåusaoK." tåssunalo isumagineKåsaoK
tauva aitsåt tåussuma Gutimit isumå-
kérfigineKarnera nåmagtisimåsassoK.
tåssunalo erKaerKuvara ukiune akug-
dlerne katugdlit ajoKersutåt imåitoK:
inup perKigsiminiutigssanik perKussu-
tigissaussunik nåmagsingningitsup pi-
ssussut pitdlagagssaunerdlo atugag-
ssarilersarai, toKup kingornagut tå-
ssaussugssat ingnerme evKiarfingme
pitdlagaunigssaK minguiagaunigssar-
dlo. tåssa Gutip tamåkersumik isumå-
kérfigingningnera angujumavdlugo
perKigsiminiutit namagsineKåsåput. i-
suma tåuna ilagingne katugdline tai-
maitineKångisåinarsimavoK, Finn Ly-
ngevdle agdlagåne taineKarane. isu-
male tåuna ilaussariaKarpoK OKautsip
afladip isumå påsivdluamiåsagåine.
tauva aflad unåinaujungnaerpoK
perKigsiminiutinik pingitsuinigssaK,
unaulerdlunisaordle pissussumik pit-
dlagagssaunermigdlo inup perKigsimi-
niutinik nåmagtumik atuinginermigut
pissagssariligainut pingitsuisitaunig-
ssaK. katugdlitdlo ilagigfiata aflad pi-
ssussumut pitdlagagssaunigssamutdlo
tamatumunga pingitsuisitsivfigtut a-
tortarsimagåt nalunaiautauvoK påvip
Johannes XXII-ata uk. 1300 entåne
afladimik agdlagkanik tuniussinermi-
ne OKariartauseK tåuna atormago „pi-
ssussumik pitdlagagssaunigssamigdlo
ingassåussiniakujugtartut, pigajung-
nerussumik ilaglssutsip sarKumissu-
mik inuiaKatigingnmeranut issomar-
torsiuissut ilåne aperKut umisårissutut
itOK una apencutigissarpåt: „sok Gutip
OKausianik nalunaiautigingningnigssaK
akeKartitåusava? Jisusip nangmineK
— kingornalo apustilisa silarssuarmut
tamarmut autdlardlutik nalunaerumik
nutåmik nalunaeriartornertik — akig-
ssarsissutiginerpåt? Paulusip tupior-
tuneK inussutigå.
aperKut umisårutåinåungilaK mé-
rarpalugportaordle. ilagingne piso-
Kaunerpåne pissutsit tamåkununa sa-
nigdliuneKarsinåungitdlat ukiune ki-
ngugdliunerussune pissutsinut, Jisusip
nalunaiautågut silarssuarmut pissup
ilagéKatigingne årKigssugaussune au-
la j aitdlivdlune inigssarsi vf igissaine,
ilagit tamåkua sulissumingnit piuma-
ssarisimangmåssuk piumassariuåsav-
dlugulo suliaK aulajangersimassoK na-
jorKutagssaKardlune ingerdlassoK su-
liarineKartåsavdlune uvdlut tamaisa
sapåtitdlo tamaisa, kajungerigåine ka-
jungeringikåinilunit. sorunalume inuit
ilagingne „suliagssanik" nalunaiaineK
Kitiutitdlugo aulajangersimassunik su-
liagssaKalersimassut akigssarsissutigi-
ssugssauvåt. (taimåikame uminanga-
jagpoK OKauseK „akigssarsiutiglnar-
dlugo palase" atorneKartalersimang-
mat. atorfileKativtalo ilåt aperKut tåu-
na pivdlugo akissumine agdlagpoK:
„KuianåinarpoK oKartoKångisåinarmat
„akigssarsiutiginardlugo nakorsamik,
imalunit akigssarsiutiginardlugo spor-
vogninut ingerdlatitsissussumik.") ila-
gingne suleKataussugssatut suliaK Ki-
neråine taimailiorajungnartarpoK su-
jugdlermik suliaK soKutigineKarmat.
tauvale nautsorssutigissariaKartarpor-
taoK inussutigineKarsinåusassoK. kisa-
lo issuarneKarsinaussarpoK isuma bi-
bilimitoK pitsaussoK „sulissoK inussu-
tigssaminik pissariaKartoK." taimale
OKartoK tåssa Jisuse nangmineK.
Kalåtdlit-nunåne ilagingne suleKa-
taussut amerdlanerssait tåssa ajoKit.
tåukua inussutigssarsiutiviat atuar-
fingmipoK, tåussuma akunemut suliv-
finut amerdlanerpånut måtusimang-
magit. ilagingne suliåt honorarimik
akilerneKarpoK. ajoKit honoraré (akig-
ssarsiait) ukiune Kavsine mikivatdlår-
simåput ilagingne suliåt, tåssungalo
pingitsuisitsinigssamut". (absolutio a
poena et a culpa). OKariartauserdlo
tåuna ukiorpagssuarne atorneKartuar-
poK. tåssa afladimik agdlagkatigut a-
ningaussamik akilerdlugo pisiarine-
KartarpoK palasimut atugagssaK ångi-
arnerup kingornagut tamåkersumik
isumåkérfigineKautigssaK ingmikut
perKigsiminiutinik sunigdlunit atui-
ngikaluardlune. erKortumik pissarner -
tut iliusagåine tamåna isumåkérfigine-
KarnaviångikaluarpoK perKigsiminiu-
tinik tåukununga tungassunik atuga-
Karérsinane, taimaitdlunilo pissussu-
mut pitdlagagssaunermutdlo nåmå-
ngitsumik perKigsiminiarnerup nagsa-
tarissainut atugaKarnigssamut navia-
nardlune, tamånale afladimik agdlag-
katigut atorungnaersitaussarpoK (af-
ladimik agdlagkat perKigsimissussissu-
ssarput). taimailivdlune Gutip isumå-
kérfigingningneranik aningaussanik
akilersineKångisåinartumik OKalung-
neK asingarpoK.
