Atuagagdliutit - 16.02.1999, Blaðsíða 12

12 • TIRSDAG 16. FEBRUAR 1999
ATUAGAGDLIUTIT
Far har ødelagt
min barndom
Alkohol, vold, omsorgssvigt og incest.
Det var barndommens hverdag for en
ung kvinde AG har talt med
Esther nuanniitsumik meeraasimavoq, imerneq, angumminit
atornerlugaaneq børnehjemmilu. - Tatigisaq ajomartorsiutit
pillugit oqaloqatigisariaqarpoq. Imernermut
ikiaroornermullu saatsinneqassanngillat.
Esther har haft en trist barndom med druk, incest og
børnehjem. - Man skal finde én man stoler på og så tale
med vedkommende om sine problemer. Man skal ikke vende
det til druk og hash.
NUUK(LRH) - Jeg er vokset
op med en far og en mor, der
begge drak hver dag, fortæl-
ler en 18-årig ung kvinde,
der som tre-årig blev udsat
for incest. Den unge kvinde
ønsker ikke sit navn nævnt i
artiklen.
Den 18-årige, som vi kal-
der Esther, er søster til Na-
jaaraq Halsøe, der i mange år
var offer for sin stedfaders
seksuelle tilbøjeligheder. Det
fortalte hun om i AG den 4.
februar.
De to søstre er enige om, at
åbenhed omkring incest, sek-
suelt misbrug af børn og om-
sorgssvigt er det eneste vå-
ben, der i sidste ende kan be-
skytte børnene mod disse
forfærdelige oplevelser.
Selvom de to unge kvinder
er søstre på mødrende side,
er deres historier meget for-
skellige. Det skyldes, at Na-
jaaraq, som er den ældste, i
store dele af sin barndom
boede hos sin bedstemor,
mens Esther sammen med
sine tre brødre boede hjem-
me hos sine forældre.
1. gang
- Jeg var omkring 3-4 år, da
jeg første gang blev udsat for
fars seksuelle misbrug. Jeg
husker ikke, at far rørte ved
mig. Men jeg husker, at mor
slæbte mig ud af vores hus.
Det var meget koldt og
mørkt, og jeg havde næsten
ikke noget tøj på. Mor råbte
og skreg op om, at hun var
kommet ind på mit værelse
og havde set far stå nøgen
ved min seng igang med at
tage gamacherne af mig.
Esther og hendes mor boe-
de i et stykke tid, måske 14
dage, på krisecentret i Ilulis-
sat. På trods af den meget
ubehagelige hændelse, vend-
te moderen tilbage til fade-
ren.
- Mor vidste, hvad far gjor-
de. Alligevel vendte hun til-
bage til ham. Najaaraq og jeg
har talt om det. Vi kan ikke
forstå hvorfor. Men vi er nået
frem til den konklusion, at
hun må have været så afhæn-
gig af spiritus, at det fik hen-
de til at vende tilbage til
ham, selvom han opførte sig
sådan overfor os, og selvom
hun selv hele tiden fik bank
af ham. Far var jo præst og
siden lærer på Seminariet.
Han tjente gode penge, som
kunne bruges på druk. Der
kan ikke være andre forkla-
ringer på, at mor blev hos far.
Esthers mor begik selv-
mord 1. marts 1992.
En nærgående far
Da Esther var omkring
skolealderen begyndte fade-
ren for alvor at blive nær-
gående overfor den lille pige.
- Samtidig med at han
begyndte at røre ubehageligt
ved mig, da jeg var omkring
syv år, begyndte han også at
slå mig. Han slog mig på
kroppen, gav mig lussinger
og truede mig. Han kunne
altid finde en anledning til at
slå - for eksempel hvis jeg
kom for sent hjem.
Esther blev et vanskeligt
barn, som løj og var fræk.
En dag, da Esther var om-
kring otte-ni år, kom én af
forældrenes bekendte på be-
søg og ville have sex med
moderen.
- Far var til afvænning i
Island. Og den aften forsøgte
en mand at voldtage mor.
Det lykkedes ikke. Og det er
nok baggrunden for, at han
dagen efter gik på kommu-
nen og sagde, at mor ikke
kunne passe os børn. Han
ville have hævn over, at han
ikke fik sex med mor.
