Atlanten - 01.01.1918, Qupperneq 62

— 64
dygtig, ugift Fanger fra Godhavn, der allerede havde haft et godt Ud-
bytte paa den første Søvs, skød ved den senere paa en Dag 5 store
Narhvalhanner, tog Tanden ud og sænkede Resten. Han kørte hjem
med en Fortjeneste af op imod halvandet Hundrede Kroner! Tilsidst
stjal man fra hinanden, Hunde, der havde bidt deres Skagler over, løb
herreløse omkring, saa stjal man ogsaa Hunde fra dem, der endnu
havde sine i Behold, Kævl og Skænderi var der nok af, og kun den i
Menneskene dybt rodfæstede eskimoiske Fredsommelighed og Skikke-
lighed forhindrede, at der opkom alvorlige Skærmydsler. Læser man
til Sammenligning en Skildring af Udbyttets velordnede Fordeling efter
en Grindefangst paa Færøerne, som H. C. Miiller har givet den i »Viden-
skabelige Meddelelser fra naturhistorisk Forening« for 1883, saa faar
man ogsaa herigennem en Forestilling om, hvorlangt der endnu er
frem for Grønlænderne til det, man almindeligvis forstaar ved civili-
serede Tilstande. Og man kan jo ikke indvende, at det burde være de
lokale Myndigheders Pligt at gribe regulerende ind. Grønlændernes
uskrevne Vedtægter for Fangst og Udbyttets Fordeling har jo altid
været noget af det helligste og ukrænkeligste, som der ikke maatte
røres ved, selv om det tit nok paa nærmeste Hold tog sig ud som den
smidigste og føjeligste Vilkaarlighed og Lempen sig efter den stærkestes
Krav. Grønlænderne har jo i deres kommunale Institutioner med
Regres til højere Instans de rette Midler til at kunne klare en Sag
som denne til et mere tilfredsstillende Resultat, paa Papiret i alt Fald.
Thi endnu synes det ikke at være rigtig gaaet op for dem, hvilken
Nytte disse Midler kunde gøre her, og vi andre kan altsaa kun se til
og konstatere, hvilken meningsløs Ødselhed her udfoldes. Thi der
bliver ødslet med Værdier — til Hajernes Glæde. Den 7. April pas-
serede jeg Valpladsen i hele dens Udstrækning, da var de sidste Huller
forlængst lukkede. Da talte jeg over to Hundrede Kadavere, og sætter
vi Forholdet mellem fangne og dræbte til det samme ved denne som
ved den forrige Søvs, hvilket sikkert ikke er rigtigt, da der blev for-
holdsvis langt flere skadeskudte, saa kommer vi til det Resultat, at der
ved dem begge tilsammen er dræbt over Tusind Dj'r! Og hvad blev
det varige Udbytte?«
2. Quamaneq. Fangst ved Isranden. Jægeren holder sig skjult
bag Isstykker o. 1., indtil Sælen viser sig, hvorpaa han skyder den og
bjærger den i en Kajak.
3. Sinåliarneq, ligeledes en Fangst ved Isranden, er den Jagt-
metode, som næst efter Fangst i Næt giver bedst Udbytte i Nord-
Grønland. Betingelserne for denne Jagtmetode er til Stede hver Gang
Stormvejr har aabnet Render i Isdækket. Det er især, naar Isen er
bleven gammel og tyk, saa at det er vanskeligt for Sælen (phoca
foetida) at have sit Aandehul aabent, at den tyr til saadanne Kanaler.
Foraarstiden er gunstigst for denne Fangstmetode, der nærmest er
knyttet til Kyster ud mod det aabne Hav; thi normalt findes Betingelser
for denne Fangst ikke i Fjordene. Her praktiseres Utok-Jagten.
Til Jagt ved Isranden kan Kajakken sjældent undværes. Den
bruges til at passere Vaager i og til at hente de skudte Dyr i. Jægeren