Grønlandsposten - 31.12.1946, Blaðsíða 8

262
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 11-12 — 1946
arbejde som det her tilendebragte i meget høj Grad
blokerer Styrelsens Arbejdskraft. Vi er jo ikke saa
mange, saa hver eneste Mand maa i Ilden ved en
saadan Lejlighed. Vi har haft en Udvalgsbehandling
i 1939; vi har nu igen haft Udvalgsbehandling i 1946,
der strakte sig over det meste af et halvt Aar, og til
hvis Gennemførelse naturligvis alle Kræfter i Styrel-
sen maatte sættes ind og andet Arbejde sættes til
Side. Det, jeg synes, det først og fremmest nu maa
komme an paa, er at opnaa den fornødne Arbejdsro
til at gennemføre de foreliggende Planer, Arbejdsro,
saaledes at produktivt, dagligt Arbejde kan gennem-
føres uden Hæmninger og uden Hindringer. Vi, der
i Øjeblikket arbejder i Styrelsen — i hvert Fald jeg
— ser for saa vidt uden Glæde Muligheden af en stor
Kommission i Møde. Jeg ved, hvor mange Mennesker
den vil kræve, jeg ved, den vil sinke Styrelsens al-
mindelige Arbejde, fordi man ikke kan være to Ste-
der paa en Gang, og fordi en Del Tjenestemænd maa
tages ud af det allerede nu hikkende Arbejde i Grøn-
land for at tiltræde en saadan Kommission. Men der
er jo ingen Grund til at tage Forskud paa Bekym-
ringerne. Skal der til sin Tid være Kommission, saa
skal der naturligvis være det.
Som en Anke mod den foreliggende Betænkning
er det anført, at de Tjenestemænd, der har siddet i
Grønland under Krigen, ikke i tilstrækkelig Grad har
været tilkaldt. Jeg vil dertil gerne sige, at saavidt
mig bekendt er alle, der ønskedes tilkaldt, ogsaa
blevet tilkaldt til Generaldebatten. Det er rigtigt, at
ingen af dem var med i Underudvalgene. Styrelsen
gjorde opmærksom paa det formentlig ønskelige i, at
Tjenestemændene var repræsenteret ogsaa her, men
fra anden Side, saa vidt jeg husker saavel dansk som
grønlandsk, fandt man det mere hensigtsmæssigt,
naar Generaldebatten var forbi, da at forhandle di-
rekte med hinanden i Underudvalgene.
Efter at jeg nu har rejst i Grønland, talt med samt-
lige Kommuneraad, med Landsraadet, med grøn-
landske og danske Tjenestemænd, er jeg fuldtud klar
over Rækkevidden af de Opgaver, der paalægges Sty-
relsen i den nærmeste Fremtid. De er ikke smaa, og
de er heller ikke faa. Det maa derfor være en Livs-
betingelse først og fremmest at faa opbygget en Or-
ganisation, der er i Stand til at gennemarbejde Tin-
gene og faa dem fra Haanden. Jeg finder det derfor
en lykkelig Ordning, at en Del af de fra Grønland
hjemvendte Tjenestemænd nu søges knyttet til Sty-
relsen. Med Statsminister Knud Kristensens Sam-
tykke kan jeg her oplyse, at der arbejdes paa at faa
Landsfoged Brun, der paa dygtig Maade ledede den
grønlandske Administration under Adskillelsen, fast
knyttet til Styrelsen som Vicedirektør, og at dette
Arrangement tænkes gennemført snarest muligt, helst
fra 1. Januar. Jeg tror paa et frugtbart og godt Sam-
arbejde til Gavn for Helheden. Det samme gør Lands-
foged Brun. Endvidere skal der efter Betænkningen
ansættes en Handelsinspektør og en Raadgiver for
de kulturelle Anliggender. Det vil jo ogsaa blive
Mænd, der har gjort Adskillelsestiden med i Grøn-
land. I Styrelsen arbejder forøvrigt allerede adskil-
lige deroppefra. Det bliver fornødent at søge opret-
tet et helt nyt Kontor, bl. a. af Hensyn til den store
og vigtige Vejrtjeneste, der er en helt ny Etat i Etaten,
ligesom mange andre nye og krævende Opgaver fore-
ligger. Jeg har forstaaet, at mange Mennesker opfatter
Betænkningen som værende alt, hvad Grønlands Sty-
relse har i Sinde i de næste 5 Aar at foretage i Grøn-
land og over for Grønlænderne. Dette er en funda-
mental Misforstaaelse. Betænkningen er et Supple-
ment til Styrelsens almindelige Arbejde paa at lede
Udviklingen i Grønland frem saa hurtigt, som det la-
der sig gøre, og saa vidt der kan skaffes Penge dertil.
Dette Arbejde er paa alle Omraader mere intensivt
nu end nogensinde før. Betænkningen er yderligere
en Saltvandsindsprøjtning, der skulde give Haab om
endnu hurtigere og bedre Resultater.
Paa et Punkt betegner Betænkningen et afgørende
Brud med tidligere Retningslinier, nemlig de økono-
miske. Jeg har søgt at paavise, hvilken økonomisk
Linie, der er gaaet igennem den grønlandske For-
valtning i tidligere Aar. Ved Betænkningen af 1946
har man klart og tydeligt udtalt, at de Midler, der
er fornødne til at føre de ønskede Reformer igennem
i Grønland, ogsaa maa søges fremskaffet ad den sæd-
vanlige Bevillingsvej uden Hensyn til, om Grønland
i sig selv er i Stand til at bære det. Dette skal na-
turligvis ikke forstaas saaledes, at man er villig til
at søge enhver Foranstaltning, som bliver foreslaaet
som ønskelig, gennemført uden Hensyn til dens Be-
kostelighed. Man er klar over, at det grønlandske
Samfund lever geografisk set paa Tærskelen til Eksi-
stensens Opretholdelse, og at det naturligvis maa til-
stræbes, at Grønland saa vidt muligt kan bære sig
selv økonomisk. Men man udtaler som sagt tydeligt,
at dette Hensyn ikke maa virke som en Bremse paa
de Reformer, som Betænkningen har peget paa, og
som kommende Aar naturligvis yderligere vil kræve