Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 18

16
Processen formede sig som en kamp i ord mellem de
2 parter, men som let kunde blive til en kamp med våben.
Sagernes rækkefølge for en domstol bestemtes ved lod-
kastning.
Enhver sag måtte i forvejen være forberedt ved lysning
eller stævning og udnævnelse af vidner, i reglen 9 ialt
{kvidr, „nabokvid"), der skulde vælges efter visse regler
(de nærmest boende osv.). De skulde afgive vidnesbyrd om
alt det saglige, hvad enten de havde set eller hørt det.
Søgsmålets hovedmand (soknar adili) skulde først aflægge
ed på at ville handle samvittighedsfuldt, og så fremsætte
hele sagen og lade vidnerne fremsætte deres vidnesbyrd.
Samme skulde så modparten (varnar adili) gøre. Begge
parter havde ret til at udskyde af domstolen sådanne, som
af en eller anden grund ikke måtte anses egnede dertil.
Begge parter skulde også blandt dommerne udvælge sig
én, der, efter at alle beviser (gogn) var fremkomne, skulde
gentage (reifa) dem, for at dommerne skulde have dem i
så friskt et minde som muligt. Derefter skulde så dommen
fældes. Var alle dommere enige, var sagen naturligvis af-
gjort med det samme; men der kunde komme det tilfælde,
hvor der var uenighed (vefang), og dommerne deltes i to
partier. Da skulde hvert parti formulere sin dom; men
resultatet blev intet; der stod dom overfor dom, begge lige
magtesløse, og parterne måtte forlade altinget med uforrettet
sag. At dette var til megen ulæmpe siger sig selv; denne
tilstand kunde ikke holde i længden. Da fandt man på
— kort efter 1000 — at oprette en ny domstol, femterretten
(fimtardomr, „den 5. domstol"), bestående af 48 medlemmer,
hvoraf dog kun 36 skulde dømme (de andre 12 skulde i
enhver sag udskydes af parterne, 6 af hver). Denne dom-
stol var hovedsagelig appelinstans, hvortil de i fjærdings-
domstolene uafgjorte domme henskødes, og her galdt ved