Atuagagdliutit - 24.12.1970, Blaðsíða 27

FREDENS ENGEL
Erindringer om en jul i Sønderjylland
af MARCUS LAUESEN
Forfatteren Marcus Lauesen er opvokset i Løjt sogn i den del af
Sønderjylland, der efter første verdenskrigs afslutning blev gen-
forenet med Danmark.
Fredens Engel, der er identisk med søster Hermine, udøvede
utrætteligt sin mission i sognet blandt sørgende krigsenker. Og da
den spanske syge hærgede der på egnen, var hun ufravigeligt at
finde, hvor hjælpen var hårdest tiltrængt. Også til børnene havde
hun altid et kærligt ord, og ved juletid deltog hun i deres glade
forventning.
Det er et smukt eftermæle Marcus Lauesen giver den elskelige
diakonisse i sin fortælling.
Der som det menneske, hvis sid-
ste dage her skal berettes om,
skulle forekomme lidt for ædelt,
skyldes det ikke erindringsfor-
skydninger hos den, der skriver
om den gamle diakonisse. Gen-
nem det halve århundrede, der
er gået, siden hun i sine udtrådte
støvler vandrede det store sogn
rundt, er billedet af hende som en
fredens og barmhjertighedens en-
gel utallige gange dukket op i
min bevidsthed med de samme
træk, den naturlige fromhed, det
selvudslettende tålmod med de
mennesker, hun følte sig kaldet
til at tage vare på, og det forso-
nende lune, hvormed hun så på
sig selv.
Da dette århundredes første
store krig var sluttet, efterla-
dende ubodeligt savn i så mang-
foldige hjem, kom farsoten, den
spanske syge, og krævede grav-
plads i hjemlig jord til endnu
flere sognebørn end dem, der blev
begravet på Ruslands og Fran-
krigs slagmarker. I hus efter hus
krævede døden de sundeste mænd
og kvinder. Og mange sind følte
det som en himlens straf for en
brøde, ingen var sig bevidst at
have gjort sig skyldig i.
De korte dage strakte ikke til
at få de døde under muld, man-
gen en grav måtte kastes til ved
skæret af en sydende og stin-
kende carbidlygte.
Mismod og angst fyldte voksne
og børn, sindet sitrede som luf-
ten, der kun om natten og få dag-
timer var befriet for kirkeklok-
kernes manen.
At det var småt med mad,
tænkte vel kun børnene på, de
voksne havde nok med at pleje
de syge og begrave de døde. Til
sidst måtte også børnene tage
voksnes arbejde; og mangen
dreng og pige modnedes før tiden;
livet krævede det af dem.
I onde tider har livet for vane
at betro enkelte mennesker sjæld-
ne gaver, der gør dem i stand til
at yde det ufattelige. Det ligner
en udvælgelse efter et højere for-
syn, og at søster Hermine var
udvalgt af den højeste, fremkom
alle helt naturligt. I en årrække
havde hun med rolig pligtop-
fyldelse varetaget sit hverv, be-
søgt de syge, de gamle, de fat-
tige og hvem der kunne trænge
til hende. Få var de hjem, hvor
hun ikke var velkommen, om ikke
for andet så for en snak over en
kop kornkaffe eller hybenthe.
Men nu var der slet ikke tid til
hyggestunder. Der kunne gå man-
ge døgn, hvor hendes eneste hvil
var et kvarters rast på en senge-
kant, og det hændte, at den kop
med varmende drik, man havde
givet hende, faldt hende ud af
hænderne og endte som en hob
skår for hendes fod. Så vågnede
hun og lo, — det lille ansigt, der
var mærkelig stærkt i trækkene,
forvandledes til et mønster af
skarpe rynker, vandrette på pan-
den, lodrette på kinderne og to
strålebundter fra øjnene ud over
tindingerne. En knust kop var jo
kun til at le ad.
Hun sprang op med et sæt,
men kom kun halvvejs, måtte
standse for med langsomme små
ryk at få den værkende lænd på
plads. Så først kunne hun få de
uldne vanter, lunede på kakkel-
ovnen, trukket opover de gigt-
krogede fingre; — soh — soh, —
knirkede den tørre, trætte stem-
me, — soh — nu kan vi lidt igen.
— Og ud i isnende slud traskede
den lille barmhjertighedens træl
hen til et nyt dødsleje, eller må-
ske hen til en familie, hvor der
var et par børn, der skulle spør-
ges ud om deres juleønsker.
De fleste af os børn var i krigs-
årene blevet vænnet af med at
vente julegaver: det lå i luften,
at det nødvendige krævede alt af
de voksne; og jeg husker, hvor-
dan nogle småkager, jeg fik af
en bondekone, ikke rigtigt ville
glide ned, for fra huset ved siden
af hørtes en døendes kvindes jam-
mer. Jeg løb hjem og gemte mig
i kakkelovnskrogen.
Mens jeg sad der ved kakkel-
ovnen, faldt jeg i søvn, og mens
jeg sov, var det miraklet skete.
Vi var blevet så vant til, at alle
mennesker var stille i deres færd,
højligt mæle havde kun kirke-
klokkerne. Men nu vågnede jeg
op til en uro, der syntes at komme
fra alle huse, fra vejen og fra
pladsen ved brandbrønden.
— Det var underligt; jeg burde
jo have været bange, men det var
jeg ikke, bare en lille smule nys-
gerrig, men ikke nok til at jeg
løb ud for at få at vide, hvad der
var sket.
