Atuagagdliutit - 24.12.1969, Side 8

En jægers dagbog
I 1954 skrev jeg i A/G om ind-
tryk fra min første rensdyrjagt.
Jagten gik dengang over Ujarag-
ssuit i Godthåbsfjorden, hvorfra
vi gik ind i indlandet over det
mest vidunderlige terræn med
stærkt skiftende vegetation, over
små og store vandløb. Ikke mindst
overgangen til den sidste etape
inden vi nåede til K’aumassup
K’angåtå, en rivende elv, som
skulle forceres, vil for evigt stå
i min erindring. Delvis afklædte
gik man over elven følgende nøj-
agtig formandens spor. Når man
kikkede til højre, så man lige ned
i et stort vandfald og dybt ned
i afgrunden. Den ret lange over-
gang blev ikke mindre vanske-
liggjort af vandets temperatur,
der var isnende koldt, da det er
brævand man vader i.
Jagtens højdepunkt for mig var
det øjeblik, da jeg for første gang
stod over for at skulle nedlægge
min første rensdyrbuk helt oppe
på toppen af K’aumassoK fjeldet.
Jeg kan endnu se det dejlige dyr
som jeg kom så tæt på at jeg
kunne se dyrets spændte musk-
ler og den sitren der opstod i
kroppen, da den forstod at der
var fare på færde. Dens præg-
tige forsøg på flugt fra det uund-
gåelige og det stolte øjeblik som
jægeren der nedlægger det ved
bladskud i springet.
Mange år er gået, og en jagt-
form som jeg blev indviet i igen-
nem fortællinger om vinterafte-
nerne af min svigerfar blev for
mig noget fascinerende som jeg
hvert år måtte tage del i. I de
år der er gået siden den første
renjagt har jeg hvert år, når
jagttiden nærmede sig, følt en
hvis uro i kroppen, og de senere
år grundet sygdom en vis angst
for at den årlige tur ikke skulle
blive til noget.
Jeg har altid håbet på at hvis
jeg fik een eller flere sønner og
de var interesserede i jagt, at de
fra små skulle have del i de
glæder, strabadser, indtryk og
oplevelser samt spænding som en
god ren jagt indebærer. Jeg har
haft den glæde at have Ancaluk
som fra lille var vildt optaget
af jagt og derfor tidligt fik lov
at tage del i jagt, på fugle- og
laksefangster.
Jeg har set ham grædende på
stranden når han ikke måtte
komme med, og set ham bide tå-
rerne i sig når han var kommet
med og knagfrøs eller var sjask-
våd, men hvor han kun fik at
vide, at det havde stået ham frit
for at blive hjemme. Jeg har i
flere år vidst at hans store drøm
var at komme med på en rens-
jagt.
En drøm må det have været —
og dog — han måtte jo have
kendt de meste af, hvad han
skulle ind og se, efter alt det han
havde hørt af fortællinger om
rensdyr jagt. Øjnene har jo stået
på stilke og ørene stive når den
ene beretning efter den anden
rullede frem i de mørke aftener,
som jeg selv for mange år siden.
Mærkeligt er det ikke, at han
blev ved med at plage sin far for
at komme med. Jeg må indrøm-
me, jeg godt undte ham en jagt,
men syntes ikke tiden var inde
til de store strabadser som så-
dan en tur kan indebære. Jeg har
gennem snart 18 års jagt oplevet
en del og været på mange kendte
rensdyrdistrikter. Ja, helt i Isuar-
tOK har jeg været. Turen går
over TaserssuaK op over den ca.
600 m høje K’amarnga K’ulå gen-
nem 13 søer, hvor nogle er på
mange timers roning og så opnå
at se IsuartoKs vidunderlige fro-
dige duftende landskab med et
væld af rener, så man blot bør
udsøge de bedste. Men sikken et
slæb at transportere 64 rener
samt sejldugsjoller ud igen. Vi
overnattede ved K’aumassup-ta-
serssua, på et lille bart næs i en
frygtelig storm med regn. 14
mand måtte flytte sammen i eet
telt i løbet af natten, da det ene
telt gik i stykker — våde rens-
dyrskind — man sad og lå nær-
mest i en bæk i nattens mørke
— man sang flerstemmig salme-
sang for at få tiden til at gå.
