Atuagagdliutit - 24.12.1970, Blaðsíða 10

•EN ELEGANT

Vi var ekstra tidligt færdige med
at forberede juleudstillingen i
Magasin City det år, så jeg havde
tid til at gå ned og trøste Jane,
min forlovede, som stod i parfu-
meafdelingen og gruede for den
kommende travlhed. Mens jeg
stod der, blev jeg kaldt op til di-
rektionen, og med et lille trium-
ferende smil på læberne trådte
jeg ind i direktør Browns kontor.
Han lyttede velvilligt til min
rapport og glemte for en gangs
skyld at se skeptisk ud, da jeg
sluttede med at melde „alt klart".
— Det var tidligt! roste han.
Og der er ikke noget, der hikker?
Jeg rystede på hovedet. — Intet
vil hikke.
— Hvordan med juletræerne?
— Heller ikke de.
— Jeg mener . . . kan de holde
sig friske?
— Nylontræer! forklarede jeg.
De drysser ikke, og de er i pagt
med tiden. Neonlys i stammen og
alt det der.
Brown bed anerkendende spid-
sen af en cigar. — Udmærket. De
har gjort et godt job! Har De
også skaffet en god julemand?
— Ja, direktør Brown. En to
meter og ti høj tidligere fribry-
der, som skulle have det rette
tag på børn.
— En . . . æh . . . bryder? Bare
han nu ikke skræmmer mødrene
bort fra diskene . . . men De ta-
ger ansvaret?
Jeg nikkede fast.
— Udmærket. Julesalget må
ikke svipse. Det er sæsonens sid-
ste trumf. Omsætningens clou.
Årets . . .
Jeg trak mig bukkende tilbage,
inden han fik hidset sig yder-
ligere op.
Det havde været en hård tid, fire
måneder med for lidt nattesøvn,
men jeg følte berettiget grund til
at være stolt. „Jul i Venusraket-
ten" symboliserede en velstands-
jul med kometagtig, skyhøj om-
sætning. Muntre rumskibe og
festligt udsmykkede interplaneta-
riske rumstationer skulle nok
lokke julestemning frem.
Jane sparkede sin højre sko af
og gned sin ømme storetå mod
venstre ben, en ting hun altid
gør, når hun er træt. — Jeg hader
julen! hviskede hun. Jeg ved
godt, man ikke må sige det,
men . . .
— Den er jo knap nok startet
endnu, svarede jeg mildt.
— Du får mig ikke at se én af-
ten i hele december, truede hun.
— Se nu ikke så mørkt på det,
Jane. Vi skal blive som børn på
ny. De tusinde lys i store, forun-
drede øjne . . .
— Og det desperate glimt i en
million kvindeøjne, der venter
på at blive ekspederet! Hvis du
absolut skal have laurbær, så
hvil på dem i enrum!
De følgende dage gik jeg små
runder i afdelingerne og ventede
på mere anerkendelse. Et gratiale
ville ikke være af vejen. Jeg
blev kaldt op til direktionen om
torsdagen, rettede på slipset, ban-
kede på den smukke egetræsdør
og gik rank ind. Foran mig sad
hele bestyrelsen, otte mand høj.
Julestemningen lod ikke til at
have erobret deres barske hjer-
ter endnu.
— Det er vores chefdekoratør,
oplyste Brown mørkt.
Seksten øjne rettedes mod
mine. Jeg mødte dem efter rang.
— Er det Dem, der står for
denne . . . juleraket-fidus? spurgte
seniorchefen. Noget i hans tone-
fald bremsede mit frejdige ja, og
jeg nikkede tavst.
— Den for gammeldags! ved-
blev han med en skarpretters
røst.
— Mangler inspiration! supple-
rede en anden.
— Forældet! Upædagogisk!
Asocial! Overlæsset! Ordene fy-
redes af som antiraket-raketter.
Ufestlig! Mangler det nye, det
overraskende, det lammende! Går
konkurrenteres ærinde!
Jeg ledte efter noget at holde
fast i og greb mig til håret.
— Jamen ... jeg har kun fulgt
direktiverne, stammede jeg . . .