For første gang i lange, lange
tider var der fred og tryghed i
mit sind. Naturligvis, om der
havde været grund til uro, ville
mor ikke været gået sin vej. Om
der var sket noget ondt, ville jeg
have fornemmet vreden i stem-
memylderet.
Da opfattede jeg en enkelt ty-
delig sætning, — så kan hun da
omsider få lidt hvile, — og straks
vidste jeg, at det måtte være
diakonissen, der var tale om. Jeg
gjorde da det eneste, der var at
gøre i en så alvorlig stund, jeg
foldede mine hænder og bad Vor
Herre være så god at gøre søste-
ren rask og ikke lade hende lide
for meget. For mens jeg bad, så
jeg hendes ansigt som det var,
når hun besværligt rejste sig,
forpint, vansiret af fortrukne ryn-
ker. Jeg ville så gerne hjælpe
hende, men hvordan skulle jeg
kunne hjælpe Guds sendebud? Og
med en alt for voksen vished
sagde jeg til mig selv, at Vor
-irre ville finde på råd.
Da hørte jeg stemmerne komme
nærmere; én eller anden tog i vor
dør, slåen foroven blev trukket
fra, så begge dørfløje kunne åb-
nes. Der blev lukket op til det
lille kammer på den anden side
af forstuen, nogle stille, mum-
lende mænd satte træskoene fra
sig og gik ind på strømpesokker,
— nej, lad bare sengetæppet blive
på, hørte jeg mor sige. Så lød et
blødt bump, som måtte betyde,
at diakonissen var lagt på sen-
gen. Små kvalte klynk kunne jeg
opfatte, — det er doch ikke so
schlemt, skomacher, — ja klip-
pen Sie bloss den støvle in styk-
ker, jeg får nok en ny, om Gud
har brug for mig igen. — Et kort
skrig skar som en blinkende kniv
gennem stemmernes tusmørkeag-
tige mumlen, — Skomacher, det
er doch min støvle, De skal klippe
kaput, og ikke min ankel.
Mor kom hurtigt igennem stuen,
hendes ansigtsudtryk kendte jeg
fra andre alvorsstunder, sammen-
bidt, viljestærkt og dog dirrende
af angst. — Hun så mig lige, —
det er Søster, det er galt med
hendes fod; bliv, hvor du er, —
jeg skal lave et koldt omslag til
Søster, — tag dig et stykke fedte-
brød, — doktoren kommer snart.
Jeg sneg mig hen til køkken-
døren og hviskede, — skal Sø-
ster dø? —
— Nej, min dreng, Søster skal
bare have ro til at komme sig.
Nu ville det være godt at græde,
men jeg kunne ikke. Den ned-
slående bevidsthed om at være
nytteløs, følelsen af næsten at
være lidt i vejen lammede mine
sanser. Tydeligt så jeg, at der blot
ingen jul ville blive, ikke en
mindste lille smule. For hvem
kunne holde jul, når fredens
engel iblandt os var syg?
Men granen, far havde haft
med hjem fra skoven, blev sat på
fod. Papæsken med himmelstiger
og hjerter og sølvglaskuglerne,
alle barneårenes juletræspynt,
’ev fundet frem. Og drengen,
s hjerte var tungt af sorg over
.en fromme Søsters lidelser,
måtte give efter for barnets glade
forventning. Ikke forventning om
gaver, for der var kun én gave,
et par vanter, som var prøvet
flere gange, mens mor strikkede
dem.
At diakonissen måtte holde
sengen var jo godt for hende; så
fik hun den hvile, hun trængte
til, havde jeg hørt de voksne sige.
Og dermed var jeg tilfreds; bar-
nets egenkærlighed ville jo gerne
bekræftes i sin ret.
Men da kirkeklokkerne tidligt
på eftermiddagen kimede højti-
den ind, bad jeg om lov til at gå
op til søsterens hjem ved mis-
sionshuset, og jeg fik en lille pose
brune kager med.
Undervejs oplevede jeg noget
mærkeligt, et par mænd, der var
kendt for at være imod missions-
huset, spurgte, om jeg var på vej
til søsteren, — så hils hende fra
os og sig, at hun bare skal sende
bud, når hun har brug for os.
Hvad var der da sket med dem?
med disse spottere? De mente jo
det, de sagde, det hørtes på deres
røst. Og hos den lille Fredens
Engel fik jeg svaret. — Hvor er
den liebe Goot doch god, de karle
har loft mig, at vil passe de syge
so gut de kan, de kommer hier
zu mir und får beschied, for der
kan godt gå einige zeit bis jeg
får ablosung. — Så foldede hun
de krogede fingre, så godt de nu
lod sig presse ind imellem hin-
anden, og lukkede øjnene, mens
de blege læber bevægede sig i
bøn. Ansigtet blev endnu mindre,
trækkene endnu hårdere, men
over den furede pande lå et meget
klart og skært lys, og kirkeklok-
kernes kimen anedes som en som-
merdags solflimren over det tyn-
de, hvide hår.
Det var det sidste, jeg så til
Søster Hermine. Men min kind og
min hånd har mange gange gen-
nem et halvt århundrede fornem-
met hendes kærtegn og erfaret,
at det gav fred i sindet. Og mæn-
dene, der med barkede og uvante
hænder optog hendes gerning i
kampen med den lumske og grå-
dige sot, erfarede det samme.
Fredens Engel var vel nok for
stort et navn for dem at tage på
sig, men de havde viljen til at
følge i Søsterens spor.
28