Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 19

17
domsafsigelsen flertallet. Her måtte således enhver sag få
sin afgørelse. Hermed var udviklingen, hvad domstolene
angår, afsluttet.
Som før bemærket gik det ikke altid fredeligt til, tiltrods
for tingets og stedets hellighed. Det læser vi i forskellige
sagaer, ikke mindst Njåla. Her får man en levende skildring af,
hvad der kunde ske; der hidsættes følgende, der foregik efter
den dramatiske og så livfuldt skildrede proces efter Njåls
indebrænding; processen fuldførtes ikke på grund af sagføre-
rens (Mårds) skæbnesvangre fejlgreb. Så hedder det [k. 145]1):
Snorre gode erfarede nu, hvorledes det stod til med sagen. Han
gav sig til at fylke sine folk neden for Almannagjå, imellem den
°g Hladbod, og befalede sine rnænd, hvorledes de skulde bære sig ad.
Sendebudet kom hen til Thorhal Asgrimsen og sagde ham,
hvorledes det nu stod til, at Mård Valgardsen med alle hans vilde
blive dømte, og at hele drabssagen var forspildt. Men da Thorhal
hørte dette, blev han så oprørt, at han ikke kunde få et ord frem.
Han sprang op fra sin plads og greb med begge hænder det spyd,
Skarphedin havde givet ham, og stak det igennem sin fod, og ved
spydet hang kødet og egten; ti han skar det ud af foden; men
der flød en sådan strøm af blod og vor, at der løb som en bæk
hen ad gulvet. Han gik nu ud af boden uden at halte, og for af
sted, så at sendebudet ikke kunde følge ham.
Han gik nu, til han kom til femteretten. Der mødte han Floses
frænde Grim den røde, og i samme øjeblik, de traf på hinanden,
stødte han sit spyd imod ham, traf hans skjold, kløvede det, og
spydet gik igennem ham, så at odden kom ud imellem skuldrene.
Derpå kastede Thorhal ham død af spydet.
Det fik Kåre Sølmundsen at se og sagde til Asgrim: „Nu er din
søn Thorhal kommen og har straks øvet et drab, og det vil være
en stor skam, om han alene skal have mod til at hævne mord-
branden." „Det skal heller ikke være," svarede Asgrim, „lader os
nu vende os imod dem!" Derpå hævede sig et stort råb igennem
hele skaren, og der blev råbt hærråb. Flose og hans mænd vendte
sig ligeledes mod deres fjender, og de opmuntrede hinanden stærkt
på begge sider.
') N. M. Petersens oversættelse.