Atuagagdliutit - 01.07.1999, Blaðsíða 16

TO: CHR. LORENTZEN_______________- __________________ NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO
16 • TORSDAG 1. JULI 1999
ATUAGAGDLIUTIT
Taxachauffør, fisker, tjener, udsmider, nattevagt, kaj akbygger, korsanger, fotomodel,
bistandsværge og ansat ved Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland - you name it - Jens Fisker
fra Ilulissat har prøvet mange kasketter
burde i fængsel. Men gen-
nem årene har jeg talt med
mange af patienterne. Talt
dybt med dem. Og jeg forstår
dem. Ikke mindst når det
gælder deres ulykkelige
barndomsår, der former os til
det, vi er i dag - og som jeg
kender fra mig selv. Hvis
man har været overladt til sig
selv og aldrig følt tryghed,
ved man ikke, hvad kærlig-
hed er. Ved ikke, hvad der er
rigtigt og forkert. Det fritager
ikke for ansvar. Men vi kom-
mer ingen vegne ved at lukke
dem inde. Det er ren hævn og
modarbejder den hjælp, de
bør have.
- Jeg erkender, at der kan
være problemer i forhold til
ofrene eller deres pårørende.
Men så må man anbringe
dem i andre bygder eller
byer. De psykisk syge har
krav på at blive accepteret,
siger Jens Fisker, som
mener, at han selv kunne
være havnet i på livets skyg-
geside. Selv være blevet en
af de indsatte.
Kærlighedens magt
- Afstanden har ikke altid
været så stor. Men forskellen
er, at jeg er en overlever, og
det skyldes nok min mor, der
beskyttede os meget som
børn. Havde jeg ikke oplevet
den kærlighed, var jeg for-
mentlig gået i hundene. Men
jeg har lært at give. Både pri-
vat og over for patienterne,
fortæller Jens Fisker, der
mener, at bistandsværger og
andre inden for behandlings-
systemet selv må bidrage
aktivt til en holdningsæn-
dring i Grønland.
- Vi må være mere offensi-
ve. Vi må fortælle, at psykisk
syge er mennesker, og at de
også har deres ret her i livet.
På den arbejdsmæssige
front er Jens Fisker heller
ikke begejstret for, at hjem-
mestyret koncentrerer de
grønlandske patienter ved
amtssygehuset i Vording-
borg.
- I Vordingborg betaler
hjemmestyret for et fast antal
senge - og det uanset om de
bliver brugt eller ej. Derfor
samler man så mange patien-
ter som muligt her. Men min
erfaring siger, at mange pati-
enter på en afdeling giver for
meget uro. I Nykøbing Sjæl-
land har vi højst tre grøn-
landske patienter på hver
afdeling, og det er passende.
Ja, vi har i øjeblikket en pati-
ent, der har været i Vording-
borg. Han siger, det er mere
fredeligt i Nykøbing Sjæl-
land. Han kan bedre lide at
være der. Dertil kommer, at
patienterne i Nykøbing Sjæl-
land ikke har samme adgang
til at købe hash som i Vor-
dingborg, siger Jens Fisker.
Hjemveen slipper aldrig
Jens Fisker har også et andet
slags skæbnesammenfald
med de grønlandske patien-
ter i Danmark: han længes
hjem til Grønland, men livet
har artet sig, så han i dag bor
i Hillerød i Nordsjælland
med sin 41-årige hustru
Anne-Kathrine og parrets to
børn Malik (fire år) og Avia-
ja (otte år) .
Denne sommereftermid-
dag hviler der en ro i famili-
en, som bor i den første etage
af en villa. Stuen er fyldt
med malerier med grønland-
ske motiver og på den ene
væg hænger et større udvalg
af harpuner. Døren til altanen
står åben og solen sender sol-
strejf ind over de bredde
plankegulve. Malik og Avia-
ja leger i stuen med deres
mor, men fortrækker for at
Det er mennesker
Når man går op og ned ad
dem dag efter dag, forbliver
patienterne ikke længere
anonyme numre i en trist sta-
tistik. De er mennesker af
kød og blod. Mennesker med
følelser for hvem livet har
budt på hårrejsende oplevel-
ser, som de færreste ville
være forblevet upåvirkede af.
