Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 36

34
medlemmer. Kun disse lovrettemænd havde lov til at sidde
indenfor „vibåndene".
Den lovgivende myndighed var nu hos altinget og kongen
i forening. Men efter at Jonsbogen var vedtagen, fik den
lovgivende virksomhed så godt som ingen betydning. Lov-
bogen var ret fyldestgørende; efter den dømte man, eller
også anvendte man analogien. Efterhånden sløvedes følelsen
af altingets selvstændighed på dette område; helt forsvandt
den lovgivende myndighed ved enevoldskongedømmets ind-
førelse 1662. Især i tiden derefter opstod der en syndig
forvirring angående hvad der var lov i landet, og oftere
dømtes der efter love, som aldrig havde gældt i Island.
Hvad betydning dette måtte få for retssikkerheden i landet,
kan man let slutte sig til.
Lovrettens virksomhed var og blev således i det væsen-
lige kun dømmende. Den var en overdomstol indtil slut-
ningen af det 16. århundrede. Til den kunde sager, som
sysselmændene havde dømt i, gå. Lagmændene, der var
formænd i lovretten, overdrog da nogle (6, 12 eller endnu
flere) af lovrettens medlemmer at dømme, altså etslags ud-
valg (en mærkelig lighed med hvad der var sket med
altingsdomstolen i 10. årh., se ovf.). Senere, da man be-
gyndte at rette sig efter Norske lov, dømte lagmændene
alene, medens lovrettemændene sank ned til blot at være
vidner.
Hvorledes lovretten var indrettet, inden der byggedes et
hus for den, har man gode oplysninger om. I den Arna-
magnæanske samling findes en tegning af den, hvorpå
Arne Magnusson har skrevet: su gamla logretta, den gamle
lovrette1). Den viser en rundkres med åbninger (indgange)
mod nord og syd. Midt på østsiden (oriens) er der afsat
1) Den findes, men ikke helt rigtig, gengivet i Alfringisbækur I.