Atlanten - 01.01.1918, Blaðsíða 89

- 91
derfor nødsaget til at tage nogle af dem tilbage — og andet af lignende
Kaliber. Men det principielle Forslag er, at Sagen kun bliver drøftet
i Forbindelse med Forhandlinger eller Overenskomst om Landenes
Forbindelse i sin Helhed.
I Grunden burde vi Islændere ikke have noget imod at begynde
endnu en Gang paa Forhandlinger, og se at komme til et Resultat an-
gaaende Forbindelsen. Men det vilde dog nok for Tiden ingenlunde
være tilraadeligt at begynde herpaa, medmindre der fra første Færd
byggedes paa det eneste Grundlag, som kan føre til et gunstigt Resul
lat, nemlig at begge de to Lande bliver ligestillede i Forbindelsen, men
ingen af de to Lande — og Danmark kommer selvfølgelig i denne For-
bindelse ikke i Betragtning —, men at heller ikke Island blev en
Vasalstat.
Det er muligt, at man finder, at dette er at tage Munden for fuld;
men sikkert findes den Ærgærrighed, som er sund og nødvendig for
at kunne vedligeholde sin Selvtillid, sit Menneskeværd og hele sin
Udviklingstrang og Mod. At det fra vor Side i denne Henseende drejer
sig om en faafængt og forfængelig Ærgerrighed, kan nok ikke være Til-
fældet.
Al Fortidens Erfaring viser, at dette vort Krav — foruden at vi
betragter det som vor historiske Ret — ikke kan fravristes vore Tan-
ker, og er en uadskillelig Bestanddel af vor Natur, men ikke dikteret
af Forfængelighed. Vi kan vente endnu en Tid paa den endelige Af-
gørelse med Hensyn .til Forbindelsen, men vi kan ikke gaa med til
at paabegynde forhastede Forhandlinger om den, som sætter en Bom
for vore Krav om lige Ret med Danmark, eller øjensynlig forhaler dens
Opfyldelse paa ubestemt Tid. At indlede Forhandlinger synes derfor nu
at være utilraadeligt, og nødvendigvis ikke at. kunne føre til et Resultat,
medmindre man giver sig i Lag med dem med fuldkommen Oprigtighed
og selve Resultatet forud er givet, men ikke som i 1908, da det saa
ud, som det alene var Danskerne magtpaaliggende med tvetydige Ord
at omgaa, hvad der maatte blive Sagens Kærne og Ilovedbetingelsen
for, at Islænderne kunde blive tilfreds — omgaa vore Krav om Lige-
stillethed med Danmark.
Inden der bliver taget nogen Beslutning om, hvad der nu er at
gøre, hvilken Metode man kunde vælge, for paa en maalbevidst og
sindig Maade at kæmpe for vor Sag, møder vi endnu det Spørgsmaal,
hvor stor Vægt Danskerne i Grunden lægger paa at forholde os vor
Ret til at vise vor Nationalitet ved et særskilt Kendetegn. Thi Svaret
herpaa kan paavirke vore Beslutninger. Er det i Grunden deres Alvor,
at tillægge Spørgsmaalet om et særskilt islandsk Flag en lignende Be-
tydning sdm Ophævelse af Forbindelsen, og da at foretrække denne?
Uden Tvivl findes der hos Islænderne en Del separatistiske Tan-
ker, men det er for meget sagt, at dette er blevet et almindeligt Ønske
hos Folket; der findes tværtimod en stor Mængde Islændere, som lige-
frem ønsker ikke at ophæve Forbindelsen, hvis vore retlige Krav kunde
ske Fyldest. Og alt hvad der er blevet sagt, saavel fra dansk som fra
islandsk Side, om at vor Selvstændighedskamp fra Førernes Side ikke