Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1922, Blaðsíða 12

10
hver sommer; også kunde væggene indvendig dækkes med
vadmel. Disse boders plads var hovedsagelig på den vest-
lige side af elven, syd for den gamle sti, hvor de lave
rester af væggene ses endnu i en lang række mod syd.
Enkelte boder var også på den nordlige side af stien, så-
ledes Snorre godes bod, der endnu ses tydelig; fremdeles
var der boder nede i selve kløften samt øst for elvens
udløb, i den nuværende præstegårds tun; og endelig fand-
tes en bod på den smalle strimmel mellem de to kløfter,
som man i senere tid med urette har udpeget som det
gamle logberg. Denne bod var, ialfald i et vist tidsrum,
befæstet og kaldtes Byrgisbud. Fra en sen tid (o. 1700) har
man en såkaldt „bodfortegnelse", der udpeger de enkelte i
sagaerne nævnte boder, der opkaldtes efter enkelte personer
eller bestemte slægter; men det får stå hen, hvor meget
historisk der er deri.
Da så mange samledes på tinget hver sommer, var det
naturligt, at også visse forretningsmænd indfandt sig; også
de måtte have boder. Der omtales garver- og sværdfeger-
boder; en ølbrygger mødte i et vist tidsrum på tinget og
solgte øl, han dér bryggede. Ja, gøglere og betlere kom
dér, som andre steder; også boder for disse nævnes.
Allerede i 10. årh. blev der opført en gård på sletten,
hvis tun strækker sig helt ned til søen og elven; og her
blev en kirke opført efter kristendommens indførelse; dens
klokke spillede en rolle under tinget, idet der ved visse
lejligheder ringedes med den. Gården er endnu en præste-
gård med kirken.
På dette sted samledes folk fra hele landet til det fælles
ting, oprindelig da 9 uger var forløbne af sommeren; men
999 blev det bestemt, at det skulde ske en uge senere,
nemlig i slutningen af juni, vistnok fordi det var mere
praktisk på grund af vejenes beskaffenhed og andre ulæmper.