Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 43

41
1845 og holdes hvert andet år. Det var kun rådgivende
og havde ingen myndighed over landets finanser. Det bestod
af 26 medlemmer (6 kongevalgte).
Mellem Islænderne, især de unge i København, var der
stærk meningsforskel angående stedet, hvor det skulde holdes.
Jonas Hallgrimsson stod i spidsen for idealisterne, der frem-
foralt vilde have, at det skulde holdes på Tingsletten. Bittert
siger han i sit arvekvad efter Bjarne Thorarensen: „En ting
glæder mig, at uglerne ikke fik lejlighed til at gotte sig over,
at den alderdomsmærkede ørn (o; Bjarne) skulde sidde og
se på et ravneting kulsort i holtet (o; joingholt i Reykjavik)
istedenfor et høgeting på bjærget (o: Lovbjærget); lykkelig
er du fløjet op til solene, når det bliver sort hernede".
Blandt „uglerne" var politikeren Jon Sigurdsson, der så på
det praktiske; et alting på Tingsletten var dengang i virkelig-
heden en umulighed. Han kæmpede for og fik sit, eneste
rigtige, praktiske synspunkt gennemført.
Altingets genoprettelse var og måtte blive begyndelsen
til den forfatnings- og selvstændighedskamp, der egenlig
altid siden er bleven ført, og hvis hovedanfører Jon
Siguråsson var lige til sin død (1879). Men skildringen
af denne hører ikke hid. Her skal blot følgende in. h. t.
altingets historie bemærkes.
1874 blev altinget lovgivende og fik rådighed over landets
pengevæsen — et uhyre fremskridt var hermed gjort. Sam-
tidig bestemtes, at det skulde bestå af to kamre, den øverste
og nederste afdeling, henholdsvis bestående af 12 og 24
medlemmer. Af de 12 skulde de 6 være kongevalgte. Ved
forfatningsloven af 1903 blev der føjet 2 til i hver afdeling.
Altinget holdtes i latinskolens store sal (på 1. sal). Efter
at det var blevet tvedelt, holdt den øverste afdeling sine
møder i skoleelevernes største sovesal; altinget begyndte
dengang altid 1. juli og da var skoleferien begyndt. Men