Atuagagdliutit - 24.12.1970, Blaðsíða 21

Vadede i sæler tor at
komme ind i skolestuen
_______
Pastor emeritus, Elias Lauf, Julianehåb, fortæller glimt fra sit lange liv.
Pastor emeritus Elias Lauf er et
usædvanlig aktivt menneske.
Han er nu 76 år, men har ikke
lyst til pensionisttilværelsen. Han
underviser stadig i skolen og er
med i det kirkelige arbejde. I sine
manddomsår har han haft masser
at bestille. Han har været med-
lem af de forskellige råd i Grøn-
land. Sin politiske karriere af-
sluttede han som medlem af fol-
ketinget. Han tegnede og virke-
liggjorde den første moderne
skole i Grønland, og han foreslog
grønlandsk repræsentation i Rigs-
dagen 25 år før, den nye grund-
lov gav adgang hertil. Så frem-
synet en mand med så radikale
synspunkter var ikke vellidt af
myndighederne i datidens Grøn-
land. Og han blev forvist til
Grønlands „Sibirien", Upernavik.
Elias Lauf har således oplevet
lidt af hvert. Han fortæller selv
om sit lange liv:
— Jeg blev født i AitigsserniaK
i Egedesminde distrikt, hvor min
far var fanger. Jeg blev født for
tidligt, og min mor døde inden
året var gået. Den dag i dag kan
jeg ikke fordrage mælk. Det kom-
mer nok af, at jeg har haft så
mange ammer, at jeg har fået
nok af mælk allerede som spæd.
Jeg var i AnigsserniaK til jeg var
tolv år. Dengang havde vi en læ-
ser på stedet. Han havde mange
sønner og boede i et stort hus.
Han var storfanger og kom med
mange sæler. Det inderste væ-
relse fungerede som skolestue, og
vi måtte vade i uflænsede sæler
for at komme ind i skolen.
Min far var storfanger. Der var
masser af vildt i AKigsserniaK.
Men han besluttede sig at flytte
til Agto af hensyn til min skole-
gang. Dengang havde Agto en
seminarieuddannet kateket, Karl
Andersen. Hos ham gik jeg i skole
i to år.
Et år efter, vi var flyttet til
Agto døde min far, kun 45 år
gammel, men fuldstændig slidt op
af det hårde hverv. Jeg havde
allerede kajak dengang, og sam-
men min 17-årige bror var jeg
nødt til at forsørge familien.
Jeg blev bødkerelev hos ud-
stedsbestyrer Gerth Geisler, hvor
jeg arbejdede med at skrabe tøn-
destaver fra seks morgen til seks
aften på spækhusets loft. Jeg
tjente 35 øre om dagen. Det var
mange penge dengang. Jeg måtte
da have lært noget, for jeg rejste
min første tønde inden der var
gået et år.
En dag kom vor kateket og
sagde: „Jeg skal hilse dig fra
Egedesminde-præsten og sige, at
du er velkommen til at rejse til
seminariet i Godthåb, hvis du
ellers har lyst". — Det var noget,
jeg kunne lide. Jeg var jo meget
betaget af „vordende kateketer",
når de gjorde ophold i Agto på
vej til Godthåb. Min stedmor var
ved at få et slagtilfælde, da hun
hørte om min beslutning. Hun
kunne ikke undvære mig, og hun
fik netop et slagtilfælde og døde,
inden jeg rejste. Det var i 1909.
Jeg kom til at bo i et elevhus,
man kaldte „Det store nordlig-
ste". Huset bestod af tre båse.
Den inderste blev kaldt for „Den
allerhelligste". Dér boede det
kvindelige personale. Den mid-
terste „Den hellige" var reserve-
ret den ældste klasse. Den yderste
„Den sorteste sorte" var for dem,
der ikke havde behov for omsorg.
Og dér kom jeg til at bo. Det var
ikke særlig rart, hvis man ikke
var besjælet af tanken om at lære
noget.
I 1915 tog jeg afsluttende eksa-
men fra seminariet og rejste til
Danmark på videreuddannelse.
