Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.11.1983, Blaðsíða 203

CCI
villtv 99, mælti 47; ættlvdv 21: ætla 114; skamtt 252;
syntt 293; vottn 89: hvarvetna 148; heptta 178: lopti
214; martt 120: albiarta 52; vettra 3: vetrÍN 10; fystt
27, 56: fest 90; vtt 16 o.a., att byrð 194, lett 121, 226,
haleitt (fem.) 96, hvatt 85 o.a.
tt for ‘t’ forekommer kun enkelte gange i svagtryks-
stavelse: att (konj.) 284, ellers altid at; lopttitt 85:
nockvt 40 o.a., aNat 120, nvmit 142 o.a.
I stillingen mellem vokaler er der ingen eksempler
pá tt for ‘t’; undertiden skrives t for ‘tt’: veitv 22,
drotinn 299, almæti 39, otvmz 177.
Undertiden skrives ð for ‘t’ i participiumsformer,
f.eks. hlopið 190, seð 271, 278, vanla/nað 293. Der
skrives t i verbalendelser i 2.pers.pl.: farit 287, takit
286. Andre omvendte skrivemáder er: hiorot 161,
vndrvtvzst 213.
Enkelte ord- og bojningsformer.
Det enklitiske pronomen i l.pers.sg. forekommer et
par gange: gerag 101, keNÍg 234. Hvor langt op i
tiden islandske skrivere har kunnet bruge det enkli-
tiske -k/g uden stotte i forlæg er ikke klarlagt, men
AMKO’s samlinger har sá mange belæg pá formen i
hándskrifter fra det 14. og 15. árh., at man fristes til
at antage, at lejlighedsvis brug af denne form ikke blot
er et fænomen, som kan findes hos skrivere i 2. halv-
del af det 13. árh.,17 men ogsá langt senere. Blandt
de yngste belæg er et eksempel fra AM 556 a, 4to
(Harðar saga), som af Sture Hast dateres til ca. 1475,
skrevet efter forlæg af uvis alder,18 og to eksempler (i
17 Cf. Jonna Louis-Jensen, Kongesagastudier, BA 32, Kobenhavn
1977, p. 64 (angáende formen i Alexanders saga (AM 519 a, 4to) og
Morkinskinna (Gl. kgl. sml. 1009, fol.)).
18 Harðar saga, udg. af Sture Hast, EA, A 6, Kobenhavn 1960,
p. 67, 86 ff., 175,22.