Fróðskaparrit - 01.01.2005, Blaðsíða 39

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
37
Fru Nordlund som Diotima
Som den eneste af samtlige af Heinesens
noveller har Dilettanterne et motto under
den sidste overskrift. Det understreger ud-
gangens og novellens særstatus.15 Denne
særstilling danner parallel til Diotimas
tale i slutningen af Symposion. Hendes
tale er et brud pá symposiets logik, idet
hun for det første ikke er et direkte led
i talerækken, men som nævnt formidlet
i Sokrates’ dialog. Hendes tale placeres
nærmere bestemt i den mytiske fortid og
kan ikke bevises som sand. Som kvinde
repræsenterer hun dernæst noget andet
end symposiasterne, som alle er mænd.
Det var i øvrigt kvinder, der fortolkede
gudernes ord og udtrykte spádommens
visdom i Delphi. En fortolkningsmulighed
kunne derfor være, at hendes tale danner
forudsætningen for alle talerne om Eros.
Máske ábner Platon med Diotima en udvej
ud af de komplekse sofistiske diskussioner
om Eros. Hun kunne være et tegn pá, at
sandheden ikke blot er dðxa, en fremsat
mening, og at hun sáledes befinder sig i
udkanten af talerækkens mangefacetterede
og samtidig stringente intellektuelle ni-
veau. Hun repræsenterer poesiens sandhed
og det uudsigelige som gravitationsfelt og
uendelig fortolkningsmulighed i ándshisto-
rien. Myten er uopnáelig, men ogsá noget
man kan vende fortolkende tilbage til.
Novellens udgangsmotto er af fransk-
manden Francoise Lapin de Garenne, og
her afsløres nye - mytiske - paralleller
mellem Platons og Heinesens Erosudlæg-
ninger:
Der eksisterer mange vidtløftige teorier
om hvordan livet opstod pá vor planet,
men det tør være ubestrideligt at det har
drejet sig om en slags elskovsforbindelse
mellem Solen og Jorden, og at denne store
kosmiske parringsleg den dag i dag af-
spejler sig i hver en jordisk kærlighedsakt
(106).
Citatet former sig som et direkte opgør
med Fabians tidligere nævnte fantasier
om Agathon og Pyrrha, der som to klo-
der kredser i ensomhed omkring solen, og
hvor en solipsistisk drømmen om elskovs-
og virkelighedsforbindelsen fbrtrænger
en mere realistisk forestilling om kærlig-
hedsakten. Mottoet fremstár sáledes som
novellens alternativ til det, den ironiserer
over. Dets stærkt udtrykte frugtsomme-
ligheds- og forløsningsmetaforik overgár
alle reduktioner af Eros’ betydning. Eros
forankres i en forestilling om Jorden som
livplanet. Den udefra befrugtede klode
med livet som resultat af en akt, en leg
som indikerer den samme stræben efter at
overskride den mangelfuldhed, som vi ser
i menneskeskildringerne. Det er sáledes en
Eros, som ikke er specifik for mennesket,
men som har sine rødder i forplantningen
og er udvidet til at gælde alt levende. Li-
vet er et resultat af en akt, en verdensind-
volverende leg. Det er sáledes en Eros,
som ikke er specifik for mennesket, men
som har sine rødder i forplantningen og er
udvidet til at gælde alt levende. Fortælle-
ren griber Eros an ‘nedefra’. Det betyder,
at det skønne i denne sammenhæng má
vige som primær genstand for Eros.
Mottoet understreger Heinesens opta-
gethed af de oprindelige kosmiske guder,16