Mennesker, som har krav på
endnu en chance i livet,
mener Jens Fisker, som efter-
lyser større forståelse for de
psykisk syges situation i
Grønland, når de vender
hjem til resocialisering.
- De kriminelle og psykisk
syge ville få det allerbedst,
hvis man åbnede en afdeling
i Grønland med uddannet
personale. Men inden det
eventuelt sker, er der under
alle omstændigheder behov
for en holdningsændring i
Grønland. Man må i langt
højere grad oplyse om, at der
er tale om syge mennesker,
så de ikke - som i dag - tit
bliver mobbet og havner i ny
kriminalitet, når de vender
hjem.
- Jeg kan godt forstå, at
mange har svært ved at forli-
ge sig med, at de kan komme
tilbage, når man tænker på
deres forbrydelser. Jeg har
også engang ment, at de alle
JENS FISKER
give Jens Fisker og reporte-
ren ro.
- Nårh ja, malerierne.
Desto længere væk man er
fra Grønland, jo mere grøn-
landsk bliver man, siger Jens
og slår ud med armene, som
sprællede for første gang, da
han for 44 år siden blev født
i Ilulissat. Faderen havde en
jolle og var desuden isfisker.
Moderen arbejdede på syge-
huset som rengøringskone og
fylder 75 år den 11. juli.
- Skal du hjem og fejre
fødselsdagen?
- Jeg tænker på det. Men
det er så dyyyyrrrtt, lyder det
lettere opgivende fra Jens,
der voksede op med fire
søskende. Selv var han num-
mer fire, og barndommen er
ikke noget han husker med
begejstring.
Ikke mindeværdig
- Jeg var ikke glad for at gå i
skole. Min barndom er i det
hele taget ikke værd at min-
des. Jeg var den eneste dreng
i søskendeflokken og blev
mobbet, fordi jeg ikke havde
nogle brødre til at hjælpe.
- Jeg har altid kørt meget
på hundeslæde og fisket inde
i fjorden. Som dreng havde
vi ikke vore egne hunde, men
sammen med nogle kamme-
rater skiftedes vi til at agere
slædehunde, og så gik den
vilde leg, husker Jens, der
ind i mellem var med sin far
på hundeslædetur. Det kunne
imidlertid være en blandet
fornøjelse, som ikke altid
afslørede den store betænk-
somhed fra faderens side.
- Engang jeg var med min
far inde i Isfjorden på hun-
deslæde, faldt jeg i vandet.
HILLERØD(CSL) - Stem-
men er dyb og rolig, som
blev den hentet op fra ocea-
nets dyb og ikke maven. Om
det er årenes erfaring, der har
slebet det dybe toneleje til,
ved jeg ikke. Men den melo-
diøse bas, der slipper ud mel-
lem det gråsprængte skæg,
får i hvert fald én til at lytte.
En vis indvirkning har
stemmen og de veloverveje-
de ord formentlig også på de
grønlandske patienter på Sik-
ringsanstalten i Nykøbings
Sjælland, hvor Jens Fisker
har arbejdet som medhjælper
i knap seks år. Et arbejde,
som den 44-årige Jens Fisker
ikke kun har et professionelt
forhold til.
Selv om han besidder en
stor del lune og humor, ken-
der Jens Fisker fra sine egne
livserfaringer til det menne-
skelige overdrev, hvor
afstanden til livets skyggesi-
de ofte beror på tilfældighe-
der. En erfaring, der giver
ham en styrke i samværet
med de grønlandske patien-
ter, der enten er anbragt på
sikringsanstalten på grund af
farlighed eller fordi de er
psykisk syge og kriminelle.
Amerlanerit Jens taama
eqqaamagunarpaat,
nammineq isumaqarpoq.
Ilulissani taxa-nik
ingerlatitsisutut.
Sådan husker mange måske
bedst Jens, mener han selv.
Som taxachauffør i Ilulissat.
VI SKAL VÆRE BEDRE TIL AT
HJÆLPE SYGE PÅ RET KØL IGEN
Jens Nunatsinni najugaqaralkirami qajaq misilinnikuunngisaannarpaa. Ullumikkut
Danmarkimi qaannamik takutitsisarpoq namminerlu silatiminni qaanniortarluni.
Da Jens boede i Grønland, prøvede han aldrig at ro i kajak. Nu giver han opvisninger i
Danmark og bygger selv kajakker i baghaven.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO