Atlanten - 01.01.1918, Side 80

82
hvorfor den ikke maatte ekspederes i Lovform, men den fik dog en
saadan Behandling, at der næppe synes at kunne være Tale om, at
Regerings-»Vandmanden« faar Lov til at kvæle den. Men det forholder
sig nu saaledes, at Folk har ikke stor Tillid til, at Regeringen, med den
Ledelse og den Sammensætning, som den har, vil have Held med sig
til at føre nogensomhelst Sag frem til Sejr, og da maaske allermindst
denne Sag. Man fandt ogsaa, at Regeringens Stilling til Sagen, som
fremgik af dens Krav om, at Sagen ikke skulde ekspederes i Lovform,
tydede paa, at den ønskede at gøre Tingets Behandling af den saa korl-
varig og virkningsløs som muligt.
Alt vel overvejet synes der næppe at kunne være Tale om, at det
bliver afslaaet at give os Flaget. Derimod er det ikke utænkeligt, at
Danskerne forsøger at forhale Sagen med et eller andet Paaskud eller
Foregivende om, at det ikke vilde være muligt at faa Flaget anerkend 1
før end efter Fredslutningen. Men da kommer det an paa Altinget, om
det vil tage et saadant Paaskud for en god og gyldig Vare, selv om det
skulde ske, at Regeringen gik med til at udsætte Sagen. »Visir« har
forskellige Altingsmænds Udtalelser for, at de ikke vil være til Sinds
at finde sig i det Resultat, hvilket ogsaa vilde være det rene Bedrag
overfor Folket. Baade indenfor og udenfor Altinget blev det højtidelig
erklæret, at Tingsbeslutningen skulde i alle Maader gælde ligesaameget
som en Lov, saaledes at Regeringen maatte sørge for, at dens Krav
blev fyldestgjort med det samme. Det var ogsaa den almindelige Me-
ning, at det var højst nødvendigt for Landet at faa Flaget ufortøvet
anerkendt.
Regeringen, og da først og fremmest Førsteministeren, kan vente-
lig ikke være blind for, at saafremt Flagets Anerkendelse ikke nu straks
opnaas, saa vil Tinget og Folket overdrage Ledelsen til andre Mænd.
-— Og hvis det skete, vilde nok mange komme til at mindes det gamle
Ordsprog, »at der sjælden findes et saa stort Onde, at det ikke kan
bebude noget godt«.
("»Visir«),
II. Flagsagen.
Denne Sags Historie i sidste Altingssamling lyder i korte Træk
saaledes:
Kort efter Samlingens Begyndelse indbragte 10 Medlemmer i Un-
derhuset et Forslag til Tingsbeslutning om at nedsætte et 7 Mands Ud-
valg »for at overveje og stille Forslag om, hvilke Foranstaltninger der
skulde træffes for saa snart som muligt at opnaa Raadighed over alle
vore Anliggender og Anerkendelse af vor Suverænitet«. Forslagsstillerne
var: 3 »moderate« Selvstændighedsmænd (M. Pjet., E. Arn., G. Sv.), 1
Løsgænger (M. GuSm.), 4 »radikale« Selvstændighedsmænd (J. J., Sk.
Th., Ben. Sv.. Bj. f. Vogi) og 2 Hjemmestyremænd (Bj. R. Stef., Thor J.).
Udvalgets Formand blev M. Pjetursson. Dette Udvalg indbragte et For-
slag til Tingsbeslutning om, »at opfordre Regeringen til at udvirke, at
der ufortøvet ved kgl. Resolution bestemmes et almindeligt islandsk