Fróðskaparrit - 01.01.2005, Síða 37

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
35
at han ville lære at danse, gár i vasken.
Han flygter siden ind i en anden verden.
I en sammentænkning af analysens Kierke-
gaard- og Platon-perspektiver betyder det,
at den dæmoniske ’pludselighed’ (som
Kierkegaard kalder det), indelukketheden
og tomheden blokerer for erkendelsen af
begærets dynamisk mangelfulde væsen.
Eros som stræben svarer hos Platon sá-
vel som hos Heinesen til menneskets higen:
“higen og tragten efter det hele er Eros ...
Men ársagen er jo den, at sádan var vor
oprindelige natur og at vi engang var hele;
og navnet pá denne higen og tragten efter
det hele er Eros”, som Aristofanes siger
(Platon, 2000: 193A). I den oprindelige
platoniske tradition opfattes det ándelige
som en ándelig-erotisk aktivitet med án-
den som en indoptagende, altomfattende
og uafsluttelig produktiv bevægelse. Ánd
og kød er gensidigt afhængige i den ánd-
fulde sansing, samtidig med at Eros er
begær eller higen uanset hvilken form
den antager. Hvorfor bruger Heinesen just
Platon til at understrege et lignende syns-
punkt? Det er i en slags opgør og idestrid
med kristendommen, som brugte Platon
til at legitimere dualismen mellem ánd og
kød. Heinesen gentænker forholdet mel-
lem ánd og materie ved at fortolke Platon
ikke-dualistisk (jf. note 17).
Forestillingen om livsudfoldelse som
det gode er grundlæggende i Heinesens
livssyn. Det er en dimension, der ligesom
symbolet udbygges og forsvares undervejs
i hele forfatterskabet. Tydeligere end det
meste af det, Heinesen har skrevet, in-
deholder denne novelle et umiskendeligt
budskab om, at man ikke bliver lykkelig
af at dyrke det skønne, medmindre det
skønne ogsá er godt. Set ud fra Heinesens
udprægede almenmenneskelige tankegang
stræber alting mod det gode. Anne-Marie
Eggert Olsen siger om Platons forestilling
om det gode som grundvilkár:
/ det øjeblik, vi skal tænke Eros ud fra
menneskets synsvinkel, melder det gode
sig som mere oplagt genstand for begær
og stræben end det skønne. Det er et træk
ved alle mennesker ogfor sá vidt ved men-
nesket som sádan, at det stár i forhold til
det gode. Det gode er ikke fremmed for
mennesket; et spørgsmál om det gode brin-
ger ikke Sokrates i vildrede, sádan som
et spørgsmál om det skønne gør (Olsen,
2002: 91).12
Heinesens kosmisk-antropocentriske livs-
syn fremstár netop som det modsatte af
det fremmede og fremmedgørende forstáet
som det fragmenterede, det opløste, det af-
personaliserede, det ubesjælede. Det fore-
kornmer derfor logisk, at Fabian forbindes
med billeder af ørken og fremmedgørelse
og derigennem med ørkesløsheden i skøn-
hed uden godhed. Da Fabian for alvor bli-
ver ramt af inspirationen, sker det med
brug af billeder af ørkenagtig forladthed:
Jeg er en vandrer i de øde ørke.
Jeg vandrer helst i nattens mulm og
mørke.
Jeg er en sejler uden ror og stavn.
Hvem erjeg? Spørg mig ikke. Glem mit
navn (68).
Fabian vender verden ryggen og søger