Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 14

12
skulde i løbet af disse fremsige hele lovstoffet og den del
deraf, der handlede om selve tingsordningen (pingskop),
hovedsagelig proces måden, i begyndelsen af hver samling.
Desuden var han altid forpligtet til at sige, hvad der var
gældende lov både under altinget og ellers; men han var
ikke pligtig til at yde nogen yderligere (sagfører-)hjælp.
Han fik nogen løn, nemlig 200 (>. 240) alen vadmel årlig,
hvilket jo ikke var nogen overvældende sum (3: 40 kr.
efter pengenes daværende værdi, nu i det mindste 10 gange
så meget).
Han var lovrettens formand; som sådan skulde han kund-
gøre nye love og andet fra lovbjærget. Han er således på
det nøjeste knyttet til altingets to hovedinstitutioner.
Det forstår sig af sig selv, at til dette embede kunde
kun den vælges, der nød almindeligt ry for lovkundskaber
og desuden som personlighed og menneske. Stålsat hu-
kommelse og skarpsind var hans vigtigste egenskaber. Det
lader til, at der heldigvis altid har været sådanne mænd,
når tilfældet vilde, at de behøvedes. Den samme mand
kunde genvælges så ofte, det skulde være. Hele lovsige-
mandsrækken kendes på det nøjeste lige ned til 1271. Den,
der beklædte embedet længst, var den berømte Skapte
Torodsson, 27 år (1004—30; han døde i det sidste år).
Den, der kom ham nærmest, var digteren Markus Skeggja-
son, 24 år (1084—1107); andre beklædte embedeti 20 år
(4 ialt) og så fremdeles (nogle kun 1 år ad gangen).
Der skete ingen forandring i stillingen undtagen den, at
lovene blev optegnede vinteren 1117—18, hvorved arbejdet
lettedes betydeligt, men herom senere.
Lovretten, logrélta. 1 Gulatingslagen i Norge fandtes
der fra ældgammel tid en „lovrette", bestående af 3 tylfter
medlemmer, én fra hvert af de 3 fylker, som udgjorde
Gulatingslagen. Denne lovrette var både lovgivende og