— Sludder, snerrede Brown. De
fik frie hænder. Ingen kunne ane
— selv om vi måske burde — at
De ville kludre sådan i det. Alt
må laves om!
— Umuligt, stønnede jeg. Re-
klamebureauerne er i fuld gang
med kampagnen, annoncerne er
indrykket, brochurerne ligger
færdigtrykt. Vi kan ikke pludse-
lig .. .
— Hvad sagde jeg, gnækkede
bestyrelsens ældste. Julesalget er
fortabt! Lad os lukke butikken,
GOMALI Kaffe
føhp - også til hverdag kavfit pitsagssuit.
mromali GOMALI Kaffe sikrer Dem højeste kvalitet.
KAFFE DANSK-HOLLANDSK KAFFE-CO. A/S Grundlagt 1883
KØB DERES NY De får den bedste betjening og De får det største udvalg i person- vare- og lastvogne
FORD når De handler Ford med Scaniadam. Skriv efter brochuremateri- ale og priser, og De vil få omgående svar. Referer ven- ligst til vor repræsentant
HOS Kurt Molge. Vi sælger gerne med 50 % i
}caKiiadam udbetaling og restsum over 18 måneder. ScaKiiadam H. C. Andersens Boulevard 18 1553 København V ~ Telex 6363
ALTID 300 NYE BILER PÅ LAGER 1 IMvUCI II IC« V 1 1 V 1 OIVA uuuu Telegramadresse: Scaniadam
inden kreditorerne gør det for os!
Brown svedte. — De påtog Dem
ansvaret forleden. Hvad vil De
nu gøre?
Jeg prøvede at holde balancen,
så jeg ikke faldt ned i den ga-
bende afgrund foran mine fødder.
En idé. Blot én idé. Et kongerige
for en idé . . .
En elefant, sagde jeg for at sige
noget.
— Elefant?
— En elefant! Jeg smagte på
ordet, det lød ikke så tosset. Nu
var det om at holde fast.
— Ja, en elefant, vedblev jeg.
Børnene er dødtrætte af rumra-
ketter og velfærdslegetøj af pla-
stic. En rigtig levende elefant
bringer dem tilbage til den tabte
natur. Vi finder én, der kan dres-
seres til at udfylde ønskesedler ...
— Slet ikke så dumt tænkt,
unge mand!
Bestyrelsens ældste havde talt.
Brown, som havde en protest på
læben, nøjedes med at se tanke-
fuld ud.
Nu kunne de allesammen se det
geniale i ideen. — En elefant!
Storartet! „Jul i elefantraketten"!
„Juleelefanten Julie"!
Jeg skyndte mig at drage for-
del af omsvinget. — Jeg skaffer
en dresseret elefant, konfektions-
afdelingen klæder den lidt fikst
på, tegnestuen laver nye brochu-
rer og vi rydder porcelænsafde-
lingen. „Elly, en elegant elefant"
bliver julens slagord!
De summede af julestemning og
kappedes om at rose hinanden,
da jeg forlod dem.
Umiddelbart synes det måske en-
kelt at støve en elefant op, men
der skulle snart vise sig store
vanskeligheder at overvinde. Jane
stirrede lamslået på mig, da jeg
bad om en håndsrækning.
— Hvem i alverden har fået
det tykhovede indfald? spurgte
hun.
— Ordre fra direktionen! sva-
rede jeg. De syntes — da jeg
havde foreslået det — at det ville
friske op med en elefant i rum-
skibet. Hvor finder vi den?
— I Afrika. Eller i Zoologisk
have, hvis de har nogen til salg.
— Det er tilstrækkeligt at leje
den.
— Så slå op i fagbogen under
„Udlejning af elefanter". Vær
lige sød at flytte dig, jeg skal
ekspedere!
Det håbløse i foretagendet gik
med ét op for mig, og jeg følte
mig træt som en gammel alma-
nak.
— Jeg klarer det aldrig, suk-
kede jeg. Du skal ikke vente at se
mig til jul.
— Jeg råder dig til at have
skaffet elefanten inden da! råbte
hun efter mig. God jagt!