Tre år efer kom jeg tilbage. Den
sommer rejste jeg med en kone-
båd i Egedesminde distrikt som
tolk for etnologen, Kaj Birket
Smith. Om efteråret rejste jeg fra
Jakobshavn til Godthåb med
damperen „Hans Egede". Den
eneste udsendte lærer på semina-
riet, K. Røjkjær, var netop rejst
hjem, og jeg blev spurgt af Grøn-
lands Styrelse, om jeg kunne
overtage Røjkjærs job. Jeg tog
imod tilbuddet, skønt jeg mente,
------------------------------
jeg ikke var god nok. Men det
gik. Det var et begavet hold, jeg
kom til at undervise for. Den se-
nere folketingsmand Avgo Lynge
var en af mine elever.
Jeg var i Danmark i tre uger
i 1920 for at blive præsteviet. Det
foregik i Holmens kirke. Et år
efter fejrede man tohundrede året
for Hans Egedes ankomst til
Grønland. Jeg deltog i festlighe-
derne i Godthåb. Til festgudstje-
nesten førte jeg vor nuværende
konge ind i kirken. Da jeg mange
år efter blev folketingsmand, er-
farede jeg, at kongen huskede
dette.
Fra Godthåb flyttede jeg til
Frederikshåb. Jeg var glad for
frederikshåberne, der var meget
sang- og musikbegavede. Jeg kan
huske, hvor rent og betagende
menigheden sang i kirken.
I 1927 blev jeg medlem af det
sydgrønlandske landsråd. Den-
gang var Arsuk i mit valgdistrikt
lukket for det øvrige Grønland,
og var det i mange år på grund
af syfilis. Folk i Arsuk følte sig
meget isoleret og var inaktive,
skønt de ikke manglede evner.
De levede så godt som udeluk-
kende af affald fra kryolitbrud-
det Ivigtut. Derfor fremførte jeg
i landsrådet ønsket om åbning af
Arsuk. I min landsrådstid blev
Arsuk gjort til en sag, og åbnin-
gen af stedet blev en realitet
efter min afgang fra landsrådet.
Jeg lagde megen vægt på, at
landsrådet fik større beføjelser.
Derfor foreslog jeg, at man ud-
pegede repræsentanter af lands-
rådet til den danske Rigsdag. An-
dre medlemmer sagde ikke ret
meget, men formanden, landsfo-
geden, ville ikke vide af mit for-
slag. Dengang drev norske fangst-
mænd rovdrift på sæler på øst-
kysten og kastede en hel masse
kød bort. Derfor var jeg kommet
ind på grønlandsk repræsentation
i Rigsdagen. De grønlandske re-
præsentanter skulle gøre deres
indflydelse gældende for at brem-
se disse meningsløse myrderier.
Da det 25 år senere lykkedes at
få grønlandske repræsentanter i
folketinget, var jeg stolt. Det var
jo mig, der i sin tid kom med det
forslag.
Skolen i Frederikshåb var i
meget elendig forfatning, da jeg
kom til kolonien. Jeg måtte kæm-
pe hårdt for at skaffe kolonien
Grønlands første moderne skole.
Direktøren for Grønlands Sty-
relse ville ikke høre om mit for-
slag. Men jeg insisterede og sendte
en skitse til en ny skole til Sty-
relsen. Til sidst gik direktøren
ind på mit forslag og lovede, at
jeg skulle få mit ønske opfyldt.
Frederikshåb fik sin nye skole i
1926. Jeg var nærmest lidt for-
legen over resultatet. Det havde
jeg alligevel ikke ventet!
Jeg tegnede den nye skole, så
alle vinduer i klasseværelserne
vendte mod solsiden. Skolen
havde en midtergang, hvilket var
ukendt i Grønland dengang. Den
havde baderum og afklædnings-
rum. I kælderen var der vaske-
rum, pulterum, hobbyrum, kontor
og bibliotek.
Sammen med skolebørnene pla-
nerede jeg terrænet uden for sko-
len og anlagde en legeplads. Når
„vordende kateketer" kom til
Frederikshåb, skyndte de sig op

...i lufttætte folieposer. Denne
fikse emballage sikrer gærens
holdbarhed i mange måneder.
Indholdet i posen svarer til 50 g
almindelig gær. Med DANISCO
TØRGÆR har De altid frisk
tørgær i huset.
...folienik uv8igdlufnartunik pOg-
dlit. - pQt taimåitut takujumi-
nardlufnartut Kapuit K&umater-
pagssuarne avdlångujåinigssåt
isumangnaerpåt. imai naleKarput
Kapungnik panersigåungitsunik
50 gr.-nik. DANISCO-p Kapuisa
panertut tamatigut Kapungnik
panertQteKartlsavatit.
