Fróðskaparrit - 01.01.2005, Blaðsíða 26

24
EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
Ser vi nærmere pá Kierkegaards dæmo-
niopfattelse finder vi træk, der kan kaste
yderligere lys over Fabians dæmoniske til-
stand. Kierkegaard forbinder dæmoniens
væsen med det indesluttede, detpludselige
og det indholdstomme, træk som alle gen-
findes i Fabians dæmoni. Fabian er inde-
sluttet i den forstand, at han er fanget i sine
egne projektioner og i sin egen hemmelig-
hedsfuldhed, som ifølge Kierkegaard er en
del af dæmoniens indelukkethed. Fabians
livsudfoldelser er symptomatisk stækket,
og det viser sig som pludselige handlinger,
som da han ude af sig selv springer frem
for at overfalde Eva og Bartholdy. Og da
han er kommet til behandling for sit syge
øje inde hos Fru Nordlund hedder det:
“Pludselig, som i vildelse, tog han hendes
hánd og følte pá den, følte dens virke-
Iighed” (108). Fabians oplevelse af ársti-
dernes vekslen som “det store chok” (63)
viser, at dæmoniens pludselighed omfatter
selv árstidernes vekslen. I stedet for en
dybereliggende erkendelse af livskraftens
kontinuerlige kommen og gáen forbinder
han neurotisk naturens gang med brud.
Indesluttetheden bekræftes gennem
pludselige handlinger. Det pludselige er
ifølge Kierkegaard et udtryk for det inde-
sluttede og “lader sig ikke indarbejde ...
i nogen Continuitet” (Kierkegaard, 1960:
175). Dæmoniens andethed udtrykker dis-
kontinuitet, et brud i forholdet mellem den
indre og den ydre verden, mens Heinesens
myte- og livstolkning er et forsøg pá at
skabe spændinger mellem samme.
Det indholdstomme viser sig som den
manglende substans i Fabians fantasier og
det manglende selvsikkerhedsgrundlag i
hans personlighed, der novellen igennem
forbindes med afgrundens bundløshed.
Bunden er sláet ud af Fabians forestil-
lingsverden. Hans verden beskrives som
en afgrund (63, 70, 71), som sovsedrøm-
meri (81) og som et “uhyre hængedynd”
(72). Den manglende substans skyldes, at
der ikke er nogen virkelighed til at ud-
fordre hans løbske fantasiliv og gøre det
frugtbart og udviklende. I forhold til idea-
liseringen af “barndommens sagesløse
elysium” (63) oplever Fabian - uden at
erkende det - af samme grund et tab af
livsorientering, og da han farer vild i sin
egen fantasiverden mister han friheden og
handlekraften. Kierkegaard siger om dæ-
moniens indholdsløshed og kedsomhed:
Det Dæmoniske slutter sig ikke inde med
Noget, men slutter sig selv inde, og deri
ligger det Dybsindige i Tilværelsen, at
Ufriheden netop gjør sig selv til en Fange
(Kierkegaard, 1960: 168).
Hverken hos Heinesen eller hos Kierke-
gaard er dæmoni en egentlig værensform,
men et fastfrosset spring fra den søgende,
æstetiske værensform til den deltagende,
etiske værensform. Kierkegaard slutter
derfor, at “Det dæmoniske er Angest for
det Gode” (ibid.: 163). I slutningen af
Heinesens novelle ábenbares, at novellen
ikke blot handler om angst for det gođe,
men ogsá har et bud pá det gode.
I det følgende uddybes Fabians angst for
det gode forstáet som virkeligheden og li-
vet.