Atlanten - 01.01.1918, Síða 58

60 —
Cl. Savssarneq. Narhvaler og Hvidfisk fanges i Vaager, hvor-
til de søger for at aande. Stundom ligger de ganske tæt sammen her,
fra 20 til flere Hundrede Stykker, — Narhvalerne med deres lange Tand
op paa Isen.
Porsild beretter:
»Naar lungeaandende Sødyr, især Hvaler og Fugle, overraskes af pludse-
lig indtrædende stærk Kulde med stille Vejr, samler de sig i store
Flokke i de sidste Vaager i Isen for at aande. Holder Vejret sig ufor-
andret, kan de ikke slippe derfra igen. Saadanne i en Vaage sammen-
stimede Dyr kalder Grønlænderne savssat, et Flertalsord, der nær-
mest udtales sessåt eller sossåt, — i forbedret Form »en Søvs«, et
Ord, som ikke er videre velklingende, men som nu synes at have
mindst 150 Aars Hævd. — Da en Søvs i økonomisk Henseende nær-
mest betyder en uhyre Lotterigevinst for de omliggende Bopladser,
bliver der naturligvis systematisk søgt efter den, saa snart Forholdene
taler for dens Mulighed, og den heldige Finder faar, foruden sit eget
Udbytte, af det Offentlige en Riffel eller end Rifrels Værdi, forudsat
selvfølgelig, at han straks lader Meddelelsen om sit Fund komme til
Offentlighedens Kundskab. I stærk Kulde stiger der Dampe op fra
det varme Vand, fra Vaager og Revner i Havisen, fra Tidevandsspalter
langs Fjæren og fra Kilder paa Land. I stille, klart Vejr kan saa-
danne Dampsøjler ses langt bort, og er en stor Søvs af store lunge-
aandende Dyr samlet i en enkelt begrænset Vaage, bliver Dampsøjlen
meget forstærket og letter derved Opdagelsen betydeligt.«
Vinteren 1914—15 var i Vest-Grønland saa ualmindelig kold, at
selv gamle Folk ikke mener at kunne huske Mage til den. Islaget blev
ganske usædvanligt. Grønlænderne var klar over, at der maatte blive
Søvs, hvis ikke Vejret slog om, og de kørte fra Disko-Bugten ud for
at lede efter den — og med Held. Den 10. Februar Aften begyndte
Fangsten. Narhvalerne havde i deres Aandenød — Vaager var der
ingen af — hjulpet sig selv og slaaet en Række Huller i et forholdsvis
mere t3Tndt og gennemsigtigt Isfelt. Disse Huller var fra 2 til 10 Meter
lange og fra V« til knap 1 Meter brede. De slaas med den tykke og
faste Pude, der ligger paa Oversiden af Hovedet, foran Blæsehullet.
Da Porsild kom til, havde Jagten allerede • været i Gang et Par
Timer. Stimen eller rettere smaa Flokke af Stimen, hver paa 6—20 Dyr,
svømmede ustandseligt frem og tilbage under Rækken af Hullerne.
»Med passende Mellemrum kom de op for at aande. Det saa ud, som
om en i Flokken bestemte, naar de skulde op, de andre fulgte saa med
og trængte paa, saa det buldrede som af store udstoppede Boldte, der
trængte paa hinanden og tørnede mod hinanden og mod Isen, saa
denne rystede under en. Hver Gang en Flok kom op, pressedes der
en Del Vand op gennem Hullet, og da’ Kulden var streng — det var
henimod 30° C. — saa frøs dette snart, saa at Hullerne efterhaanden
kom til at ligge i Rj'ggen af en langagtig Vold. De opkastede Flager
havde en Tykkelse her fra 6 til 8 cm, men med den senere Søvs
maalte jeg Flager, der var slaaede op af Narhvaler, paa indtil 15 cm’s
Tykkelse«. Narhvalen bruger ikke sin Tand til at hugge Huller med.