Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 83

hold ikke længere er tilstede, som gør det særlig vanskeligt eller util-
raadeligt, at drive Sagen igennem paa nærværende Tidspunkt.
Det synes ogsaa at være en tilstrækkelig stor Opgave for Rege-
ringen og Altinget, at sørge for Landet Forsyning, trods Krigens Van-
skeligheder, selv om man'undlader at sprede Kræfterne eller forbruge
dem til Forsøg paa at drive vanskelige Sager igennem, som godt kan
taale nogen Opsættelse.
(»Løgrjettcu, 8. December 1917).
Hl. Flagsagen.
Det islandske Flags Historie er allerede temmelig omfattende, hvis
alt tages med. Det vil i sin Tid blive en ikke ringe Opgave for Histo-
rikere at skrive den fra Begyndelsen af, og denne Del af Historien om
Islændernes Kamp for at opnaa fuld Selvstændighed, vil ikke blive
regnet for den uvigtigste.
Det vil ogsaa vise sig, at ikke mindst de Vanskeligheder, der har
slaaet i Vejen for denne Sags Fremgang, har forøget Islændernes Kær-
lighed lil Flaget, og har klaret deres Begreber om Nødvendigheden af
at komme i Besiddelse af det, thi om det andet, nemlig at de elskede
Flaget, fordi de havde kæmpet under det, kunde der ikke være Tale.
Det vilde da være godt, om Historien kunde fortælle om de Be-
givenheder, den Gang Islands Konge nægtede Islænderne et fuldkom-
ment Søfartsflag, til Trods for, at Sagen var saaledes forberedt, at hele
Altinget og hele Folket støttede den —, at det saa kun havde de Føl-
ger. at Islænderne holdt endnu fastere ved deres Flag. at de kun kla-
rere end før indsaa Nødvendigheden af, at de alle holdt godt sammen,
og at de alle i sluttet Trop samlede sig om en Plan. der havde den
Virkning, at de maatte faa et Flag, om ikke fra en anden Haand, saa
fra deres egen.
Flagsagens Historie skal foreløbig ikke skrives her; det er heller
ikke nødvendigt. Det kommer ikke mere Sagen ved, om det var heldigt
eller ej at kræve Flaget nu, eller om Maaden, hvorpaa det blev gjort,
var den rette. Det første er overstaaet, og nu drejer alting sig om det
store nye, at alle Islændere krævede et fuldkomment Søfartsflag, som
Kongen afslog at give. Og det store Spørgsmaal er da dette: Hvorledes
skal Islænderne modtage dette Svar?
Det skal ikke skjules, og det bør siges offentligt: Vi tror, det er
gaaet de fleste Islændere saadan. da de hørte, at Flaget var blevet af-
slaaet. at den Tanke er faldet dem ind: Skal vi straks skilles fra Dan-
mark? Den største Del af Folket er vel klar over, at det Maal, vi stræ-
ber efter, er fuldtud at kunne staa paa egne Ben og kun være sig selv
undergiven. Naar det saa hænder, at den Ret, Folket enstemmigt har
krævet, bliver nægtet det, vaagner ganske naturligt den Tanke, om det
ikke er paa Tide straks at skilles og selv tage den Ret, der bliver
nægtet én.
Det vilde ogsaa være en ynkelig Rolle, hvis man tænkte sig den
Mulighed, nu at lade Sagen falde med Vanære og at afstaa fra Kravet