Atuagagdliutit - 24.12.1970, Blaðsíða 11
første to trin, måtte hun skynd-
somt bjærges ned igen, heldigvis
uskadt.
Jeg bad portneren ringe efter
byens redningskorps og et stil-
ladsfirma. Det måtte være mu-
ligt at hejse Elly op til fjerde
sal og proppe hende ind gennem
et vindue.
Det lykkedes for så vidt som vi
fik heade hævet gradvis over jor-
den, mens en varm duft af hvede-
knopper bølgede ud fra hendes
ånde i den frostklare luft. Hun
nød spøgen, men vi kom nok til
at ændre betegnelsen „en elegant
elefant". Det var ikke småting,
hun maste til bølgeblik og glas-
skår!
Arkitekten havde ikke taget i
betragtning, at der skulle ind-
lades elefanter gennem gårdvin-
dueme. Vinduerne var for små.
Det var et grotesk syn, omend
ganske malerisk, da Elly ding-
lede i luften, mens en murer fe-
brilsk brød karm og murværk
ud af facaden. Et lille opløb havde
samlet sig i gården og råbte gode
råd op til os. Magasin Citys pla-
ner for juleudstillingen kunne
ikke holdes hemmelige ret meget
længere; til gengæld fik vi en
masse publicity.
Nå ind kom hun, lidt slap i ko-
derne, men ellers i fin form. Jeg
gav hende tre spande vand og
nogle franskbrød og indkvarte-
rede hende i et hjørne, hvor hun
kunne sunde sig til de kommende
strabadser, før hun skulle lunte
rundt i bygningen og lade sig
trække i snabel og hale af jule-
stemte børn og putte deres ønske-
sedler i en dertil indrettes boks.
Næste morgen lå der knuste glas-
montrer og møbler omkring El-
lys leje. Brown mødte mig med
et ansigtsudtryk, som om han
personlig havde siddet i en af de
stole, Elly i nattens løb havde
spillet bold med.
— Er der sket noget! spurgte
jeg forskrækket.
Han lo en kort, hård latter. —
Om der er sket noget? Hvis De
havde gidet gå ind for opgaven —
læst et par bøger om elefanters
adfærdsmønster, f. eks. — ville
De have vidst, at elefanter går
nogle gange omkring sig selv, in-
den de går til ro. Hjørnet var alt
for lille. Og ikke så meget som et
halmstrå har hun fået. Hun trom-
peterede hele natten af sorg og
brød alarmsystemet op, så poli-
tiet stormede bygningen.
Jeg begravede ansigtet i hæn-
derne, mens han remsede flere
ulykker op.
— Husk, at De fik ideen! slut-
tede han. De har ansvaret for at
dyret får regelmæssige måltider,
vand, hø og rigelig motion. Ele-
fanter er meget følsomme dyr.
Får snue for et godt ord. Hun
hviler på Dem!
Jeg blev hos Elly de næste døgn
og overvågede alt fra nattesøvn
til måltider og fordøjelse. Hun
fortærede bjerge af fødevarer, og
hvad vi ikke gav hende, fik hun
af de begejstrede børn, der flok-
kedes om hende. Hun blev så
fed, at vi måtte smøre hende ind
i brun sæbe for at få hende gen-
nem dørene.
Jeg var mest bange for, at
hendes umådeholdne slikkeri ville
resultere i dårlig mave — de to
eneste elefanter, jeg havde hørt
om ude i byen, lå jo syge — så
jeg puslede om hende som en
ængstelig moder om sit spæd-
barn. Det endte med at Jane
jaloux spurgte, om jeg foretrak
elefanten for hende.
— Vær nu ikke dum, svarede
jeg. Selvfølgelig elsker jeg dig
højest.
— Så ser vi dig altså til mors
og fars lillejuleaftens-gilde i mor-
gen aften?
— Kun hvis vi kan skaffe en
elefant-sitter! Elly har jo kastet
hele sin hengivenhed på mig,
og . . .
— Du foretrækker altså den
dumme elefant! Den har ødelagt
vores kærlighed!
— Tror du ikke, det kunne ud-
sættes til efter jul? spurgte jeg.
Jane slog med nakken og gik.
Jeg vendte mig ulykkeligt om
mod Elly. Det var, som om hun
forstod min triste situation, val-
get mellem dyr og menneske, og
hun lagde kærligt sin snabel om-
kring min skulder. Hvornår hav-
de Jane sidst set sådan på mig?
