Fróðskaparrit - 01.01.2005, Blaðsíða 19

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
17
forestillinger. Med dette budskab bryder
novellen ikke meget af fra resten af Hei-
nesens digtning.
Det gør den til gengæld i sit stærke fo-
kus pá neurotisk selvoptagethed. Novellen
er spækket med hentydninger til Fabians
neurotiske livsangst og ulevede ungdom.
Han skubber virkeligheden fra sig og op-
lever derfor verden som uklar og fjern.
Naturen viser sig som en “sløret august-
máne” (103) og fru Nordlunds ansigt ser
“drømmeagtig gádefuldt ud i det slørede
lys” (107). Pá sikker afstand af virkelig-
heden hengiver Fabian sig til fantasier om
sig selv og fru Nordlund: “De to elskende
vilde” der “som to kloder gá(r) i hver
sin ring omkring solen uden nogensinde
at krydse hinandens baner” (73). Virke-
ligheden fortoner sig for Fabian, og han
gør ságar en dyd ud af sin tilstand ved at
anse alt det nære for at være en fortabt
verden:
Pyrrha er et væsen helt uden for denne
verdens klipfiskelugt og pakhusstøv, lap-
seveste og lørdagsballer, snak og sludder
og frikadeller til middag.
Pyrrha er ikke af denne verden, kort sagt.
Men hun har dog et genbillede, der gár
lyslevende rundt blandt mennesker og selv
er et dødeligt og hándgribeligt menneske
(69).
Ordet genbillede brugt om fru Nordlund
viser, hvordan Fabian har tabt grebet om
virkeligheden. Hans virkelighedsforbin-
delse er forstyrret, derfor kommer han
først uafvidende til at sige “nej i stedet
for jo” (82), da Eva spørger ham, om det
er blodappelsiner, som ligger i udstillings-
vinduet i den Rømerske handels koloni-
afdeling, hvor Fabian arbejder. Det nære
er ikke det fortabte; det er Fabian, der er
fortabt i et ambivalent forhold til virke-
ligheden.
Selv Fabians evne til at danse frem-
hæver hans afstand til livet. Han danser
for sá vidt fint, det tekniske er i orden,
men han er ude af stand til at forføre, eta-
blere naturlig kontakt og i det hele taget
gebærde sig menneskeligt. Han reagerer
defaitistisk ved at flygte ind i en illusorisk
anderledeshed:
Man var umulig pá forhánd, en brik der
ikke hørte hjemme i det spil.
Men i et andet spil, pá et andet plan!
(67).
Midt i selvbeskyttelsen og afværgningen
af virkeligheden erkender Fabian imidler-
tid sine luftkasteller. Han beskrives som
en, der inderst inde ved, at det stár galt
til. Han lider under refleksionens smerte,
idet han bebrejder sig selv, at han dyrker
luftkasteller “i stedet for at træde ud i det
levende liv som andre unge mennesker og
mærke virkelighedens ærlige luft under
vingerne” (76). En af Fabians modpoler
er som tidligere nævnt vennen Mathias,
der er en robust “befaren erobrer og fuld
af førstehándsviden” (64). Mathias er en
udfordring for Fabian, og han fár Fabian
overtalt til at være med i skuespillet med
denne opsang til ham og hans klamme fan-
tasier:
Du trænger ved gud til at komme ud i vin-