Zoologisk have, som jeg først
ringede til, rådede kun over en
enkelt, som var 92 år gammel,
syg og ikke til at leje, selv om
den havde været rask. Den havde
høfeber. En uhyggelig tanke —
sæt, den begyndte at nyse i fri-
mærkeafdelingen! Og dog var en
nysende elefant bedre end slet
ingen.
— Kan De henvise til en eller
anden organisation, der beskæf-
tiger sig med elefantudlejning?
spurgte jeg.
— Næh. Find De hellere et par
raske folk, der kan klæde sig ud!
Jeg lagde røret og slog op i fag-
bogen under dyrehandlere.
Af en eller anden grund hand-
les der i storbyerne kun med
fugle, skildpadder, små aber og
akvariefisk. Elefanter er en død
artikel.
Jeg prøvede et par cirkus, men
de var enten på turné eller havde
ingen vilde dyr på programmet.
En varieté foreslog mig en cyk-
lende bjørn, en natklub kunne
tilbyde chimpanser, og et omrej-
AF
JiMMi
ILL. GERDA NYJTAD
sende tivoli i vinterhi havde en
kaukasisk springtrup med tram-
polin.
Elefanter kunne de desværre
ikke klare.
Mens jeg baksede med fagbo-
gen, dukkede Jane op.
— Bliv mig fra livet med dine
bekymringer! råbte jeg, inden
hun fik indført et ord. Hvad ville
du gøre, hvis du skulle skaffe en
levende elef . . .
— Har du forsøgt artistbureau-
erne? spurgte hun.
— Elefanter er ikke organise-
rede, bed jeg hende af.
— Men måske deres ejere er
det. Prøv!
Manden, der tog telefonen på
„Mondo Artist" rømmede sig, da
jeg fremførte mit ærinde. — Jeg
kan måske skaffe. Dem én, men
den er ikke særlig stor. Nærmest
en velvoksen baby.
— Storartet! Jeg ta’r den! Hvor
meget koster den?
— 500 kroner om dagen!
Det var ren åger, men jeg
havde intet valg. — Hvornår kan
jeg hente . . . jeg mener, hvor
hurtigt kan De bringe den?
spurgte jeg.
De må selv sørge for transport.
Lejen erlægges forud, og det er
uden kost!
— Jeg kommer med det sam-
me. Bestil en flyttevogn — og
sørg endelig for at ejeren følger
med, så dyret bliver ordentligt
behandlet.
— Ejeren er død, oplyste agen-
ten. Det er derfor, jeg har elefan-
ten på hånden. Faktisk er der to,
hvis det har interesse. Ganske
vist en den anden på hospitalet,
men bliver den rask, får De
mængderabat.
— Tak, én er rigeligt! Farvel
så længe.
Elefanten hed Elly, og den var
både sød og venligsindet. Højst
tyve år og stadig noget hvalpet.
Ved fælles hjælp fik vi bakset
kæmpebabyen op i flyttevognen.
— Magasin City! sagde jeg kort
til chaufføren.
—. Skal De på indkøb med den
svend? spurgte han interesseret.
— Ja. Det vil sige . . . nej. Det
er hemmeligt, forstår De. Noget
med julen.
— Den må pakkes bedre ind,
hvis folk ikke skal gætte på, at
det er en elefant, foreslog han
vittigt. Jeg overhørte ham.
Vi kom smertefrit igennem til
stormagasinets vareindlevering.
Næste problem var at få elefan-
ten ud og op. Elly havde nemlig
lagt sig til ro og var ikke til at
rokke. Flyttemanden skulle på
juleindkøb efter fyraften og in-
sisterede på, at vi rømmede hans
køretøj i en fart. Det var bekyndt
at sne.
— Har De ikke nogle hvede-
knopper, De kan lokke hende
med? spurgte han.
— God idé! Vent her, mens jeg
smutter op i biscuitafdelingen.
Jeg var tilbage to minutter ef-
ter med favnen fuld af hvede-
knopper. Elly stod midt i gården
og gloede. Flyttebilen var kørt.
Elevatoren var desværre ikke
konstrueret til elefanter, og hver-
ken brandtrappen eller escalato-
ren holdt. Da hun havde taget de
10