- Det betød, at politiet og
folk fra socialkontoret kom
og hentede mine to små
brødre og mig og placerede
os på Børnehjemmet. Store-
bror havde gemt sig, og det
lykkedes dem aldrig at få fat
i ham, for kort tid efter flyg-
tede mor sammen med ham
til Aasiaat. Jeg tror hun var
bange for, hvad far ville sige,
når han kom tilbage fra
Island. Hun ville nok få
bank, fordi vi var kommet på
børnehjem.
Da faderen kom tilbage fra
Island fik faderen af ufor-
klarlige grunde afslag på at
få børnene hjem.
Lyve, ryge, stjæle
Selvom det var rart at blive
fri for bank og tilnærmelser
fra ens egen far, var det ikke
lykken for Esther at komme
på børnehjem.
- Jeg var dybt forvirret. Jeg
var kun omkring ni år og
havde det ikke godt. Jeg be-
gyndte at ryge, stjæle og
lyve. Jeg ved ikke, hvad jeg
ville med min opførsel. Men
jeg var simpelthen så tosset
på alle mænd, uanset hvem
det var.
Og så gik det hverken
værre eller bedre end, at
faderen, der var flyttet til
Nuuk i 1990, fik børnene
hjem i 1992. Da var Esther
omkring 12 år.
- Næste morgen, da jeg
stod og skulle i skole, kom
han ind til mig og ville til at
røre ved mig igen. Han talte
altid med en meget ubehage-
lig stemme om, at han elske-
de mig, hans lille datter.
- Men heldigvis var han
inde i en periode, hvor han
kunne få damer. Det var ube-
hageligt hele tiden at have
fremmede damer rendende i
vores lejlighed, men så slap
jeg da i det mindste for hans
berøringer.
13 års fødselsdag
Esthers 13-års fødselsdag
skulle blive sidste gang fade-
ren gjorde tilnærmelser til
sin datter.
- Fordi der skulle være fest
på min fødselsdag, var jeg
bange for, hvad min far kun-
ne finde på overfor mig. Der-
for havde jeg to klassekam-
merater og en veninde til at
sove hos mig. Og mine ban-
ge anelser skulle vise sig at
være begrundede.
- Om natten vågnede jeg
ved, at mine kammerater
ruskede i mig. Du må vågne,
sagde de. »Din far har været
herinde og ville kysse dig og
røre ved dig«.
- Vi blev alle meget bange.
Han var kun holdt op, fordi
mine venner vågnede. Vi be-
sluttede, at vi måtte ud af lej-
ligheden. Og far blev så tos-
set og skældte os ud.
Vel ude af lejligheden,
bankede de på hos underbo-
en, som ringede efter politiet.
- Jeg og mine venner for-
klarede politiet, hvad der var
sket, men politiet kunne ikke
få far til at åbne døren. Bort-
set fra at jeg igen kom på
børnehjem, skete der ikke
mere i den sag.
- Jeg har så mange gange
tænkt over, hvorfor politiet
ikke gjorde noget overfor far.
Han har altid fået lov til at
gøre de ubehagelige ting
mod mig og min søster, uden
at der blev gjort noget ved
far. Og det er til trods for, at
der var mange voksne, der
vidste det. Mor vidste det. På
børnehjemmet vidste de det.
Og politiet i Nuuk vidste det.
- Jeg har så mange gange
været gal på politiet over, at
de ikke gjorde noget ved far.
Jeg troede politiet var der for
at hjælpe os.
Dårlige venner
Da Esther kom på børnehjem
i Nuuk genoptog hun sin op-
førsel fra børnehjemmet i
Ilulissat. Hun var ganske en-
kelt umulig.
- Jeg var meget uartig,
havde »dårlige« venner og
begyndte at drikke. Og så
havde jeg så frygtelig hjem-
ve til Ilulissat. En dag blev
de på socialkontoret så trætte
af mig, da jeg råbte og skreg
op om, at jeg ville hjem til
Ilulissat, at de bøjede sig.
- Jeg havde talt med mine
bedsteforældre om at flytte
ind hos dem. Og det havde
de sagt ja til. På socialkonto-
ret lovede de mig, at jeg kun-
ne bo hos mine bedsteforæl-
dre. Men da jeg skulle rejse
var det sammen med forstan-
deren, som kørte mig på bør-
nehjemmet i Ilulissat.
