Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 34

32
brug for lovbjærget mere. Alt, hvad der var knyttet dertil,
forsvandt eller foregik i lovretten, der nu blev altingets
eneste institution.
En yderligere, og ikke den mindst vigtige, ændring
fulgte af alt dette, nemlig, at der herefter ikke mødte andre
end de, som var knyttede til lovretten, og så de, som havde
sager at føre, vel forholdsvis få. Folket som sådant havde
nu intet mer dér at gøre og blev borte. Hvilken forandring
fra det tidligere mylr på tingsletten. Og nu forstår man
så udmærket, at det gamle lovbjærg og dets beliggenhed
efterhånden måtte glide ud af folks bevidsthed for helt at
glemmes.
Nu skulde altinget, der i senere tid også kaldtes Øksarå-
ting eller lagting, træde sammen Peters og Pauls messedag
3; 29. juni; omkr. 1700 („ny stil") skulde det ske den
8. juli, og 1754 bestemtes, at det skulde begynde 3. juli.
Indvielsen foregik, ialfald i ældre tider, stadig med en
vis højtidelighed. Der haves endnu i håndskrifter både ind-
vielses- og afslutningsformularer. Der hidsættes følgende af
en indvielsesformular efter et håndskrift fra 16. årh.: „Vor
herre Jesu Kristi fred og velsignelse være med os alle lag-
tingsmænd nu og altid. Jeg, N. N., lagmand over ... i Is-
land, sætter her i dag Øksaråting med al den ret og rente,
hæder og ære, som lovmæssigt lagting bør have efter loven.
Jeg sætter her også sikkerhed og fuld fred mellem alle
mænd både udenfor og indenfor lovretten. Jeg forbyder
enhver at volde drab her eller fortræd. Men hvis nogen
bryder denne sikkerhed og slår en mand ihjæl eller giver
en anden lemlæstende sår, han skal have sit fæ og fred,
land og løsøre forbrudt og aldrig komme tilbage til landet
igen. Men dersom mænd her får en anden fortræd eller
skade af mænds vold eller vilje, da forøges deres bod med
det halve og kongen (tilfalder) 13 mark. Ingen skal bære