Grønlandsposten - 31.12.1946, Blaðsíða 9

31. December
GRØNLaNDSPOSTEN
263
udvidede. Det vil maaske interessere at vide, at det
grønlandske Underskud paa indeværende Aars Fi-
nanslovs-Forslag paa Driften er opført med lidt over
5 Millioner Kr. Beregnet pr. Indbygger er dette et
Underskud, naar Befolkningen sættes til 20.000, paa
250 Kr. pr. Indbygger.
Hvis det danske Samfund havde et tilsvarende Un-
derskud pr. Indbygger, vilde det blive paa 1000 Mil-
lioner Kroner. Det bemærkes, at i Finanslovs-For-
slaget er der ikke medtaget de Udgifter, som vil blive
foranlediget af Betænkningen af 12/o 1946. Disse er
opgjort til yderligere 2 Millioner Kroner om Aaret,
saaledes at Grønlands Underskud skulde kalkuleres
til 7 Millioner. Dette vil svare til et Underskud for
Danmark paa 1400 Millioner Kroner. Ændrer Ver-
densmarkedets Konjunkturer sig til det daarligere,
vil Underskudet kunne blive væsentligt større, me-
dens omvendt eventuelle høje Priser paa de grøn-
landske Produkter vil gøre Billedet lysere.
Som jeg til at begynde med sagde, finder jeg det
vanskeligt paa nærværende Tidspunkt at gaa ind
paa Enkeltheder i selve Betænkningen. Lad mig blot
for en Ordens Skyld tilføje, at det meget omdispu-
terede Spørgsmaal om Centralstyre i Grønland, eet
Landsraad eller to Landsraad, een Landsfoged eller
to Landsfogder, muligvis ikke er saa betydningsfuldt,
som det gøres til. Jeg ved jo nok, at det i visse Kredse
fremføres som et uafviseligt Ønske. Jeg ved ogsaa, at
de grønlandske Delegater gik ind paa Tanken, men
ikke enstemmigt. Jeg har nu gennemrejst Landet
lige fra Etah til Østkysten i Syd, over 4000 Sømil i
Motorbaad, og talt med mangfoldige Mennesker og
Autoriteter. Det har været meget faa Steder, hvor man
har ønsket at diskutere dette Spørgsmaal med mig.
Det ligger, tør jeg sige, fjernt fra den almene Grøn-
lænders Tankegang. Han ønsker Dagens og Vejens
Arbejde gjort først og fremmest paa det erhvervs-
mæssige, det skolemæssige og det sanitære Omraade,
og jo længere bort man kommer fra Centralstedet
Godthaab, desto mindre Tale hører man om dette
Problem. I det meste af Nordgrønland og i det syd-
ligste Sydgrønland findes det simpelthen ikke, i hvert
Fald ikke paa en saadan Maade, at det kan vinde
almen Interesse. Dertil skal jeg endelig føje, at der
har været mange Grunde til at gennemføre en Over-
gangsordning, inden man definitivt tager Standpunkt
til dette Spørgsmaal. Jeg røber ingen Hemmelighed
ved her at oplyse, at baade Landsfoged Brun og
Landsfoged Svane paa Linie med mig under For-
handlingerne manede til forsigtig Tilbageholdenhed
i dette Spørgsmaal.
Bortset fra disse faa og spredte Bemærkninger ved-
rørende selve Betænkningen, har jeg altsaa kun øn-
sket som formentlig værende af Interesse her ved
denne Lejlighed at trække den Linie op, som Grøn-
land og Danmark i lang Tid har arbejdet efter, kon-
trolleret af Rigsdag og Offentlighed. Jeg har villet
vise, at de tre Betænkninger fra 1921, 1939 og 1946
forsaavidt er en Enhed, som de korresponderer me-
get stærkt, og man kan følgelig ikke bedømme Be-
tænkningen af 1946 uden at have Blikket rettet mod
de to andre. Ogsaa af denne Grund er det forkert,
naar man hører den sidste Betænkning karakterise-
ret som Lapperier uden Betydning. Den udbygger det
bestaaende og giver Løfter om noget kommende.
Direktør Oldendows oplysning om, at landsfoged
Eske Brun fra 1. januar ventes fast knyttet til
Grønlands Styrelse som vicedirektør, blev af forsam-
lingen hilst med stærkt bifald, og det samme var
tilfældet, da direktøren sluttede sin tale. Straks efter
fik landsfoged Eske Brun ordet. Ogsaa landsfogeden
blev modtaget paa talerstolen med hjerteligt bifald:
Landsfoged Eske Brun opridser nye linier
for vor politik i Grønland
Der er np forløbet halvandet Aar siden Grønlands
»Genforening« med Danmark, maaske de mest afgø-
rende 18 Maaneder i Grønlands nyere Historie, fordi
hele Forholdet mellem Danmark og Grønland ved
Begivenhedernes Udvikling i Verden er blevet taget
op til Overvejelse og Prøvelse, fordi Fremtidens Ret-
ningslinier nu maa fastlægges paa en saadan Maade,
at Udviklingen kan underbygge den Grønlændernes
Tillid til Danmark, hvoraf vort Forhold til Grønland
afhænger. Et forkert Skridt nu, eller Undladelsen af
at gøre et nødvendigt Skridt, kan faa de mest vidt-
rækkende Følger.
Den Diskussion om grønlandske Forhold, som er
løbende herhjemme, har gjort det klart, at det nu er
paatrængende nødvendigt, at alle her i Landet, hvad
enten de direkte har med grønlandske Affærer at
gøre, eller de blot i Almindelighed som danske Bor-
gere interesserer sig for dette danske Samfundspro-
blem, maa indstille sig paa, at en fuldstændig Men-
talitetsændring er absolut paakrævet, hvis vi ikke
skal havne i et Uføre i Forholdet mellem Danmark
og Grønland. Det er i Dag vor Pligt at befri os for