Atlanten - 01.01.1918, Síða 33

ranti for, at Selskabet mener det alvorligt. Maaske handler det paa
samme Maade, som Påll Torfason med Udvindingen af Saltet. Det er
haardt, at den største Producent i Landet i et helt Aarhundrede er fri-
taget for Skatter til Landskassen. Samfærdselsmidler og Salg af Kraft
kan i et udenlandsk kapitalstærkt Selskabs Hænder blive et tungt Aag
for Folket. Dette Foretagende kan være et maskeret Angreb paa Lan-
dets Selvstændighed i Fremtiden. De siger, at det ikke er længe siden,
for kun at tage et nærliggende Eksempel, at Knud Berlin gentagne
Gange har gjort sine Landsmænd opmærksom paa, at de skulde ind-
lemme Landet ved at tilføre islandske Foretagender store Kapitaler.
Saa delte er Meningerne. Timinn vil efter Evne prøve paa at be-
tragte Sagen fra begge Sider og benytte sin Indflydelse, saa langt den
rækker, for at man i denne Sag kan opnaa en saadan Afgørelse, som
bedst sikrer Nationens Interesser baade i nær og fjærn
F remtid.
Ud fra det Synspunkt betragtet, er det den første Betingelse, at
man modtager denne Sag med fuld Høflighed. Man ved ikke tilstræk-
kelig meget om Sagen til, at man uden at være uforsigtig kan tilsige
den sin Støtte. Heller ikke ved man nok til helt at fordømme den. En
stor Del af de Betingelser, Selskabet nu stiller, er næsten uantagelige.
Men det kan være, at man kan faa dem ændrede i Retning af en taa-
lelig Form. Hertil kræves der Tid, Undersøgelse, rolig Overvejelse
og Forhandlinger. Men, hvis man gaar overilet og uovervejet frem,
kunde det gaa saadan, at Folket indgik sin første Fosseoverenskomst
paa et lige saa uforstandigt Grundlag, som de Mænd, der i de sidste
Aar har solgt Fosseejendomme, der var Millioner værd, for en ussel
foreløbig Fortjenestes Skyld.
De Finansmænd, der vil udnytte Sogsfossene, maa kunne forstaa,
at vi ved, at de begynder paa dette Foretagende i den Hensigt at tjene
paa det, og dertil er heller intet at sige. Anderledes kunde det ikke
være. Men de kan ikke begynde undtagen med Islændernes Tilladelse.
Og vi vil ogsaa tjene. De har fra deres Side overvejet Sagen og ved, hvilke
Betingelser de vil tilbyde. Men det islandske Folk ved intet om Sagen,
og kan derfor ikke for Øjeblikket give noget Svar — undtagen med den
Risiko at spille Hazardspil om sin Fremtid.
Det maa staa Sogssagens Forkæmpere klart, at kun paa en Maade
kan denne Sag have gode Følger for begge Interesserede. Og det er
paa den Maade, at man med Oprigtighed arbejder paa den og varetager
begges Interesser. Hvis Sagen fremskyndes for meget, vækker det Mis-
tænksomhed og Partisplittelse, og da er der foreløbig sat en Bom for,
at den kan føres ud i Livet.
At tage Fejl i nationale Sager er undertiden temmelig dyrt. For
nogen Tid siden blev Kanadas Regering indviklet i en Proces med et
hovedrigt Jernbaneselskab der i Landet. Uenigheden drejede sig om
Forstaaelsen af eet Ord i en Overenskomst mellem Regeringen og Sel-
skabet. Det endte med, at Landet tabte og maatte betale Selskabet nogle
Millioner Dollars i Skadeserstatning. Ved Affattelsen af Traktaten havde