Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 33

31
flere sammenstødende grunde; kongens kloge færd og de
islandske høvdingers indbyrdes strid og kortsynethed var
hovedfaktorerne sammen med de meget forandrede forhold
i Islændernes økonomiske liv, særlig hvad handelen angik.
Det blev lovet Islænderne, at de skulde beholde deres love
°g institutioner som tilforn. Men det viste sig, at dette
ikke let lod sig gøre. Kong Magnus lagabøter, der fik en
følles landslov for Norge vedtaget, fandt det naturligst, at
Islænderne også fik en lov, der ikke for meget afveg fra
den norske. Det lykkedes ham at få Islænderne til i 1271
at vedtage en ny lovbog, Jårnsiåa, der afløste de gamle
fristatslove (Grågåsen). Denne blev 10 år senere afløst af
en anden, Jonsbogen, der gennem århundreder skulde blive
den gældende lov i Island.
Indgribende ændringer i det islandske statsliv og altingets
være- og virkemåde var følgen af den nye, således oprettede
afhængighed af den norske konge.
For det første oprettedes et helt nyt embede, idet kongen
måtte have en stedfortræder; denne kaldtes lagmand, log-
nadr. Oprindelig var der en sådan for hele landet; men
allerede 1277 blev det bestemt, at der skulde være to, den
ene for nord-vestlandet, den anden for syd-østlandet, og
dette forhold bestod lige til år 1800. Hvorledes der senere
kom andre repræsentanter for kongen (hirdstyrere, stift-
amtmænd) hører ikke hid.
En anden hovedændring var den, at man nu for Islands
vedkommende vendte tilbage til de norske forhold, forbin-
delsen af den lovgivende og dømmende myndighed hos
én forsamling, m. a. o. den islandske lovrette fik tillige
dommermyndighed; de gamle fjærdingsdomstole forsvandt
for bestandig.
En tredje ændring var den, at lovsigemanden, der nu
var bleven overflødig, også forsvandt, og nu var der ingen