Overnatningen på K’amarnga
K’ulå i forrygende sydvest med
sne og regn, der gjorde nedstig-
ning umulig i 2 døgn, og beslut-
ningen om nedstigning grundet
manglende proviant over stejle
fjeldsider forrygende glatte, og
hvor små vandløb er blevet til
rivende bække og endelig græde-
færdig når provianten slap op, for
dernæst at opdage man ikke har
en tør trævl at tage på kroppen til
den isnende tur på mange timer
over søen. Man vikles ind i skind
fra top til tå og alt er klaret, og
solen bryder frem — strabadser-
ne er glemte, kun det sjove og
lette er tilbage i bevidstheden,
når tiden kommer, og man må af
sted igen.
Og hvilken oplevelse var det
ikke, da vi en tidlig morgen i ba-
gende solskin roede i vore sejl-
dugsjoller fra Nukarit-sisuvfiat
(hvor to kajakker efter gamle
fortællinger skal have sejlet ned
ad den rivende strøm i raseri over
moderens nærighed overfor
fangstfællerne efter en stor jagt;
og i vrede jog to brødre i deres
kajakker ned ad den stenfyldte
rivende strøm og forsvandt for
stedse) mod Nagssuit-nua syn-
gende og glade runder vi et lille
næs før vi opdager at vi har en
tilhører, en pragtfuld majestætisk
tilhører, en stor rensdyrbuk —
bådene bliver vendt, en program-
sekretær fra Grønlands Radio, der
for første gang er på rensdyrjagt,
har åndsnærværelse nok til at
sætte båndoptageren igang, og
medens han optager, jager vi buk-
ken og nedlægger den ved bred-
den af elven. En jagtturs begyn-
delse som man skal lede mange
år tilbage for at finde magen til
har udfoldet sig for vore øjne.
Efter at have parteret dyret koges
der kød og suppe tidlig morgen
i et landskab, der når fjeldene bag
ved ikke tages i betragtning min-
der meget om landskabet ved eet
af min barndoms fiskesteder Fun-
der Å ved Silkeborg.
IterssarssuaK er nok blevet for-
bandet af mangen en rens jæger
med den nederdrægtigt besvær-
lige opgang til højderyggen. Ste-
det med den mærkelige bløde
bund og med påfølgende bratte
glatte opgange der suger saften
ud af ens krop. Stedet man aldrig
glemmer, hvis man een gang har
været på vej ned fra højderyggen
efter regn og sne med masser
af rensdyr og mere trimlet ned ad
dens lunefulde sider end gået.
Men Åsen hvilken Ås. Der er
udsigt over imod SarKaK og Ta-
serssuaK og ikke mindst mod
bræen der ligger under os og der-
fra breder sig ind i indlandsisen.
Langt inde på SantaKsiden skim-
ter man overgangsstedet til en ø
på indlandsisen hvor beretninger
taler om vældige bukke og mas-
ser af rener. Den Ås man vandrer
på på vej fra IterssarssuaK mod
Kilungåt giver pragtfulde syns-
indtryk af farver og natur, at det
er svært at beskrive.
En morgenstund ved firetiden
med rimfrost med udsigt over en
stor dyb dal og indlandsisen mod
øst — en opadgående sol der lige
er ved at titte frem over ind-
landsisen og kaster en purpur-
rød farve over isen — en mær-
kelig tung blå farve toner himlen
mod sydøst og SarKaKlandet glin-
ser i en sølv-guld-glinsende strå-
ling, hvis spil skifter efterhånden
som solen stiger og farvespillet
på isen ændres — alt det sker
på få minutter i en tung øredø-
vende stilhed kun afbrudt af ly-
den af rislende vandløb og de
smukt fløjtende fugle.
Overgangen til Kilungåt over
bræen er vanvittig spændende.
