Atlanten - 01.01.1918, Síða 50

søgt paa Grund af sin Styrke. Klapmydsen holder sig til Storisen og
indfinder sig kun paa visse Tider af Aaret. Af Betydning er Klapm3Tds-
fangsten kun i Julianehaabs Distrikt, hvor den ifølge Rink udgør om-
kring */» af Aarets Udbytte. Tilbage bliver da Fjordsælen og Svart-
siden, der danner Grundlaget for Eskimoernes Eksistens. Fjordsælen
i det nordlige og Svartsiden i det sydlige.
Hvad Sæljagten angaar, ligger Forskellen mellem Nord- og Syd-
grønland ikke i, at der Syd for Holsteensborgs Distrikt optræder ny
Metoder, men i at nogle af Fangstmaaderne fra Nordgrønland hører
op at benyttes. Den almindelige Jagtmetode fra Kajak med Harpun og
Kastetræ anvendes allevegne paa Vestkysten; men medens den i Nord-
grønland kun kan drives en kortere Tid af Aaret, er den saa at sige
den eneste, der i Sydgrønland giver et betydeligt Udbytte.
Forholdene er derfor langt vanskeligere i det sydlige end i det
nordlige Grønland, idet Jagten fra Kajak i det aabne, urolige Hav er
underkastet langt større Tilfældigheder end Isjagten. Misfangst er langt
hyppigere, og da det fornemste Jagtdyr, Svartsiden, er et træk-
kende Dyr, der i Aarets Løb et Par Gange forlader Kysten, maa Ind-
byggerne være forsynligere end deres Landsmænd i Norden, i hvis
Farvande Fjordsælen opholder sig Aaret rundt. En Slags Overgang
fra Kajakfangsten i aabent Hav til Isjagten danner Jagten
fra Isranden ved Strømstederne, ved Vaager, der holdes aabne af et
indespærret Isbjærg, eller ved Revner, de kalvende Isstrømme danner
i Vinterisen. Denne Jagt drives særlig i Forvinteren. Jægeren med-
bringer altid Kajakken paa sin Slæde for i fornødent Fald at kunne
hente det harpunerede eller skudte Dyr. Metoden anvendes ligeledes
overfor indespærrede Flokke af Hvidfisk, der tyr til nærmeste Aab-
ning i Isen. Lægger Isen om Efteraaret sig spejlglat, hvad dog ikke
hænder hvert Aar og som Regel kun i Umanaks Bugten, kan Glatis-
fangsten finde Anvendelse. I den egentlige Vintertid, naar Havet helt
er lukket og Isen er snedækket, drives Maupokfangsten, og om For-
aaret jages de paa Isen opkrøbne Sæler (Utok-Jagten).
Endnu en Isjagtmetode har i Fortiden været anvendt i den
nordlige Del af Vestgrønland, men allerede paa Rinks Tid spillede den
en meget ringe Rolle. Helt uddød er den siden ikke, men den anven-
des kun sjældent. I Østgrønland ved Angmagssalik traf Gustav Holm
den endnu i Brug 1884. Ifølge Holm hugges først i Isen to Huller, det
ene et Par Fod i Diameter, og det andet kun saa stort, at Harpun-
stangen just kan gaa igennem det. I denne Fangst deltager to Mænd,
af hvilke den ene ligger paa Isen og kigger ned igennem det større Hul
med et Klædningsstykke over Hovedet for bedre at kunne se i Vandet.
Denne Mand styrer den lange Harpunstang, som holdes ned i Vandet
af den Mand, der staar oprejst med Harpunstangen i højre Haand og
Fangeremmen i venstre.-----Denne Jagtmetode kaldes ituartorpok
og er sikkert en urgammel arktisk-eskimoisk Fangstmetode.
I vore Dage er de forskellige Sæljagtmetoder bievne noget ændrede
navnlig efter Indførelsen af Geværet. Sælfangst i Garn anvendes ogsaa
hyppigt. Dette skjddes dansk Paavirkning.