Fróðskaparrit - 01.01.2005, Blaðsíða 50

48
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
ningsfilosofiens afvisning af mytisk fantasi.
Med sin "hilsen" til Symposion har Heine-
sen villet understrege, at Eros er og bliver
en fysisk og derigennem ogsá en ándelig
erfaring med plads til stadig større raffine-
menter. For Heinesen ligger der imidlertid
i retorikken den fare, at tingene opfattes
som skønnere, jo mere usanselige de bli-
ver22. Til trods for Heinesens og Platons
divergerende vægtninger af forholdet mel-
lem det skønne og det gode forstár man,
hvorfor Heinesen ville fortolke "færøske"
dilettanter ud fra Platons dialog, der er en
slags moderne grundsprog om Eros.
Litteratur
Bodelsen, A. 1976. Den falske loyalitet i “Omkring
Det forsømte forár”, Hans Reitzels Forlag.
Eliade, M. 1965. Helligt og profant. Pá dansk ved
Gerda Lipowsky. Biilman & Eriksen.
Feilberg, L. 1949. Samlede Skrifter. Gyldendal.
Heinesen, W. 1929. Ranafelli. Pá færøsk ved Rikard
Long. Varðin 9. Forlagið Varðin.
Heinesen, W. 1934. Blæsende Gry. Levin & Munks-
gaard Forlag.
Heinesen, W. 1952. Moder Syvstjerne. Gyldendal.
Heinesen, W. 1957. Det fortryllede lys. Gyldendal.
Heinesen, W. 1964. Det gode háb. Gyldendal.
Heinesen, W. 1970. Don Juan fra Tranhuset. Gylden-
dal.
Heinesen, W. 1976. Tárnet ved verdens ende. Gylden-
dal.
Heinesen, W. 1978. Fortællinger fra Thorshavn. Gyl-
dendal.
Heinesen, W. 1980. Her skal danses. Gyldendal.
Heinesen, W. 1984. Samlede Digte. Rolv Forlag.
Hyldgaard, K. 2003. Det utidige subjekt. Lacan,
Freud, Heidegger, Sartre, Badiou, Zizek, m.fl.
Roskilde Universitetsforlag.
Jensen, J.V. 1916. Myten som Kunstform in “Aarbog
1916”. København.
Kierkegaard, S. 1960. Begrebet Angest. Gyldendal.
Nairn, T. 1981 (1977). The break-up of Britain: Crisis
and neonationalism. NLB and Verso Editions.
Olsen, A-M.E. 2002. Platons Symposion. Et hermeneu-
tisk essay. Museum Tusculanum.
Oz, A. 2005. En fortælling om kærlighed og mørke.
Pá dansk ved Hanne Friis. Gyldendal.
Platon. 2000. Symposion. Pá đansk ved Niels Henning-
sen. Det lille Forlag.
Sherfig, H. 1940. Det forsømte Foraar. Gyldendal.
Skárderud, F. 1999 Uro. En rejse i det moderne selv.
Tiderne Skifter.
Sode Funch, B. 1984. Det dæmoniske. Psyke &
Logos.
Sørensen, V. 1979. Folkeviser og forlovelser i Digtere
og dæmoner. Fortolkninger og vurderinger.
Gyldendal.
Wivel, O. 1991. Romance for valdhorn. Erindringsmo-
tiver. Gyldendal.
NOTER
1. Der er dog mange lighedstræk mellem den eks-
plicitte fortæller i denne novelle og fortælleren i
f.eks. novellen Don Juan fra Tranhuset (1970).
Begge noveller har upálidelige fortællere og for-
mer sig som personalhistoriske beretninger med
fodnoter og kildeangivelser. Begge noveller udstil-
ler endvidere historiefortællerens brug af en affek-
teret, overdreven stil. Er Eros-opfattelsen den
samme og ordvalget beslægtet, sá er der dog en
væsentlig forskel mellem novellernes hovedfigurer.
Don Juan fra Tranhuset er i modsætning til Fabian
i Dilettanterne en positiv hovedfigur.
2. William Heinesens eneste skuespil, Ranafelli
(1929) er et lignende naivt stykke.
3. Denne sætning har den samme neutrale tone, som
Scherfig bruger, nár han satiriserer (jf. slutningen
af afsnittet "Fabians sovsedrømmeri”).
4. Digteren som seer er en velkendt tanke i europæisk
ándshistorie og stammer helt tilbage fra de gamle
grækere. Williant Heinesen overtager denne forestil-
ling i fremstillinger af en viis aldrende fortæller i
senprosaen
5. Fabians dæmoniske kærlighedsliv er nærtbeslægtet
med Heinesens kritik af psykoanalysens snævre og
for ham indadvendte fokuseringer pá jeg’et. Digtet
Tornebusken i digtsamlingen “Den dunkle Sol” har
undertitlen “En psykoanalytisk Tango” og handler
om ungdommens selvoptagne længselsverden, som
ligeledes er forbundet med motiverne blod og
træ:
Dens Løv har en Duft som af Blod
Det vcesker stille og sygt
af Jorden omkring dens Fod