Atlanten - 01.01.1918, Side 82

— 84 —
den havde bestemt for det. Denne Bestemmelse har hidtil ikke forvoldt
Island nogen stor Skade, fordi alle danske Skibe kan i Overensstem-
melse med den fastsatte Regel besørge Varetransport til og fra Landet,
foruden de Skibe, vi selv ejer. Men hvis vi faar et særligt Søfartsflag
for vore egne Skibe, synes det uundgaaeligt, at Bestemmelsen vilde blive
haandhævet paa den Maade, at Island blev henvist til sine egne Skibe
med Hensyn til Varetransport. Men dersom Danmark og Island lige-
som før blev betragtede som ét fælles Hele i Henseende til Skibsflaade,
vilde man ikke tage fuldt Hensyn til den Særstilling, som et særskilt
Søfartsflag kendetegner for os. Men nu kan Landet slet ikke klare sig
med de islandske Skibe alene til Varetransport, og det kunde derfor
have været ligefrem forbundet med Fare for Landet at drive Flag-
sagen igennem paa dette Tidspunkt.
Endelig kan det fremhæves, at paa Grund af Køb af Skibe, Rege-
ringens Vareforsyning og Dyrtidsforanstaltninger er Landskassen i Øje-
blikket kommet i saa stor Gæld, at det er uundgaaeligt, ufortøvet at
faa adskillige Millioner Kroner til Laans i Udlandet, hvis ikke alting
skal ramle og Folkets Næringsbrug gaa i Staa paa Grund af Penge-
mangel. De herværende Banker, navnlig Islands Bank, har midlertidig
laant Landskassen omtrent hele Beløbet; men Følgen af disse store
Udlaan, i Forbindelse med aftagende Eksport fra Landet, er bleven
den, at Bankerne er kommet i Gæld i Udlandet, som maa betales. Det
paastaas derfor, og det lyder ogsaa højst sandsynligt, at Bankerne nu
kræver, at Landskassen betaler dem sine midlertidige Laan. Men paa
Altinget sidste Sommer erklærede daværende Finansminister Bjørn
Kristjånsson — hvilket ogsaa utvivlsomt er fuldstændig rigtigt —, at
ingen andre Steder end i Danmark vilde vi kunne faa Laan, uden at
sætte Landets Selvstændighed paa Spil derved. Det var derfor let at
forudse, at Forholdene maatte udvikle sig saaledes, som det nu ogsaa
har vist sig, at Førsteministeren vilde have to Hverv paa én Gang at
udrette i Danmark, at faa et Søfartsflag anerkendt, og at bede om
nogle Millioner Kroner til Laans. Vanskeligere Hverv end
ilisse to paa én Gang, har vistnok ingen af vore Ministre haft at klare
i Udlandet, eftersom kyndige Folk meget vel ved, at hvor delte Menin-
gerne end er i Danmark blandt dets betydende Mænd om, hvor ud-
strakt et Selvstyre, der bør indrømmes os, saa er' der netop blandt de
mest formaaende Finansmænd nogle, hvem det vilde smerte mest, at
se et andet Flag hejst dér, hvor Danmarks Rigsflag tidligere har vajet.
Følgen heraf, som man altsammen maatte vide eller kunde forudse
allerede i Sommer, er da bleven, at Forsøget paa at faa et Søfartsflag
anerkendt, er strandet.
Hvad skal man saa gøre?
Alle de samme Forhold, som gjorde det vanskeligt, uheldigt, ja
endog farligt at drive Flagsagen igennem, er endnu forhaanden, og bli-
ver sandsynligvis forhaanden, saa længe Krigen varer. Desuden er
Stillingen selvfølgelig vanskeligere lige efter et mislykket Forsøg, end
nogensinde før. Det fornuftigste vil derfor være, at vi bliver enige om
at stille denne Sag i Bero foreløbig, indtil Krigen er sluttet, og de For-