Fróðskaparrit - 01.01.2005, Blaðsíða 41

EN ANALYSE AF NOVELLEN DILETTANTERNE AF WILLIAM HEINESEN
39
hver sin Eros-position i beskrivelsen af ly-
set i stuen, som kommer fra en
máneagtig skærmlampe, der lá halvvejs
skjult af et opsláet flygel, i hvis vinges
dybe skygge han befandt sig (106).
Med den ábenlyse allusion til Eros’ vinger
tyder flyglet pá, at fru Nordlund er i stand
til at sublimere sine skuffelser i en ándelig-
erotisk forfinelse. Hun har sin Eros-stige
og lider pá den, men hun formár fortsat at
koble sig til en erotisk stræben og skabe
nye muligheder i en kaotisk situation. Vin-
gen løfter sig med streng orden i hendes
“kaotiske” stue (106). Tabet - kaos - bæ-
rer nye muligheder i sig. Men med kun en
vinge og et sáret cogito er hun dog stækket
i sin stræben. Det er endnu et tegn pá, at
de højere former for Eros ikke kan løsrive
sig fra det mangelfulde i den basale Eros.
Eros er et elementært fænomen, før den er
et æterisk, avanceret fænomen.
Flyglet antyder, at fru Nordlund har et
sprog for ulykkelig kærlighed og livets
kompleksitet, et sprog som Anne-Marie
Eggert Olsen i sin beskrivelse af den pla-
toniske Eros kalder “ándens kød” (Olsen,
2002: 101). Flyglet stár som et tegn pá
behovet for ándelig næring. Da Fabian
ser eller forestiller sig hende “let páklædt
eller helt nøgen” med fingrene flagrende
“som fugle hen over de sorte og hvide
tangenter” (72-73) er det endnu et billede
pá en elegant flyvende Eros, der forener
krop og ánd og sáledes skaber en orden af
lys og mørke ud af kaos. Fru Nordlund er
i stand til at skabe en modvægt mod livets
ufuldkommenhed. Hendes nære forbindel-
se til det grundlæggende i form af livets
lys og mørke, symboliseret ved de hvide
og mørke tangenter, kvalificerer hende til
erotisk opstigning. Hun fremstár som en
individualitet, der kan andet end at blive
passivt slynget rundt af det basale Eros-
begærs mangel og fylde. Vingen midt i
kaos vidner om tilbagetrækningens kunst,
hvor der er overskud til at reflektere over
livet. Det æteriske lampelys, røgen samt
spillets legende lethed stár som billeder
pá tærsklen mellem det hándgribelige og
det uhándgribelige mellem indvolvering
og tilbagetrækning. Fabian derimod be-
finder sig fjernest fra den kosmiske lampe
og er overbeskyttet og helt fortabt i en
dyb skyggeverden, som er endnu et pas-
siviserende hængedynd for ham. Før kon-
frontationen med virkeligheden var Fabi-
ans (skræk)romantiske fantasier omkring
Pyrrha fyldt med nat, død og vellyst. At
han heller ikke nu, hvor han ligger i fru
Nordlunds oplyste stue og pá sin vis er
kommet fri af mørket, er blevet befriet
for sin virkelighedsangst afspejler hans
manglende evne til at elevere pá Eros’
stige. Dette bliver ogsá understreget af,
at Fabian ikke selv har stræbt hen mod
lyset, men er blevet bragt derhen som en
tilskadekommen.
Oppe fra den røde ahorn uden for fru
Nordlunds hus har Fabian iagttaget fru
Nordlund som uvirkelige skygger næsten
som skyggerne pá hulens væg i Platons
berømte hulebillede. Hvad er virkelighed,
hvad er indbildning? Det samme gentager
sig, da han ser ahornkronen indefra. For
Fabian er opholdet i fru Nordlunds stue