Atlanten - 01.01.1918, Side 60

— 62 —
Ogsaa andre Hvaler kan slaa Huller i Isen. Hvidfiskene gør det under
lignende Forhold. Efterhaanden som Stimen tog af, var det kendeligt,
at Narhvalerne søgte at undgaa de Huller, der var blodige af Slagtning.
En Mængde Dyr var bleven skræmmet bort af Skydningen, og
senere paa Maaneden fandtes en ny Søvs af samme Type som forrige,
i en Række af slaaede Huller, der dannede en Linie paa henimod 3
geografiske Mil. Stimen var fra Begyndelsen langt mægtigere end den
første, men desuden havde Fangerne de første Dage det Indtryk, at
der stadig kom nye Flokke til. De kom langvejs fra, nervøse, ud-
mattede og lidende af Aandenød. Isen var meget sværere og Aande-
hullerne frøs til.
»Saa længe der var Dyr nok, efterstræbtes jo først Hanner med
store Stødtænder, senere Hunner; dog er der vist ingen Tvivl om, at
der er langt flere Hunner end Hanner.
Der blev fanget ret mange Individer, hvis Stødtænder var knæk-
kede, snart nærmere ved Spidsen, snart nærmere ved Hovedet. Blandt
de ved Godhavn og Jakobshavn fra Sovsen indhandlede Tænder saa
jeg ialt 5—6 Stykker, hvor der i den knækkede Tand var indstukket
Spidsen af en anden og mindre, der altsaa ogsaa var knækket af og
sad som en veritabel Plombe i Hullet.-----Ogsaa de knækkede Tæn-
der er meget kendelig slidte efter Bruddet; ofte er Brudkanterne helt
afrundede og glatte, og hvor Tanden er »plomberet«, er det Plombens
Brudflade, der har faaet det stærkeste Slid.
Ved den første Søvs blev der paa den ene Dag, den udnyttedes,
dræbt og fanget henved 70 Dyr. Her var der kun Folk fra Godhavn
og Skansen, af hvilke flere havde været med til en saadan Fangst før,
og som derfor forstod at arbejde nogenlunde planmæssigt. Heller ikke
var Konkurrencen her saa stor, som den blev ved den senere. Al-
mindeligvis tog hver Fanger sit Hul, stillede sig med ladt Riffel og
skød saa et af Dyrene, naar Flokken passerede, harpunerede det umid-
delbart efter med en Stikkeharpun, eller de dygtigste nøjedes med at
gribe det med den bare Haand, i Blæsehullet, om Tanden eller om en af
Lufferne. Derefter gik han i Gang med at gøre Forberedelser til at tage
sit Dyr op og blev i det hele taget ved det en Gang valgte Hul. Naar
Flokken havde løbet Rækken af Huller ud, vendte den og gik samme
Vej tilbage. Fangerne averteredes om dens Genkomst ved Skydningen
fra de andre Huller og havde god Tid til at gribe Riflen og stille sig
op til Skud igen. Ved denne Metode fik de dygtigste og roligste indtil
7 Dyr. Men desværre bar ikke alle sig saa forstandigt ad. De blev
forfjamskede — de klogere Skytter ventede til Dyret havde blæst, atter
indaandet og ligesom begyndt Vendingen ned efter. Derfor kom
Skuddet altid til at sidde i Nakken og var øjeblikkelig dræbende. De
roligste og sikreste havde endda Tid til at spare deres Skud, til der
kom en Han med stor Tand, og lade de andre gaa. Antallet af dræbte
Dyr fra denne Søvs sattes til mellem 2 og 3 Hundrede.
Konkurrencen om Aandehullerne paa den næsten tre Mile lange
Strækning var saa haard, at til dagligdags fornuftige Folk lod sig drive
til Handlinger, de maaske ellers ikke vilde have begaaet. En ung og