Atlanten - 01.01.1918, Side 39

— 41
der i Jøkelsaaen undervejs. Vandet rinder nemlig i disse Egne
de fleste Steder under Jorden, da Jordbunden er porøs, enten Lava
eller Sand, og man kan derfor ikke med nogen Sikkerhed se, hvor det
kommer frem. Størrelsen af den aarlige Nedbør paa Jøkelsaaens Ned-
børsomraade kender man ikke, og den er ogsaa sikkert forskellig paa
selve Nedbørsomraadet.
Vandmængden er meget varierende. Som Regel er den vistnok
meget større end den Gang, jeg maalte den. og undertiden mange
Gange saa stor. Nogle Iagttagelser, som Bonde Påll Johannesson paa
Austara Land i AxarfjorSur paa min Foranledning gjorde en Tid lang
ved Broen Axarfjord, viser, at Vandmængden har været større hele Vinteren
1907—08, end den Gang jeg maalte den. Den begynder for Alvor at
vokse i Marts Maaned og holder sig derefter paa samme Højde Resten
af Vinteren og i Sommeren 1908; dog bliver den pludselig meget ringe
en kort Tid i Midten af Juni, men stiger straks igen.
Jøkelaaen strømmer ingen Steder gennem Indsøer, og man kan
næppe synderligt udjævne dens Løb. Dog er det tænkeligt at lave en
Dæmning i den ovenfor Selfos, men Dæmningen maa være høj, for at
man kan faa en stor Vandmasse, og i saa Fald er det ikke sikkert, at
Jordbunden vilde vise sig tæt nok.
Om Vinteren fryser Jøkelaaen til som de fleste Aaer paa Nord-
landet. Ved Tøbrud om Vinteren og om Foraaret bryder den Isen af
sig, og slynger med Kæmpekraft Isflager langt op paa Bredden. Jøkelløb
forekommer ogsaa i Jøkelsaaen, men de er sjældne; de forekommer
mest ved vulkansk Virksomhed i Jøklen, eller hvis Aaen under Jøklen
af andre Grunde stoppes. Saaledes omtaler Professor Thoroddsen store
og skadelige Jøkelløb i Jokulså i Aarene 1655, 1726 og 1729. I Aaret
1717 havde Kverkfjoll et Udbrud; da kom der et stort Jøkelløb i
Jokulsåen, og der er et Sagn om, at Dagen før »Løbet« blev Jøkelsaaen
helt udtørret.
Skjålfandafljot (Skjalfandafloden).
Den mest kendte Fos der er Godafos. Ved at lave en 2 m høj Dæm-
ning ovenfor Fosranden og benytte hele Faldhøjden paa en 1,800 m
Strækning af Lejet, kan man faa en 42 m Faldhøjde, og Kraften vilde
da blive 39,200 ubundne Hestekræfter.
Noget nedenfor Godafos deles Skjalfandafloden i to Arme omkring
Tingo. I den østligste Arm ligger Uldfossen, omtrent 15 m høj, men i
(len vestlige Arm Børnefos. Medregner man Strømhvirvler og nogen
Hældning ovenfor Børnefossen, kan man der faa 16,5 m Faldhøjde.
Hele Beliggenheden peger paa, at hele Anlægget vilde blive meget bil-
ligt. Det er let at opdæmme den østligste Gren, der, hvor Floden deler
sig, og da skulde man af Børnefossen kunde udvinde 154,000 ubundne
Hestekræfter.
Djupaa, som rinder fra Ljosavatn, kunde tilføres Skjålfandafljot
lige ovenfor Børnefossen og dens Løb, som er 1—2 m3 Sek., kan fuld-
komment reguleres ved en Dæmning oppe ved Ljosavatn.
i