Atlanten - 01.01.1918, Qupperneq 51

De to mindre Hvaler, der stedse har spillet en betydelig Rolle
for Grønlænderne, er Hvidfisken og Narhvalen. Begge forekommer
sjældent i Sydgrønland, hvorimod de i de nordlige Bugter spiller en
ikke ringe Rolle. De' fanges om Sommeren fra Kajak paa samme
Maade som de større Sælarter. Det samme gælder om de smaa Del-
finer som Marsvinet, forudsat Fangeren kan se sit Snit, da de som
Regel er for vilde. Fangsten af de store Bardehvaler, som Nord-
hvalen og Stubhvalen, er nu ophørt, og Metoden er gaaet i For-
glemmelse. Tidligere dreves den med stort Udbytte paa den mellemste
Del af Kysten omkring Holsteensborg eller i de samme Egne, hvor
senere Danskerne drev Hvalfangst.
Fra Angmagssalik har G. Holm og senere Thalbitzer samlet Vidnes-
byrd om, at der har været drevet Hvalfangst paa ganske lignende
Maade som paa Vestkysten.
II. Egede, O. Fabricius og II. C. Glahn har beskrevet Vestgrønlæn-
dernes Hvalfangst og deres Skikke ved denne. Sædvanligvis dreves
den i Fællesskab af 2—3 Umiakker, der havde en Besætning paa 10—12
Mand. Fabricius fortæller, at Baaden først var belagt i Bunden med
opblæste Kobbeblærer, »for at hindre den fra at synke«. Metoden be-
stod forøvrigt i at liste sig ind paa Hvalen, harpunere den, senere efter
nærme sig det opdukkende Dyr og stikke en ny Harpun med Snor og
Blære i den. Er Hvalen dræbt og flyder paa Vandet, flænser Jægerne
den, iført deres saakaldte Springpelse, der bestaar af Pels, Benklæder
og Støvler i ét Stykke og er indrettet til at sammensnøres under Hagen
og om Haandleddet. Gennem et Hul paa Forsiden kryber Jægeren ind,
hvorefter Pelsen pustes op med Luft og alle Aabninger tilsnøres.
De ved denne Jagt brugelige Skikke og den Maade, hvorpaa Byttet
tilfalder Jægerne og tilfældige Deltagere minder stærkt om Forholdene
hos Vesteskimoerne, særlig Eskimoerne ved Point Barrow, der lige-
ledes var ivrige Hvalfangere. I Grønland var Hvalfangsten den eneste
Lejlighed, ved hvilken Manden vilde være bekendt at ro i Umiak.
»Endda ro de ikke med Konebaads-Aarer, eller med Ryggen til For-
stavnen, men med smaa Haand-Aarer og Ansigtet vendende mod Baadens
forreste Ende« (II. C. Glahn).
Egnen Nord for Holsteensborg, hvor det hænder, at Vestisen eller
Davisstrædets vestlige Isstrøm stryger mod Land, er tillige det eneste
Sted ved Grønlands Vestkyst, hvor Hvalrossen optræder i større
Mængde. For Eskimoerne har Jagten paa Hvalros dog kun spillet en
lignende lejlighedsvis Rolle som Isbjørnjagten, der kun drives paa
de nordligste og sydligste Dele af Vest-Kysten.
Med Sæljagten er omtalt Grønlændernes væsentligste Ernærings-
kilde og den, der forsyner Samfundet med Føde, Klæder, Betræk til
Telte og Baade samt Brændsel. For Grønlænderne selv staar Sæljagten
som Mandens Arbejde, og som det han indlægger sig Ære i at drive
til Fuldkommenhed. Den eneste Jagt, der i Eskimoernes Hjerte har
kunnet gøre Sæljagten Rangen stridig og endogsaa overgaaet den, er
Renjagten. Allerede Cranz gjorde den Iagttagelse, at Renkød var
deres kæreste Føde, hvilken de dog erhvervede i saa forholdsvis ringe