Grønlandsposten - 31.12.1946, Blaðsíða 32

286
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 11-12 — 1946
Indholdet af en remmesælsmave, hvor den overvejende ernæring har
været forskellige krebsdyr (foroven) og buccinum-snegle (i midten). De
mange skallaag af buccinum tyder paa, at denne snegl spiller en væ-
sentlig rolle som fødeemne for remmesælen. Nederst ses indvoldsorme
og rester af fisk: polartorsk og lycodes. (Chr. Vibe: fot.)
stor del al de tidligere uhyre flokke af hvalrosser,
der ellers har haft fast tilholdssted hernede.
Et andet vigtigt fangstdyr i Thule-distriktet er
remmesælen. Den har en langt større udbredelse end
hvalrossen, omend ogsaa dens omraade er begrænset.
Om sommeren er den almindelig inde i fjordene, men
om vinteren trækker den udefter følgende isranden,
men gaar dog langt længere ind under isen end hval-
rossen, idet den ligesom fjordsælen er i stand til at
holde aandehuller aabne med forluffernes kløer. Dog
gaar den sjældent op igennem is, der er.over 20—30
cm tyk.
Paa steder, hvor stærke strømme holder aabent
vand vinteren igennem, tager remmesælen imidler-
tid ikke i betænkning at overvintre, selv om disse
steder ligger flere hundrede km fra isranden. Saa-
ledes kan remmesælen træffes vinteren igennem ved
strømsteder omkring Bache-halvøen, omkring Dar-
ling-halvøen og syd for Fort Conger, alle paa Elles-
meresland, samt ved det store strømsted med stedse
aabent vand omkring Kap Calhoun paa Washington-
land. Disse steder er af samme grund sikre fangst-
pladser vinteren igennem, og nødstedte polareski-
moer søger derfor skyndsomst herhen, om fangsten
andet sted maatte svigte.
Med hensyn til valg af fødeemner er remmesælen
meget alsidig, den er nærmest altæder, men holder
sig dog overvejende til havbundens epifauna, og
hvor dybderne er for store, tager den til takke med
polartorsk. Hosstaaende billede giver et lille indtryk
af, hvad der er fundet i en remmesælsmave, hvor
remmesælen har fourageret paa de lavere dybder.
Bemærkelsesværdigt er det, at remmesælen ikke er
interesseret i muslinger, derimod er den en særlig
ynder af de store buccinum-snegle, der næsten altid
findes i maveindholdet, og som den iøvrigt er ene
om at fortære.
Da mange af remmesælens fødeemner er dyr, som
de andre havpattedyr ikke æder, og da den ikke
lader noget gaa til spilde, er den et meget nyttigt
dyr at have paa fangstfelterne. Den gaar ikke hval-
rossen i næringen, men konkurrerer maaske lidt med
fjordsælen, men til gengæld spiller den en saa stor
rolle i befolkningens økonomi, at man gerne under
den de par ulke, rejer og polartorsk, som den tager
fra fjordsælen. Til gengæld er fjordsælen alene om
spisebordet i bunden af fjordene i de otte af aarets
maaneder, saa længe islægget varer.
Nye bemærkelsesværdige fund
De sidste aartiers mildere klima har foraarsaget,
at saavel hvalrossen som remmesælen har kunnet
rykke deres overvintringsomraade længere ind mod
kysterne, samtidigt med at andre dyrearter har kun-
net indvandre til Thule-distriktet, saaledes blaa-
muslingen, stikmyggen, vandrefalken for at nævne
el par eksempler fra mine egne undersøgelser. Sam-
tidigt er højarktiske arter som muslingen yoldia arc-
tica trukket længere nordover.
Mest bemærkelsesværdigt er dog fundet af to krebs-
dyr, rejen synalpheus fritmulleri og fiskebjørnen
nerocila acuminata, som jeg begge fik lyslevende op
med bundhenteren i december 1939 oppe ved Neqé.
Ikke alene begge disse to arter, men ogsaa de fa-
milier, hvortil de hører, er helt ukendte fra Grønland,
ja, de er hidtil ikke fundet nordligere end omraa-
derne omkring den Meksikanske Bugt, ca. 40 bredde-
grader syd for deres nye findested ved Thule. Dette
fund har nærmest vakt bestyrtelse mellem vore hjem-
lige videnskabsmænd, og det vil sikkert vække en
betydelig opsigt verden over, naar det bliver kendt.
I øjeblikket staar vi ganske uden nogen rimelig for-
klaring paa dette nye udbredelsesomraade for disse
to nærmest tropiske krebsdyrs vedkommende. Maaske
kan deres pludselige opdukken ved Neqé skyldes
mangel paa tilstrækkelige undersøgelser langs Grøn-