Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 28

26
at han for penge fik Torgeir lovsigemand til at fremsige
loven, men han var endnu hedensk. Men siden, da folk
kom til deres boder, lagde han, Torgeir, sig ned og bredte
sin skindkappe over sig; der lå han hele den dag og den
følgende nat uden at sige et ord. Morgenen efter rejste
han sig og sendte bud til folk om, at de skulde gå til
lovbjærget. (Så følger hans kloge og kærnefulde tale). Han
sluttede sin tale således, at begge parter gik ind på, at alle
skulde have en og samme lov, den som han fremsagde. Da
vedtoges det som lov, at alle mænd skulde være kristne og
lade sig døbe, de som endnu ikke var det her i landet.
Andre kilder fremhæver hedningernes skuffelse; men de havde
nu engang erklæret at ville bøje sig for lovsigemanden. De
bøjede sig, og kristendommen var indført med det samme.
Som bemærket mødtes der folk i hundrede-, ja tusindvis,
som ikke havde noget særligt at bestille på tinget. Hvad
der bevægede folk dertil er allerede antydet, lyst til at
træffes og lære hinanden at kende. Man havde rig lejlighed
til at lære nyt fra de forskellige landsdele, ja fra udlandet
med, når det faldt sig, at nogen, der lige var kommet der-
fra, begav sig til altinget, hvilket ofte skete. At dette må
have haft den største betydning for landets sprog og litte-
ratur (den historiske) er indlysende. Hvad sproget angår,
er islandsk mere dialektfrit end noget andet, tiltrods for at
der også i Island er afgrænsede bygder og egne. Disse møder
på altinget har utvivlsomt haft en udjævnende, skelslettende
betydning. Hvad der fortaltes fra ind- og udland har bi-
draget sit til at fæstne og uddanne den historiske, mundtlige
saga-tradition og fortællekunst, der naturligvis også trivedes
omkring i bygderne. Jeg tror, at altingets betydning i begge
henseender aldrig stærkt nok kan fremhæves.
Om Egil Skallagrimsson fortælles det, at han i det hele
ikke deltog så meget i altingets offenlige sager. Ikke desto