Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 35

33
våben eller drik til lovretten; men hvis det sker, konfiskeres
tingene; kongen tilfalder halvdelen af våbnene og af boden,
men' tingmændene den anden halvdel. Tingmændene får
hele drikken. Men hvis nogen slår sig på mad eller mungåt
og giver sig mere med deraf end med tinget, han skal
’hke have nogen sin sag fremmet på' den dag, han gør
således, ligegyldig hvad det er for en sag, han har på
Øxaråting."
Så kommer almindelige bestemmelser om lovrettemænde-
nes eder, folks opførsel udenfor vibåndene og tingets varig-
hed, hvorefter det hedder: „Nu skal man sidde på tinget
nied fred og god opførsel, og ingen må drage bort, før
tinget er afsluttet. Lad os nu holde dette ting, såvelsom
alle andre, således at det bliver vor herre Jesus Kristus til
lov og pris, men vor herre kongen over Norges rige og
hans landstyrere, både lærde og læge, til hæder og ære,
os selv, der er samléde her, til ære, landet og almuen, så-
velsom vore arvinger og efterkommere, til nåde og nytte,
fe og frelse og evindeligt forbillede i alle gode ting. Give
dette gud fader osv."
Det bestemtes, at et antal af hæderlige bønder, nævne-
mænd eller nævnte mænd, som de kaldtes, skulde møde på
altinget som de egenlige „tingholdere". Antallet var for-
skelligt for de forskellige egne; men til at begynde med
var de 140 (jfr. de gamle bisiddere); de skulde have „ting-
rejseløn". Antallet forminskedes i tidens løb; efter Jons-
bogen blev de 84, 1764 blev de kun 20 og tilsidst kun 4.
Det gik stadig nedad bakke.
Lovretten bestod nu af 36 medlemmer (det gamle norske
antal), der var valgte, 3 for hvert af de gamle (12) ting,
af lagmændene og sysselmændene blandt de nævnte nævne-
mænd; desuden var biskopperne og vistnok nogle præster for-
uden lagmændene og (senere) kongens højere repræsentanter