- 1 1995 eller 1996 gik jeg
ellers til retten for at få hjælp
til at flytte hjem til mine
bedsteforældre. Men jeg fik
ingen hjælp.
- Jeg var meget gal den-
gang. Jeg blev tosset på per-
sonalet. Og de skulle bare
sige lidt, som jeg ikke brød
mig om, før jeg blev gal.. Når
jeg blev gal, gik jeg ned på
mit værelse og lukkede
døren eller gik en tur.
- Jeg gjorde alt for at være
»voksen«. Jeg røg, drak og
var gal.
Retur til Nuuk
I 1997 blev Esther sendt til
Nuuk på et nyt projekt for
vanskelige unge mennesker.
Intentionen med projektet
var at udnytte de unges kræf-
ter i naturen.
- Vi skulle gå og gå og gå.
Fra Nuuk til Kapisillit. Det
var helt fantastisk.
- Efter tre uger begyndte
jeg at tænke meget over min
opførsel. Jeg kom til at tænke
på, at det var min far, der
havde været åndsvag og ikke
alle mænd i verden. Og jeg
tænkte meget over, at jeg
altid var så gal og ville slå og
drikke mig fuld.
- Da vi kom tilbage til
Nuuk begyndte jeg så i folke-
skolen igen. Den var jeg
ellers droppet ud af, fordi jeg
ikke kunne se nogen mening
i at gå i skole.
Det går fremad for Esther,
som i dag kan have en kære-
ste uden at være bange for
ham.
- Da jeg begyndte at få
kærrester, var jeg simpelthen
så bange for, at de skulle
være som min far. Heldigvis
havde jeg på et tidspunkt en
kæreste, som jeg kunne tale
meget godt med, og gennem
ham kom jeg til at forstå, at
ikke alle mænd er nogle svin.
Misundelig
- Men jeg er stadig misunde-
lig på børn, der er vokset op
med en far, de kunne stole
på. Min far var ikke til at sto-
le på. Når der var andre men-
nesker til stede, var han en
agtet borger, men når dørene
var lukket bag dem, ændrede
han sig fuldstændig. Der var
ingen, der kendte min far,
som den han virkelig var.
Igennem tiden har Esther
hentet stor hjælp fra lederen
af ungdomsprojeketet. Hun
drikker ikke så meget mere
og er blevet mere åben.
- På et tidspunkt begyndte
jeg at ryge hash hver dag.
Det opdagede lederen selv-
følgelig. Og han hjalp mig
igennem det. Han sagde til
mig, at jeg måtte skære ned
på mit forbrug, og efterhånd-
en holdt jeg op. Det er jeg
glad for i dag.
- Når jeg tænker på min
fremtid, kommer det lidt an
på, hvilket humør jeg er i,
hvad jeg når frem til. Når jeg
har det godt med migselv
tænker jeg, at fremtiden
måske er lys. At jeg får en
kæreste og børn, og at vi bli-
ver lykkelige. Men andre
gange tænker jeg, at jeg
aldrig rigtig kan blive glad.
At jeg måske bliver syg og
dør. Men jeg håber selvføl-
gelig, at jeg bliver lykkelig,
og at jeg en dag kan få et liv,
hvor jeg ikke har noget at
være flov over.
- De dage, hvor jeg har det
skidt, kan jeg tænke meget
over fars opførsel overfor
mig, og så bliver jeg flov. De
dage lukker jeg mig inde på
mit værelse i flere dage ad
gangen. Men heldigvis
begynder de voksne så at
spørge til, hvordan jeg har
det. For når først jeg får talt
om det, får jeg det igen bed-
re.
Tal om det
- Derfor er det meget vigtigt,
at de, der har været ude for
incest taler med én, de kan
stole på, om det de er igen-
nem. Man skal ikke holde det
i sig og vende det til druk og
hash. Man bliver blot svage-
re af det. Og så skal man ikke
være flov over det. Det er
ikke barnets skyld. Det er
den voksne, der gør noget
galt - uanset, hvad de for-
søger at bilde os ind.
Esther har aldrig fået talt
med sin far om de ubehage-
ligheder, han udsatte hende
for.
- Jeg kunne ikke være ale-
ne med ham. Det var for ube-
hageligt. Og da han døde
kunne jeg ikke engang holde
ud at skulle se hans grav.
Faderen begik selvmord på
sin fødselsdag 1. marts 1993.
ASS./ FOTO: AG