Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 13

11
De, der samledes her, var først og fremmest dem, der
havde noget at gøre på altinget, alle de goder, der var
lovrettesmænd, dernæst alle de, der havde sager at „søge
eller værge", og til hver sag hørte der i reglen i det mindste
et antal af 9 vidner („nabobønder"). Allerede antallet af dem,
der således pligtmæssig skulde møde, måtte løbe op i hun-
dreder. Men man opdagede hurtigt, at der her var anled-
ning til at skaffe sig morskab og fornøjelse, dels ved selve
rejsen og ikke mindre ved opholdet på tingsletten, hvor
man kunde træffe mange venner og bekendte, hvor man
kunde få nyt at vide, stifte nye bekendtskaber osv. Det
blev, kan man sige, en almindelig folkeforly stelse at rejse
til altinget, hvorved antallet af de tingbesøgende kunde løbe
°p til tusinder, for ikke at tale om de tilfælde, hvor visse
stormænd — særlig i 12. og 13. årh. — kunde ride til al-
tinget med flere hundrede mand hver. Dette synes at have
været tilfældet hele fristatstiden igennem. Vi vil senere
komme tilbage hertil. Det var da godt og heldigt, at der
hørte så stort et land til tingsletten, hvor der var rig plads
til de tusinder af heste, der krævede gode græsgange.
I altingets historie kan der skelnes mellem 3 tidsrum;
det første består af fristatstiden til 1271, det andet af tiden
til o. 1800 og det 3. af tiden 1843 (1845) til den dag i dag.
FRISTATSTIDEN
De indretninger, der i denne var knyttede til tinget,
var følgende.
Der er da først lovsigemandsembedet, der er lige så
gammelt som tinget selv. Lovsigemanden — dette navn
indeholder, hvad han, der bar det, skulde gøre, nemlig at
»sige loven", d. v. s. han skulde kunne hele den bestående
lovmasse udenad, og han, der blev valgt på 3 år ad gangen,