Fróðskaparrit - 01.01.2005, Blaðsíða 51

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
49
(...)
En Mand uden Svig og Men
ruller en Vandslange ud
og spuler Blodbusken ren
(Heinesen, 1984: 232-233).
6. Narcissus-myten er genfortalt i mange versioner,
men den mest kendte stár at læse i Ovids
Forvandlinger.
7. Finn Skárderud har i øvrigt et mere rummeligt syn
pá moderne narcissisme end vi ser i Heinesens
krasse kritik af den: ‘“At være objekt’ bliver
almindeligvis opfattet som andenrangs i vores
ægthedssøgende kultur, men det er ogsá en brist
ved denne kultur at den ikke tydeligt nok forstár
nødvendigheden af en sádan vej for at skabe en
relation til sig selv” (Skárderud, 1999: 121).
8. Anvendelsen af ordet dilettantkomedie er utvivlsomt
ogsá forbundet med de mange dilettantkomedier,
som Heinesen har oplevet pá teatret i Tórshavn.
9. Symposion er banebrydende som en forestilling
om Eros ogsá som en ándelig erfaring. Platon
ville væk fra kun at tænke mennesket fysisk og
overskrider de forudgáende fysiske forestillinger
om mennesket i græsk filosofi ved at indtænke det
fysiske i en større ándelig-erotisk sammenhæng
kaldet mangelfuldt begær.
10. Til trods for sit skarpe vid fremstilles Sokrates
som ugenerøs, kærlighedsløs, selvtilstrækkelig
og arrogant. Det hænger muligvis sammen med
Platons kritik af sofismens intellektuelle tilgang til
Eros.
11. Tanken om Eros som en stræben efter noget er i
overensstemmelse med Freuds realitetsprincip, hvor
mennesket bliver narcissistisk, hvis det ikke støder
ind i en realitet, som det ikke selv har skabt.
12. Diotima konkluderer, at alle mennesker elsker det
gode, og at de vil have det gode altid. Eros er
en uophørlig stræben efter det gode, som er et
ønske om tilegnelse: “for ingen er glad for noget
hos sig selv, tror jeg, medmindre han netop kan
kalde det ‘godt’ og ‘mit’, siger Diotima (Platon,
2000: 206C). Ársagen til erotisk stræben er livet
selv, dvs. kærligheden til livet. Heinesens hyppige
brug af ord som ‘godt og rigtigt’ og ‘godhed’ er
tilegnelsesformularer og Eros-sprog, sável som
Grylens mantra ‘dette er mit’ i Grylen er det.
13. Atomiseringen af sociale fællesskaber, ensomhed
og ekstrem selvcentrering har fáet teoretikere som
Christopher Lasch og Thomas Ziehe til at analysere
narcissismen som kulturdiagnose.
14. Kritikken af romantiske sværmerier gennem Fabians
indbildte seerevne kan ogsá ses i sammenhæng
med Heinesens forbehold over for visse tendenser
inden for Heretica. I et brev til Ole Wivel omkring
1950 erklærer Heinesen sig som “marxist og anti-
metafysiker, ironisk-skeptisk over for den “grænse-
løst strømmende seerstil”" (Wivel, 1991: 237).
\5.Grylen har en lignende udgang, dog uden et
motto.
16.1 græsk mytolologi repræsenterer kosmiske guder
som Zeus, Uranos, Gaia og Eros den oprindelige
gudegeneration, som efterfølges af bl.a. olympiske
guder med specialiserede funktioner som repræ-
sentanter for teknik og bydannelse.
17. Et af Platons største bidrag til filosofihistorien er et
opgør med dualisme - herunder det guddommelige
over for det menneskelige - og ønsket om at medi-
ere mellem modsætninger. Eros er i sig selv en
modsætning, idet modsætninger mødes, og sød
musik opstár!
18. Det er interessant i denne sammenhæng, at Heine-
sen tidligere har refereret direkte til begrebet dai-
mon. Det sker i romanen Det gode háb, hvor de to
mindste færøske øer, Lítla Dímun og Stóra Dímun,
fár fællesbetegnelsen Daimon. ‘Daimon’ er græsk
og betyder skæbne eller egentlig tildelende. Hoved-
personen, præsten Peder Børresen, tildeles en
skæbne, men kommer ogsá til at dele den med andre
i sin kamp for den fattige almue i Havnen. Efter sin
omflakken nede pá kontinentet og i Norden finder
Børresen sig selv til sidst i en forkommen flok
af skibbrudne sjæle pá Færøerne. Fru Nordlund
og Peder Børresen er begge omflakkende Eros-
eksistenser, der søger efter deres skæbne og
nogen at dele den med. En anden parallel mellem
disse to fortællinger er, at det dæmoniske som
en livshæmmende indre og ydre magt spiller en
afgørende rolle. Peder Børresen har sit hyr med
sine mange indre dæmoner. Men han kærnper ogsá
mod det, han kalder menneskeskabt djævelskab i
form af usseldom, sygelighed, overtro og tiltagende
hungertilstand. Den brutale corporal Schwenning,
som er en af undertrykkelsens virkelige dæmoner,
udlægger i en ufrivillig selvspejling øen Daimon
som djævelens ø.
19. Helheden er genstand for menneskets stræben hos
Heinesen, men mangelfuldheden forbliver altid sig
selv. Heinesens fortællinger handler ikke om varig
lykke og menneskelig fuldkommenhed, men om
det sáre menneskelige, om svagheder, om ringe
personer, om vidunderlig og samtidig skæbnesvanger
galskab, om menneskets og kunstnerens labyrintiske
veje i denne stræben. Mennesket er som daimonen
Eros evigt pá farten uden hjem, men dog med