AKTIESELSKABET DANISCO • 8. KRISTIANIAGADE • 2100 KBH. 0
Elias Lauf i sin have i Julianehåb.
palase Elias Lauf nautstvingmine K'aKortume.
til legepladsen for at vise bør-
nene deres færdigheder i gymna-
stik.
Den store skole blev berømt i
hele Grønland, og senere opførte
man en tilsvarende i Godhavn.
Men også på andre områder var
skolen forud for sin tid. Folk
kunne ikke lide at se dyrebilleder
i klasseværelserne. Ulusiåt sagde
rent ud: „Hvad skal det ligne, et
klasseværelse med dyrebilleder?
En sådan ugudelighed kan en
præst ikke tillade sig. Han skulle
da have hængt billeder med re-
ligiøse motiver op"!
På grund af mine radikale
synspunkter i landsrådet, blev
jeg forvist til Upernavik, inden
valgperioden var omme. Uperna-
vik var et primitivt sted dengang,
uden muligheder for bekvemme-
ligheder. Men der var masser af
fangstdyr, og vi blev godt mod-
taget af befolkningen.
Vi boede i Upernavik fra 1931
til 1937. Så flyttede vi til Ju-
lianehåb og boede der til 1940.
Derfra blev vi beordret til Ang-
magssalik og tog af sted om for-
året med skonnerten „Søkongen".
Storisen lå tæt, og vi måtte stage
os frem. Skonnerten var fuldt la-
stet og der lå en masse gods på
dækket. Vi boede meget primitivt
om bord i en lille kahyt mellem
en bunke proviant. Da vi kom ud
af storisen ud for Kap Farvel,
blev vi overrasket af en stærk
storm. Vi lå underdrejet ikke ret
langt fra de farvande, hvor u-
både lurede. Før vi rejste hørte
vi, at englænderne havde lagt
miner ud på østkysten. En uge
efter, vi var ankommet til Ang-
magssalik fandt en fanger en
mine mellem storisen.
I Angmagssalik tilbragte vi
krigsårene. Vi var godt forsynet
af amerikanerne og levede i over-
flod. Men vi savnede et par ting,
som vi plejede at få fra Danmark:
Rugmel, tilsat kalk og kartofler.
Der var ingen kalk i amerikansk
rugmel, og amerikanerne brugte
kun tørrede kartofler. Engang var
jeg til møde i IkagteK, hvor ame-
rikanerne havde base. Jeg spurgte
dem, om de havde rigtige kartof-
ler og fik lidt. Dem tog jeg med
til min kone, som var syg på det
tidspunkt.
Vi var glade for årene i Ang-
magssalik. Kun meget sjældent
fik vi breve fra Danmark og vest-
kysten, og kun når amerikanerne
foretog luftdrop. Vi kunne næsten
ikke høre Grønlands Radio, og vi
var meget tynget af isolationen.
Men vi tabte ikke modet. Hvert
forår tog vi ind til „K’ingerti-
vaK“-fjorden, hvor vi fangede
laks og angmagsætter.
I 1945 hørte vi, at vi skulle
flytte til Egedesminde, og vi
boede dér til 1957. Samme år
døde den ene af Grønlands før-
ste repræsentanter i folketinget,
Frederik Lynge, som jeg var før-
ste suppleant for. Jeg kom i fol-
ketinget, og vi var i Danmark
indtil 1961. Jeg var opfordret af
mange til at stille op, men jeg
trak mig tilbage fra politik, fordi
jeg ville bruge de sidste fire år
inden pensionen til at passe min
præstegerning.
Så blev jeg præst i Sydprøven.
På min anmodning blev Lichte-
nau’s præstegæld flyttet til Syd-
prøven. I 1962 blev jeg udnævnt
til visitatsprovst og beholdt stil-
lingen til jeg blev pensioneret.
Så flyttede vi til Julianehåb, min
kones barndomsby. Min kone
ville dog hellere bo i Egedes-
minde, hvor jeg er fra. Men vi
blev enige om Julianehåb, fordi
vi ønskede at tilbringe vor alder-
dom i Sydgrønland, hvor klimaet
er mildere.
Jo, min kone og jeg har ople-
vet lidt af hvert. Nu har vi været
gift i 48 år. Når jeg ser tilbage
på de år, vi har haft sammen,
takker jeg forsynet. De har været
gode år.
Julut.
Så frodigt er der i ægteparret Laufs have.
taima naggorigtigaoK åiparit Lauffkut nautsiviat.
22