Fróðskaparrit - 01.01.2005, Síða 22

20
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
Dæmonien som
Kierkegaard-perspektiv
Kierkegaard forbinder det dæmoniske med
overgangen mellem den søgende og den
deltagende værensform. Han taler egentlig
om et spring for pá den máde at under-
strege den kvalitative ændring, der sker,
nár man kommer ind i det dæmoniske.
I Sode Funchs udlægning hedder det, at
det dæmoniske befinder sig i en fastlást
position mellem disse værensformer, hvor
“afsættet pá sin vis er gjort, men ... lan-
dingen ligger i det uvisse” (ibid.: 132).
Afstanden mellem Fabian og virkelighe-
den er et udslag af den ufrie mellemtil-
stand, han befinder sig i. Ufri fordi han
imod bedrevidende fjerner sig fra virke-
ligheden og livet. Den dæmoniske tilstand
beskrives i billeder af overgange, hvor
Fabian f.eks. “sidder og puster ud pá
tærskelen af den ábne pakhusdør ud mod
bryggen” (79). Fabian befinder sig midt
i en ábning, men ogsá tæt pá en kant.
Hans kærlighedsfantasier er ligeledes et
hverken-eller, idet han er splittet mellem
en æterisk optagelse af fru Nordlund og
en mere normal forelskelse i Eva. Fabi-
an drømmer og digter virkelighedsfjernt
om fru Nordlund, mens han digter mere
virkelighedsnært om Eva. Fortælleren
ironiserer lystigt over Fabians fantasier
og digterier, men indrømmer dog en vis
fortvivlelsens ægthed i Primula-sektionen,
som er de seks digte, Fabian tilegner Eva.
Digtene er et vidnesbyrd om, at Fabian
er tæt pá virkeligheden, men alligevel pá
afstand af den. Det halvhjertede forhold til
virkeligheden viser sig ligeledes, da han
siger ja til at være med i teaterforestillin-
gen udelukkende for at fá mulighed for at
udspionere forhoidet mellem Bartholdy og
Eva. Fabian udfolder sin voyeur-rolle i ku-
lissernes mørke, som repræsenterer endnu
en symptomatisk mellemtilstand mellem
scenen og virkeligheden udenfor. Han har
store besværligheder med at bestige báde
teatrets og virkelighedens scene, og nár
han forsøger at overvinde grænsen mellem
værensformerne, sker det som regel bag-
fra eller i kulissen i egenskab af voyeur og
statist. Det mest hándgribelige eksempel
er det mislykkede “bagholdsangreb” (103)
pá rivalen Bartholdy efter forestillingen.
Den dæmoniske eksistens er pá en gang
i passiviserende projektioners vold og i en
tilstand, der bliver til i mødet eller i kon-
frontationen med et andet menneske. Det
dæmoniske er et blokeret ønske om til-
nærmelse til verden svarende til det, Kier-
kegaard kalder det almene (Kierkegaard,
1960: 162).
De følgende eksempler pá formulerin-
ger viser, hvor kort og alligevel langt der
er mellem det dæmoniske og det almene.
De er alle negationer af tilsvarende for-
muleringer og tematiseringer andre steder
i forfatterskabet. Forskellen er, at de utal-
lige stilnegationer i denne novelle indgár
i en ironiserende sammenhæng, mens de
typiske Heinesen-formuleringer, som det
henvises til repræsenterer liv og skabel-
se.
Formuleringer som “Denne Agathon,
som man báde var og ikke var” (69) er
en negation af mytens nærværende fra-
vær som den f.eks. viser sig i romanen
Moder Syvstjerne. Her fremstilles sagn
som noget, der báde er (en meningsfyldt