OKautsip afladip isumånik Kimer-
dluinikut historiamut tungåssuteKar-
tukut Finn Lyngep påsingningnera er-
KungilaK OKauseK aflad navsuiarneKå-
sagpat imåinaK: perKigsiminiutinik
taorsisitaunigssamut pingitsuisitau-
nertut. tauva OKautsip afladip kalåt-
dlisut nugterneKarnera „ajortit isumå-
kérneKautigssåt pisiaK" piviussunut
KaningnerujugssuvoK, nauk nåmagdlu-
inartutineKarsinåungikaluardlune.
N. O. Strange Petersen.
iliniarsimanerat, akissugssåussusiliu-
ssardlo, nautsorssutigigåine. akiler-
nerdlugaunerat Kavsitigut sarKaerne-
KartarpoK. pissutsitdlo iluarsiniardlu-
git oKatdlinerit sivisut ajornartugdlit-
dlo ingerdlåneKartardlutik. tamåna ki-
same iluagtipoK. jutdlilo sujorKutitsi-
ardlugo ajoKit ilagingne atorfigdlit ta-
marmik, ajOKiunerit, tigussåinaitdlo,
påtagtussutdlo akigssarsiatik ilangåt-
siarteKait mardloriautingortitutut it-
dlugit. angnerpåmik Kutsavigssåuput
kirkeministeriap Kasusuitdlune akuer-
ssissugssaussunik OKaloKatigingnigtu-
arnere. nuånårutigssauvdluarput OKa-
lOKatigingningnerit ukiumik ilivitsu-
mik pisoKåussuseKartut. pissugssaugu-
narpugutdlo neriusavdluta agssang-
mik eKitsinerdlusoK kissartoK tamåna
isumaKarumårtOK kajumissutsip nu-
tarterneKarneranik suliagssaK aki-
ssugssauvfeKarnaKissoK ajoKinut tu-
niussaK sapåmilo nålagiartitsinerinar-
mit angnerungårtoK tamaviårutdlugo
ingerdlånialisavdlugo. påsissariaKar-
poK sulissup akigssarsiamik naleKar-
nera inutsagfiussariaKarmat.
ser.
Tunumit uvdlorsiutit
Grønlandsk kirkesagip naKitertisi-
mavå Kavdlunåtut atuagkiånguaK ku-
ssanartoK tåssaussoK nåparsimassunik
pårssissup Sigrid Buggep Angmagssa-
lingmit uvdlorsiutai 1916-imit 17-imut.
1915-ime Københavnime nalunaeruti-
sineKarpoK tupåtdlautaoKissumik Ang-
magssagdlup pigissaine nåpålaner-
ssuaKalerneranik. Grønlandsk kirke-
sagilo isumersimavoK nåparsimassu-
nik pårssissumik arnamik tagpavung-
nartitsiniardlune. tåssalo Sigrid Bug-
ge, K’aKortume inungornikoK niuver-
tup K. Buggep pania. méraunerme
angnersså Kalåtdlit-nunånivfigisima-
vå, taimåikamilo kalåtdlit OKausé sa-
pingitdluaKalugit. Angmagssalingme
pigissånilo nåparsimassunik pårssissu-
tut suliarujugssuaK nangminigssar-
siungitsoK ingerdlåsimavå. Grøn-
landsk kirkesagip kåmagtuineragut
suliaminut uvdlorsiuteKarsimavoK. ag-
dlagtugkatdlo tamåkua Tunume pi-
ssutsinik taimanernitsanik soKutigi-
nartumik påsissutigssåuput. atuagkiaK
palasinit pisiarineKarsinåusaoK, atau-
seK 10 kruneKardlune.
N. O. Strange Petersen.
Arbejder og løn
sulissup akigssarsissariaKarnera
Jesu
lignelser
De betroede talenter I
(Matth. evang. 25, li—18)
Jisusip
åssersutai
Medhjælperen, der havde fået de fera talenter, var en
driftig mand. Han gav sig straks til at drive forretning med
pengene, og da han havde købt og solgt længe nok, var
beløbet vokset til det dobbelte.
På samme måde bar manden sig ad, der havde fået de
to talenter, og han havde efter nogen tids forløb arbejdet
dem op til fire. Men således bar manden, der blot havde
fået den ene talent, sig ikke ad.
Han havde hverken lyst eller energi til at foretage sig
noget med den betroede formue. Han tog alle pengene og
gik ganske stille hen og gravede dem ned i et hul i jorden,
hvor de kunne være i sikkerhed
talantit parititat I
(Matiusip ivangk. 25, li—18)
ikiortå talantinik tatdlimanik tuninekartoK sulivdluartQ-
vok. aningaussat tigussane ernlnaK iluanårniutigilerpai; pi-
siortordlunilo tunissaKartarame aningaussat pigssarsiane
mardloriautingordlugit amerdlislpai.
angut talantinik mardlungnik pissoK ama taimatut ilior-
pok, sivitsungitsoK sisamanik talantiutekalerdlune. angutdle
talantimik atausinarmik pigssarsissoK taimailiungilaK.
aningaussat pigssarsiame iluanårutiginiarnigssåt kajumi-
gingilå nukigssaicarfiginagulo. aningaussat tamaisa tiguvai,
nunalo iterssalioriardlugo aningaussat matordpai tåmaricu-
nagit.
18