Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 24.12.1970, Blaðsíða 11

Atuagagdliutit - 24.12.1970, Blaðsíða 11
første to trin, måtte hun skynd- somt bjærges ned igen, heldigvis uskadt. Jeg bad portneren ringe efter byens redningskorps og et stil- ladsfirma. Det måtte være mu- ligt at hejse Elly op til fjerde sal og proppe hende ind gennem et vindue. Det lykkedes for så vidt som vi fik heade hævet gradvis over jor- den, mens en varm duft af hvede- knopper bølgede ud fra hendes ånde i den frostklare luft. Hun nød spøgen, men vi kom nok til at ændre betegnelsen „en elegant elefant". Det var ikke småting, hun maste til bølgeblik og glas- skår! Arkitekten havde ikke taget i betragtning, at der skulle ind- lades elefanter gennem gårdvin- dueme. Vinduerne var for små. Det var et grotesk syn, omend ganske malerisk, da Elly ding- lede i luften, mens en murer fe- brilsk brød karm og murværk ud af facaden. Et lille opløb havde samlet sig i gården og råbte gode råd op til os. Magasin Citys pla- ner for juleudstillingen kunne ikke holdes hemmelige ret meget længere; til gengæld fik vi en masse publicity. Nå ind kom hun, lidt slap i ko- derne, men ellers i fin form. Jeg gav hende tre spande vand og nogle franskbrød og indkvarte- rede hende i et hjørne, hvor hun kunne sunde sig til de kommende strabadser, før hun skulle lunte rundt i bygningen og lade sig trække i snabel og hale af jule- stemte børn og putte deres ønske- sedler i en dertil indrettes boks. Næste morgen lå der knuste glas- montrer og møbler omkring El- lys leje. Brown mødte mig med et ansigtsudtryk, som om han personlig havde siddet i en af de stole, Elly i nattens løb havde spillet bold med. — Er der sket noget! spurgte jeg forskrækket. Han lo en kort, hård latter. — Om der er sket noget? Hvis De havde gidet gå ind for opgaven — læst et par bøger om elefanters adfærdsmønster, f. eks. — ville De have vidst, at elefanter går nogle gange omkring sig selv, in- den de går til ro. Hjørnet var alt for lille. Og ikke så meget som et halmstrå har hun fået. Hun trom- peterede hele natten af sorg og brød alarmsystemet op, så poli- tiet stormede bygningen. Jeg begravede ansigtet i hæn- derne, mens han remsede flere ulykker op. — Husk, at De fik ideen! slut- tede han. De har ansvaret for at dyret får regelmæssige måltider, vand, hø og rigelig motion. Ele- fanter er meget følsomme dyr. Får snue for et godt ord. Hun hviler på Dem! Jeg blev hos Elly de næste døgn og overvågede alt fra nattesøvn til måltider og fordøjelse. Hun fortærede bjerge af fødevarer, og hvad vi ikke gav hende, fik hun af de begejstrede børn, der flok- kedes om hende. Hun blev så fed, at vi måtte smøre hende ind i brun sæbe for at få hende gen- nem dørene. Jeg var mest bange for, at hendes umådeholdne slikkeri ville resultere i dårlig mave — de to eneste elefanter, jeg havde hørt om ude i byen, lå jo syge — så jeg puslede om hende som en ængstelig moder om sit spæd- barn. Det endte med at Jane jaloux spurgte, om jeg foretrak elefanten for hende. — Vær nu ikke dum, svarede jeg. Selvfølgelig elsker jeg dig højest. — Så ser vi dig altså til mors og fars lillejuleaftens-gilde i mor- gen aften? — Kun hvis vi kan skaffe en elefant-sitter! Elly har jo kastet hele sin hengivenhed på mig, og . . . — Du foretrækker altså den dumme elefant! Den har ødelagt vores kærlighed! — Tror du ikke, det kunne ud- sættes til efter jul? spurgte jeg. Jane slog med nakken og gik. Jeg vendte mig ulykkeligt om mod Elly. Det var, som om hun forstod min triste situation, val- get mellem dyr og menneske, og hun lagde kærligt sin snabel om- kring min skulder. Hvornår hav- de Jane sidst set sådan på mig? I den følgende tid talte alle om Elly. Ingen bemærkede den fest- lige ramme, vi havde lagt om- kring hende — Venusraketten — men vores