Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Side 8

6
nemlig at Ulfljots fostbroder Qrim gedehår undersøgte hele
landet for at finde den bedste plads dertil, før det blev
oprettet; det må altså også være sket inden 930, vist medens
Ulfljot selv var udenlands. Det siges også, at han til løn
fik en penning af hver mand (3; bonde); men han var så
uegennyttig, at han skænkede pengene til hovene. Landet
nord for tingstedet er lave fjældstrækninger, der kaldtes
Blåskovene. Ejeren af disse dømtes fredløs på grund af
drab på en træl; hans land dømtes til at blive statsejendom
og blev et slags alminding for de tingsøgende, hvor de
kunde have deres heste, sålænge altinget var sandet. Dette
var en stor fordel.
Det valgte sted er den forholdsvis omfangsrige slette ved
nordspidsen af Islands største sø, hvis oprindelige navn var
Olfossvatn, men som senere, naturligt nok, kaldtes jaingvalla-
vatn, efter den nævnte slette, der naturligvis kaldtes ping-
vollr (el. i flertal pingvellir).
Når man husker, at det indre land er fuldstændig ubeboe-
ligt, kunde der kun vælges et sted, der ikke var lige
bekvemt for alle. Alligevel må det valgte sted efter om-
stændighederne siges at være meget bekvemt undtagen for
de længst borte boende, dem fra det nordvestligste og
nordøstligste land. Men om man var en eller to dage mere
eller mindre om rejsen, gjorde dengang ikke så meget.
Her var der storslåede omgivelser og af en vis betryg-
gende art, en naturlig begrænsning for det hellige, indviede
tingområde, kløften mod vest, lavaen med dens vandfyldte
sprækker mod øst, søen mod syd; den nordlige grænse
menes at have været de to små (ældgamle) vulkankegler,
der senere fik navn af „Kastellerne"; disse deler sletten i
to iøvrigt ikke skarpt afgrænsede dele, den øvre (nordlige)
og den nedre del; den sidste var den hellige tingslette.
Selve kløften, Almannagjå — allemandskløften — hørte ikke