Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 17

15
vist sig, at denne domstol ofte ikke har kunnet overkomme
alle de foreliggende sager i den knappe tid. Da fjærdings-
inddelingen skete, har man ikke haft vanskeligt ved at se,
at der var en let vej ud af vanskeligheden, nemlig den
simpelt hen at dele domstolen i 4 underafdelinger, en for
hver fjærding; det måtte også siges, at fjærdingens egne
mænd bedst var egnede til at dømme i dens sager; de
måtte besidde den største sagkundskab, forsåvidt som der
stilledes krav til en sådan. Heraf følger med nødvendighed,
at der kun var 9 dommere i hver underafdeling; heri har
man ikke fundet noget ulogisk, da der kun var tale om
en del af den samlede domstol på 36. Efter at nogen tid
var gået og man var blevet vant til det bestående forhold,
var der ingen, der fandt noget mærkeligt ved antallet. Men
efterhånden løsnedes forholdet, og hver afdeling blev til en
selvstændig enhed; der blev 4 selvstændige domstole på 9
medlemmer, opkaldte (i reglen) efter de enkelte fjærdinger.
Der har været strid om antallet, idet nogle forskere har
villet, at hver domstol bestod af 36. Vi skal ikke her komme
nærmere ind på dette, blot bemærke, at når der i loven
kræves mindst 6 til, at en domstol kunde virke, er dette
tal fuldt forståeligt under forudsætning af, at antallet var 9,
fuldkommen ulogisk og uforståeligt, hvis det var 36.
Stedet for domstolene var ganske ubestemt. De fik plads,
hvor det i hvert tilfælde efter lovsigemandens skøn var
hensigtsmæssigt, sikkert og helst på sletten; men ofte fore-
gik der uregelmæssigheder, og folks opførsel bevirkede
oftere, at en domstol ikke i fred kunde udføre sin gærning,
ja engang måtte en domstol anbringes på broen over elven
°g begge brohoveder besættes med vagt. Det var hver
fjærdings goder, der udnævnte dommere og »førte dem ud",
som det hedder. Dommerne skulde aflægge ed på at ville
dømme samvittighedsfuldt og ifølge loven.