juleudstilling tiltrak dobbelt så mange kunder som konkurrenternes. Jeg havde styr- ket min position, men mistet min forlovede og måtte se frem til en jul uden Jane. Den kunne selv Elly ikke erstatte mig. Og når jeg engang var borte, skulle der dog gerne kunne siges andet om mig, end: Han var flink til at passe elefanter. Heldigvis ender historien ikke her. Jeg mangler nemlig at for- tælle om Jokum, en 2'h. ton stor, tung, elskovssyg elefant, som for nogle måneder siden havde fattet godhed for Elly og ikke kunne glemme hende under sit ophold på dyrehospitalet. Nu ville skæbnen, at trangen til at gense den gamle kærlighed meldte sig præcis tre dage før jul, da Jokum i myldretiden blev transporteret gennem byen i en lastbil. Da de rundede stormagasinets hjørne, opfangede Jokum et trom- petskrald fra Ellys strube. Med to skridt banede han sig baglæns vej ud af lastbilen, tværs over kørebanen og ind gennem vort største og flottest pyntede ud- stillingsvindue, der var fyldt med designede elefanter. Straks efter stod den i baghal- len. Dens blafrende ører vejrede nye brøl fra dens livs Elly. Til- fældigvis opholdt jeg mig netop da i parfumeriafdelingen i et for- gæves forsøg på at formilde Jane, som imidlertid hele tiden sprang mig over i køen foran disken. Nu havde jeg chancen til at -e mig som helt for mit hjertes udkårne. Jokum styrede nemlig direkte mod Jane og parfume- fiskene, måske hidkaldt af de mange skønne dufte. Jane skreg. Andre skreg sik- kert også, men det var kun hen- des skrig, jeg hørte. Jeg greb en ildslukker og kastede mig frem forrest i mængden, så elefanten an, tog sigte og trykkede af. Vi blev begge overdænget med skum. Jokum missede med øj- nene, rakte ud efter ildslukkeren med sin snabel og kylede den ind i et skab. Så hagede jeg mig fast i dens venstre stødtand og hå- bede inderligt på at noget ville vise sig, mens børn og pårørende forfærdet trykkede sig op mod væggene eller styrede mod re- serveudgangene. En nødalarm ki- mede et sted i huset. På fjerde sal kæmpede man med at holde Elly i ro. Imens hang jeg så der i stød- tanden, indtil nogle stærke folk kom til med seler og tovværk og fik overmandet de lidenskabelige dyr. En dyrlæge gav dem begge en beroligende indsprøjtning med den største kanyle, jeg har set i mit liv. Jeg fik også selv noget beroligende fra en noget mindre sprøjte, inden jeg besvimede. Da jeg vågnede, sad Jane på gul- vet og holdt mit hoved i sine arme. — Han åbner øjnene! råbte hun lykkeligt til mængden, og hen- vendt til mig fortsatte hun ømt: — Du reddede mit liv! Kan du tilgive mig? — Der er intet at tilgive, sagde jeg svagt. Hvor er . . . Jeg skulle lige til at spørge, hvor Elly var, men tog mig i det. — Hvor er jeg lykkelig, sagde jeg i stedet. Vi gifter os mellem jul og nytår og fejrer en rigtig gammeldags jul med ædelgran og levende lys. Jane nikkede. Direktør Brown var på vej hen til os over øde- læggelserne. — Det gik jo strå- lende! sagde han. Vi får masser af gratis omtale i bladene, og forsikringen betaler det hele. Di- rektionen er yderst tilfreds med Dem! De har klaret generalprø- ven fint! — Generalprøven? Jeg var ikke helt med. På hvad? — På næste års juleudstilling! Vi skal både have Jokum og Elly med — og deres eventuelle unger — kan De ikke se det for Dem i neon......Elleve elegante ele- fanter" . . . De skal arrangere det hele! — Det ... er næsten alt for meget, nåede jeg at fremstamme. Så besvimede jeg igen. uvavtinut pisiniartartut tamaisa jutdlime ukior- tåmilo pivdluarKungårpavut, ukiume Kångiu- tume niuveKatigisimanerat pivdlugo Kujavdluta Vi ønsker alle vore kunder en rigtig glæde lig jul samt et godt nytår med tak for handelen i året der svandt MARKED Tuapånguit . Telefon 1251 . Godthåb Grønland 11

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.