Over dybe spalter vandrer man
ud på isen. Her findes et pragt-
Tekst og foto:
LARS SVENDSEN
fuldt farvespil i blå og grønlige
farver og man vandrer forbi sto-
re huller i isen som minder om
store badekar fyldt op med vand
i forskellige blå og grønlige far-
ver. Efter timers vandring på
isen kommer man til Kilungåt,
en lille ø på kanten af indlands-
isen. En ø der er berømt for sine
mange bukke. Øen er adskilt fra
fastlandet ved en vældig elv.
Denne elv borer sig ind under
den store bræ man vandrer på
fra et enormt vandfald. Med en
buldren og torden borer den sig
ind i isen og kommer først ud
ved IterssarssuaK, det sted hvor
opgang til åsen begynder. Over
det tordnende vandfald løfter sig
en mægtig stor sky af vandperler,
hvor man på det rigtige tidspunkt
kan beskue den ene flotte regn-
bue efter den anden.
Kilungåt er et af de få steder,
hvor jeg har været på ren jagt,
jeg har mødt et gravsted. Vi over-
nattede der engang under åben
himmel med en syg mand. Man
gjorde sig sine tanker, hvis til-
fældet skulle, at man skulle efter-
lade en mand, man selv kendte
godt og var ven med på et sted
så langt borte og utilgængeligt
som stedet faktisk er. Det med-
førte dengang en vanskelig til-
bagetur og ret strenge dage på
udturen med store byrder på ryg-
gen, men med humøret i behold,
kan man nå utroligt langt på en
dag. Det er en ting, som alle ren-
jægere må regne med kan ind-
træffe — sygdom — som kan få
alvorlige konsekvenser, hvis uhel-
det virkelig er ude. Men at folk
holder sammen under sygdom har
jeg selv et strålende eksempel
på, da jeg for nogle år siden var
på vej fra Kilungåt til K’uvdlu-
giartut. Jeg havde antagelig fået
en forgiftning og havde faktisk
ingen erindring om, hvordan jeg
slap ud til havet, men det for-
tælles af de øvrige renjægere, at
jeg ustandselig faldt om og nær-
mest bevidstløs blev hjulpet ned
af det høje fjeld K’uvdlugiartut.
Vi havde på jagten skudt en mas-
se dyr, men trods det jeg ikke
selv var istand til at slæbe noget
slæbte mine jagtfæller alt, hvad
der var min part, hjem og leve-
rede det uden for mit hjem uden
nogen form for betaling.
Når man sådan lader tankerne
vandre om det man har set og
oplevet blusser ens kinder lidt,
når man mindes de dyr man har
jaget — særlig bukken som er
vanskelig at jage, har jo mangen
engang givet en store spekultio-
ner på jagtmarken, når det var
vanskeligt at komme på skud-
hold grundet vanskelig terræn.
Men når dyret var nedlagt kom
det store arbejde med at partere
dyret rigtigt. Men allerførst skul-
le man mærke på dyret og føle
om der var godt med talg. En
buk bliver behandlet med stor
akkuratesse for at få alle læk-
kerier med hjem, som det at ven-
de vrangen ud af tyktarmen som
så bliver fyld med det talg der
er i selve dyrets indre, så man
får en stor tyk pølse. Blod skal
man have med tilbage til lejren,
intet er så dejligt som suppen
kogt op med blod — det giver een
varme og styrke i kroppen, så
man trods nattekulden kan sove
en lang og god søvn. Blodet bli-
ver opbevaret i bladmaven og
kan holde sig længe bare man
opbevarer det et køligt sted. Når
alt er klart og man har gjort
klar til bære dyret hen til stand-
lejren kommer renjagtens egent-
lige prøvelse — den om man er i
stand til at hjembringe det ned-
lagte dyr eller flere. Det kan være
lange afstande man skal slæbe
det tunge dyr og tit når det er
bukke må man gå den samme vej
mange gange frem og tilbage for
ikke at efterlade noget. Det er
disse strabadser, man mindes
som stolte øjeblikke når man har
sejret over sig selv ved at pine
sig på dagslange marcher med
byrder på ryggen i stegende hede
med millioner af myg. Det er
dette slid der får een til at ud-
bryde: næh — det er dog sidste
gang jeg prøver dette.
Men vinteren kommer, de lan-
(Fortsættes side 14)
8