Atuagagdliutit - 07.10.1999, Blaðsíða 17

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 13. MAJ 1999 • 17
t
>
Nalugaanni nalunarpoq. Kisianni Tove Aqqalullu 6. marts
1989-imi Københavns Rådhus-imi katikkamik marluullutik
nuallupput.
Man kan ikke lige se det, hvis man ikke ved det. Men faktisk
havde både Tove og Aqqaluk influenza, da de den 6. marts
1989 blev viet på København Rådhus.
Fra et ferieophold i USA i 1984, hvor Aputsiaq
blot var tre år.
1984-imi USA-mut feeriamerminni. Taamani Aputsiaq
pingasunik ukioqarpoq.
kalde et traditionelt samfund.
Meget normfast, og hvor
pengeøkonomien stadig ikke
havde den fulde betydning.
De voksne og kirken var au-
toriteter. De betingelser har
givet mig en enorm ballast.
Jeg føler virkelig, at jeg
kommer fra nogle meget
trygge rammer med en histo-
risk kontinuitet. Jeg følte mig
aldrig rodløs. Jeg vidste, hvor
jeg kom fra - og hvad det be-
tød, fortæller Tove, der netop
med det afsavn fik svært ved
at omstille sig til Danmark,
da hun efter et udvekslingsår
i USA begyndte på gymnasi-
et i Nyborg på Fyn.
- Jeg tror, det var anonymi-
teten, som var svær. At man
nærmest var et nummer og
fuldstændig historieløs. Jeg
var ikke en del af fællesska-
bet og skulle til at skabe eller
rettere genskabe en ny iden-
titet.
- Derfor var jeg meget util-
passet i gymnasiet. På det fag-
lige plan havde jeg ganske
vist færdighederne i orden. I
Qaqortoq gik jeg i en dansk-
sproget klasse og slap for at
komme til Danmark efter 6.
klassse. Men som grønlænder
i Danmark er det ikke nok at
kunne sproget. Kulturen er så
anderledes, og det er fantas-
tisk godt, at man ikke længe-
re skal sende grønlændere på
gymnasie i Danmark. I den
alder er den betydning omgi-
velserne og familien har på
en ikke aftaget, og det følles
som at blive revet op med
rode, siger Tove, der dog
med årene har fundet en ro.
- Hvis jeg kunne vælge frit,
ville jeg håbe at Qaqortoq og
København flyttede sammen.
Man lærer jo efterhånden at
sætte pris på den frihed, der
også er forbundet med stor-
bylivet i København. Måske
fordi man her har en større
frihed til at friggøre sig fra
den identitet, man havde som
barn.
Efter gymnasiet begyndte
Tove at læse engelsk som bi-
fag og siden samfundsfag
som hovedfag på Odense
Universitet. På gymnasiet
havde hun mødt Aqqaluk, og
som 21 årig fødte hun parrets
første barn.
Hurtigt internationalt
Efter studierne blev hun i
1990 ansat som fuldmægtig i
socialafdelingen i hjemme-
styrets Danmarkskontor. Al-
lerede kort efter begyndte
hun at få FN-relaterede op-
gaver, ligesom arbejdet med
oprindelige folk fik plads i
mødekalenderen. Da hjem-
mestyret oprettede et interna-
tionalt kontor i Nuuk, blev
Tove udnævnt til kontorchef,
men vendte tilbage til Dan-
markskontoret, hvor hun
siden foråret 1997 har været
leder af Arktisk Råds sekre-
tariat for de oprindelige folk.
Desuden har hun en interna-
tional tillidspost som med-
lem af bestyrelsen for FN’s
frivillige fond for oprindeli-
ge folk, der samtidig funge-
rer som rådgivende organ for
FN’s ti år for oprindelige folk.
At beskæftige sig med op-
rindelige folks rettigheder er
nok en kamp, men der er
også resultater. Et af de mere
glædelige er, at man inden for
FN nu er kommet så langt, at
der næppe kan rykkes ved, at
der i dette regi oprettes et
internationalt forum for op-
rindelige folk. Et forum,
hvor der kan tales med en
fælles stemme. I den proces
har ikke mindst Danmark
spillet en fremtræden rolle.
FN-arbejdet
- Selv om Danmark er et lille
land, er der utrolig opmærk-
somhed, når de utaler sig i
spørgsmål om oprindelige
folk. Den danske regering
har været det prograssive
land i disse internationale
sammehænge og samtidig
har de oprindelige folk haft
tillid til Danmark.
- Men dannelsen af et
internationalt forum for op-
rindelige folk i FN-regi ud-
springer ikke specielt af det-
te kontor. Det er frugten af et
fælles arbejde og i den for-
bindelse har samarbejdet
mellem ICC, hjemmestyret
og Danmark været af overor-
dentlig stor betydning. De
fælles bestræbelser og en
konstruktiv dialog har bety-
det, at vi i en god dynamik
har været i stand til at frem-
me nogle sager på internatio-
nalt plan, siger Tove, som
har et sikkert bud på, hvad
der kommer til at stå øverst
på dagsordnen, når de oprin-
delige folk får permanent
plads i FN.
- Noget af det vigtigste bli-
ver, at ethvert land med en
oprindelig befolkning, aner-
kender denne befolknings
grundlæggende rettigheder.
At man tør det. Her kan vi
bruge det permanente forum,
fordi vi her kan sætte natio-
nalstaterne i en situation,
hvor de internationalt skal
diskutere deres egne pro-
blemstillinger i forhold til
oprindelige folk. At de opfat-
ter det som et globalt spørgs-
mål og ikke kun nationalt. At
skabe en dialog.
- Men de oprindelige folk
er ikke alle enige om dannel-
sen af et internationalt fo-
rum. Nogle frygter for, at FN
så ikke anerkender, at de er
suveræne nationer, men ale-
ne et oprindeligt folk. Men her
ser jeg det permanente forum
som udtryk for en langt mere
o pragmatisk strategi, hvor vi
1 må arbejde med dialogen og
| det, der rent praktisk er mu-
ligt, siger Tove, som ikke
mener, at regeringer, eksper-
ter og FN-organer alene kan
fremme de oprindelige folks
rettigheder.
- Det gælder i lige så høj
grad om at få de mellemfol-
kelige bevælgelser til at sam-
arbejde på tværs af landeg-
rænser, så vi også på det civi-
le plan får et rigt internatio-
nalt samfund.
Tove 1995-imi FN-imi
isumasioqatigiinnermi
allattuilluataartoq.
Tulleriit sisamat. Tove qatanngutinilu 1992-imi.
Saamerlermiit: Mille, Tove, Ella aamma Lisbeth.
Fire perler på række. Tove med sine søstre i 1992.
Fra venstre: Mille, Tove, Ella og Lisbeth.
Tove Søvndahl Petersen, nunat inuiisa ataatsimeeqa-
tigiinnerini sulinerminut atatillugu nereqataasoq.
Tove Søvndaldt Petersen ved en arbejds-middag under et
møde med oprindelige folk.
Tove som en flittig
noterende deltager på en
FN-konference i 1995.
COLOMBIA
DENMARK
GREENLAND
HOME RULE
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO