Fróðskaparrit - 01.01.1985, Blaðsíða 110

114
BÓKAUMMÆLI
Tre afhandlinger om William Heinesen, 1983,
46 s. (et fotografisk optryk af forfatterens i
bibliografien fortegnede studier, nr. 508, 513
og 581); Bjarne Nielsen Brovst, »Mesterfor-
tælleren fra Tórshavn«, i hans Rejser og por-
trætterjKronikker og essays, 1982, s. 75-82;
Ulrik Grás, »Midtvejs Heinesen«, i Luftski-
bet, 2. árg., 1982, nr. 1, s. 2-4 (et interview);?
W. Glyn Jones, »Trý stig í lýriska skaldskap-
inum hjá Williami Heinesen«, i Varðin, bind
17, 1982, s. 170-82; Erik Skyum-Nielsen,
»’Sikke et held at jeg aldrig har mødt Freud
...’«, i Bogens Verden, 1984, s. 101-03 (et
interview); Esben Ørberg, »Eneste váben
mod magtens angstbidere«, i Samvirke, 57.
árg., 1984, nr. 1, s. 10-11 (et interview).8
Akribi
En bibliografi má kunne honorere de samme
krav, som man i forretningslivet stiller til en
regnskabsbog. Rummer den fejl og unøjag-
tigheder, for slet ikke at tale om evidente
mangler og udtryk for páfaldende princip-
løshed, má den/de ansvarlige finde sig i, at
der sker pátale, ligesom bogholderen má
finde sig i, at revisoren forsyner regnskabet
med anmærkninger. Hin Enkelte vil natur-
ligvis forlængst have bemærket, at den fore-
liggende bibliografi efter min bedste overbe-
visning ikke honorerer de krav, som med
rimelighed kan stilles til enhver bibliografi,
men som med særlig styrke kan stilles til en
eksamensopgave indlemmet i den eksamine-
rende institutions skriftserie. Min pointe er,
at ansvaret ganske vist falder pá Mia Thor-
kenholdt og Lars Øhlenschláger, men at
Danmarks Biblioteksskole burde gá ganske
anderledes aktivt ind i overvágningen af,
at dens udgivelser holder en forsvarlig faglig
standard.
Sagt lige ud ad landevejen: bibliografien
vrimler med smá og større fejl i et sádant
omfang, at man fár pá fornemmelsen, at kor-
rekturlæsning ikke har fundet sted. I ganske
særlig grad gælder dette registret, — hvori
man f.eks. snubler over adskillige parente-
ser, der stár tomme, fordi man aldrig har
fáet indføjet de oplysninger, som manglede
i første runde.
Men det begynder sámænd allerede i ind-
ledningen, som rummer sprog- og slagfejl
(»parantes«, »Wiliam«), som mangler to
overskrifter (»Novellefortegnelse/Digtforteg-
nelse«, »Register«), mens en af de ikke-
manglende dog mangler en af sproglige
grunde fornøden afslutning (»Litteratur
om og interviews [med William Heinesen]«),
— og som uđmunder i en formulering, der
ikke blot er sprogligt uheldig, men ogsá bib-
liografisk urimelig (»Hvor der i titler er
brugt gamle retskrivningsregler, er disse bragt
i overensstemmelse med nugældende regler«).
Specielt virker det, som om bibliografien
har det mindre godt med navne. Ejgil Søholm,
som 13.7.1984 i et læserbrev til Information
protesterede imod, at bladets satsanlæg ret
sá konsekvent maltrakterede det færøske
navn Jógvan Arge, og som i den sammen-
hæng fastslog, at det i det hele taget er »noget
svineri« at stave folks navne forkert, — ja,
han má i bibliografien se sit navn stavet for-
kert tre gange (nr. 617, 624 + reg. [som iøv-
rigt mangler henvisning til nr. 617!]).9
Men han stár altsá ikke alene med det.
Henrik Neiiendam er fem gange stavet »Nei-
jendam« (s. 14-22). Bjarne Nielsen Brovst
kaldes »Bjarne Brovst Nielsen« (nr. 621 +
reg.). Flemming Conrad optræder under et
navn, der giver associationer til amerikanske
spionagefilm: »Conrad Fleming« (nr. 229 +
reg.). Stan Robert de Summer-Brason er