I den følgende tid talte alle om
Elly. Ingen bemærkede den fest-
lige ramme, vi havde lagt om-
kring hende — Venusraketten —
men vores juleudstilling tiltrak
dobbelt så mange kunder som
konkurrenternes. Jeg havde styr-
ket min position, men mistet min
forlovede og måtte se frem til en
jul uden Jane. Den kunne selv
Elly ikke erstatte mig. Og når jeg
engang var borte, skulle der dog
gerne kunne siges andet om mig,
end: Han var flink til at passe
elefanter.
Heldigvis ender historien ikke
her. Jeg mangler nemlig at for-
tælle om Jokum, en 2'h. ton stor,
tung, elskovssyg elefant, som for
nogle måneder siden havde fattet
godhed for Elly og ikke kunne
glemme hende under sit ophold
på dyrehospitalet.
Nu ville skæbnen, at trangen
til at gense den gamle kærlighed
meldte sig præcis tre dage før
jul, da Jokum i myldretiden blev
transporteret gennem byen i en
lastbil.
Da de rundede stormagasinets
hjørne, opfangede Jokum et trom-
petskrald fra Ellys strube. Med
to skridt banede han sig baglæns
vej ud af lastbilen, tværs over
kørebanen og ind gennem vort
største og flottest pyntede ud-
stillingsvindue, der var fyldt med
designede elefanter.
Straks efter stod den i baghal-
len. Dens blafrende ører vejrede
nye brøl fra dens livs Elly. Til-
fældigvis opholdt jeg mig netop
da i parfumeriafdelingen i et for-
gæves forsøg på at formilde Jane,
som imidlertid hele tiden sprang
mig over i køen foran disken.
Nu havde jeg chancen til at
-e mig som helt for mit hjertes
udkårne. Jokum styrede nemlig
direkte mod Jane og parfume-
fiskene, måske hidkaldt af de
mange skønne dufte.
Jane skreg. Andre skreg sik-
kert også, men det var kun hen-
des skrig, jeg hørte. Jeg greb en
ildslukker og kastede mig frem
forrest i mængden, så elefanten
an, tog sigte og trykkede af.
Vi blev begge overdænget med
skum. Jokum missede med øj-
nene, rakte ud efter ildslukkeren
med sin snabel og kylede den ind
i et skab. Så hagede jeg mig fast
i dens venstre stødtand og hå-
bede inderligt på at noget ville
vise sig, mens børn og pårørende
forfærdet trykkede sig op mod
væggene eller styrede mod re-
serveudgangene. En nødalarm ki-
mede et sted i huset. På fjerde sal
kæmpede man med at holde Elly
i ro. Imens hang jeg så der i stød-
tanden, indtil nogle stærke folk
kom til med seler og tovværk og
fik overmandet de lidenskabelige
dyr. En dyrlæge gav dem begge
en beroligende indsprøjtning med
den største kanyle, jeg har set i
mit liv. Jeg fik også selv noget
beroligende fra en noget mindre
sprøjte, inden jeg besvimede.
Da jeg vågnede, sad Jane på gul-
vet og holdt mit hoved i sine
arme.
— Han åbner øjnene! råbte hun
lykkeligt til mængden, og hen-
vendt til mig fortsatte hun ømt:
— Du reddede mit liv! Kan du
tilgive mig?
— Der er intet at tilgive, sagde
jeg svagt. Hvor er . . .
Jeg skulle lige til at spørge,
hvor Elly var, men tog mig i det.
— Hvor er jeg lykkelig, sagde
jeg i stedet. Vi gifter os mellem
jul og nytår og fejrer en rigtig
gammeldags jul med ædelgran og
levende lys.
Jane nikkede. Direktør Brown
var på vej hen til os over øde-
læggelserne. — Det gik jo strå-
lende! sagde han. Vi får masser
af gratis omtale i bladene, og
forsikringen betaler det hele. Di-
rektionen er yderst tilfreds med
Dem! De har klaret generalprø-
ven fint!
— Generalprøven? Jeg var ikke
helt med. På hvad?
— På næste års juleudstilling!
Vi skal både have Jokum og Elly
med — og deres eventuelle unger
— kan De ikke se det for Dem
i neon......Elleve elegante ele-
fanter" . . . De skal arrangere det
hele!
— Det ... er næsten alt for
meget, nåede jeg at fremstamme.
Så besvimede jeg igen.
uvavtinut pisiniartartut tamaisa jutdlime ukior-
tåmilo pivdluarKungårpavut, ukiume Kångiu-
tume niuveKatigisimanerat pivdlugo Kujavdluta
Vi ønsker alle vore
kunder en rigtig glæde
lig jul samt et godt
nytår med tak for
handelen
i året der svandt
MARKED
Tuapånguit . Telefon 1251 . Godthåb
Grønland
11